Afgørelse

Valutalån, forfald, overførsel til kassekredit, størrelse af overtræksrente, hjemmel.

Sagsnummer:	382/1993
Dato:	10-03-1994
Ankenævn:	Niels Waage, Bjørn Bogason, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Ole Simonsen
Klageemne:	Udlån - opsigelse Rente - overtræk
Ledetekst:	Valutalån, forfald, overførsel til kassekredit, størrelse af overtræksrente, hjemmel.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
	Pengeinstitutter

---

Klageren har i indklagedes St. Kongensgade afdeling haft et valutalån, der ultimo 1992 havde en kursværdi af ca. 400.000 DKK samt en kassekredit med et maksimum på 60.000 kr. Til sikkerhed for klagerens samlede engagement havde klageren håndpantsat et ejerpantebrev på 140.000 kr. med pant i sin ejendom, ligesom der var stillet tredjemandspant for valutalånet med et ejerpantebrev på 200.000 kr.

Klageren havde i 1975 underskrevet en kassekreditkontrakt med indklagede. Denne indeholdt bl.a. følgende:

"Underskrevne [klageren] erkender herved i anledning af, at [indklagede] har indrømmet mig/os en kredit i løbende regning på kr. 60.000,- at være indgået på følgende vilkår:

Banken er berettiget til at debitere kontoen for ethvert beløb, som debitor på en hvilken som helst måde måtte blive banken skyldig."

Det fremgår af påtegningen på kassekreditten, at maksimum i 1984 blev nedskrevet til 30.000 kr., og at kassekreditten den 25. september 1985 blev ændret til en servicekonto. Klageren underskrev den 26. september 1985 kreditvilkår udfærdiget på indklagedes standardformular. Det hedder heri bl.a.:

"1

Rente beregnes efter de til enhver tid af banken fastsatte regler og satser for kreditter af denne art, og banken kan til enhver tid ændre disse.

...

2

Overtræksrenten er en ekstra rente, der beregnes af beløb trukket ud over det aftalte, bevilgede maksimum. Beregningen af overtræksrenten sker på grundlag af det daglige bogføringsmæssige overtræk. Dette udregnes ved at sammenholde den daglige bogføringsmæssige saldo med kontoens registrerede maksimum incl. eventuelt bevilget overtræk. Overtræksrenten udregnes således på basis af det sammenlagte daglige bogføringsmæssige overtræk, dog således at der inden beregningen fradrages 10 dage i det samlede antal overtræksdage. I de første 10 dage af et kvartal beregnes ikke overtræksrente af det foregående kvartals tilskrevne rente, samt eventuel overtræksrente."

Ifølge påtegning på kassekreditkontrakten blev servicekontoen den 8. januar 1988 ændret til en driftsfinansiering.

Den 12. januar 1993 blev der i afdelingen afholdt et møde med klageren med henblik på indgåelse af en afviklingsaftale vedrørende valutalånet. Aftalen skulle træde i kraft samtidig med en forestående forlængelse af lånet, som havde indfrielsestermin den 29. januar 1993. Afdelingen ønskede i den forbindelse at få indsigt i klagerens økonomiske forhold, hvilket klageren afviste. Klageren indvilgede dog i at fremsende kvitteringer med oplysninger om restgælden på lånene i de pantsatte ejendomme. Ved skrivelse af 20. januar 1993 rykkede indklagede klageren for fremsendelse af nye restgældskvitteringer samt vurdering af ejendommene. Den 23. marts 1993 rykkede indklagede klageren for forslag til afvikling af udlandslånet. Den 3. april 1993 meddelte klageren afdelingen, at det for tiden ikke var belejligt for ham at påbegynde en afvikling af valutalånet, hvorfor han gerne ville vente med at fremkomme med et nyt afviklingsforslag.

Efter at indklagede havde modtaget oplysninger om restgælden og vurderinger af de pantsatte ejendomme, meddelte indklagede den 21. april 1993, at man ikke fandt, at de deponerede ejerpantebreve udgjorde tilstrækkelig sikkerhed for lånene. For at videreføre lånene ønskede man derfor at modtage klagerens årsopgørelse fra skattevæsnet, hvilket klageren afslog den 13. maj 1993. Efter yderligere brevveksling herom meddelte indklagede den 24. maj 1993, at man havde forlænget klagerens udlandslån en måned, og at man, såfremt man ikke modtog klagerens årsopgørelse samt forslag til nedbringelse af lånene senest den 4. juni 1993, ville overveje at opsige engagementet til fuld indfrielse. Den 2. juni 1993 fremsendte klageren et afviklingsforslag, ifølge hvilket lånene kunne afvikles med 100 USD pr. rentetermin.

I et forlængelsesdokument ("garantirekvisition") vedrørende udlandslånet underskrevet af klageren den 3. juni 1993 var henvist til "Betingelser for optagelse af Valutalån", hvori var anført:

Betaling af renter/afdrag m.v.

...

Banken bemyndiges herved til ved rente- og afdragsbetalinger og ved lånets endelige forfald at debitere låntagers konto for modværdien i danske kroner af de pågældende beløb med tillæg af påløbne renter og omkostninger.

...

Hvis lånet kommer i restance, eller indbetales ydelser i øvrigt ikke rettidigt, betales af restancen en restancerente fastsat af banken. Restancerenten, der betales fra første dag, lånet er i restance, beregnes som et tillæg til den rente, der til enhver tid betales af lånet. Oplysning om den til enhver tid gældende restancerente fås ved henvendelse i banken."

Den 8. juni 1993 opsagde indklagede engagementet til fuld indfrielse pr. 28. juni 1993 under henvisning til, at klageren ikke ønskede at give indklagede økonomisk indsigt. Den 24. juni 1993 med valør den 28. juni 1993 indfriedes udlandslånet med 391.549,59 DKK, som debiteredes klagerens kredit hos indklagede. Den 29. juni 1993 rykkede indklagede klageren for betaling af skylden på kreditten, der var opgjort til 416.076,17 kr. Samtidig meddelte indklagede, har man udover den almindelige rente og provision beregnede overtræksrente på p.t. 6% p.a. Den 16. juli 1993 rykkede indklagede på ny klageren for indbetaling af indfrielsesbeløb og meddelte, at kravet ville blive overgivet til retslig inkasso, såfremt klageren ikke havde kontaktet indklagede inden månedens udgang. Den 13. august 1993 med valør den 28. juni 1993 overførtes beløbet til en særskilt konto hos indklagede, der efter tilskrivning af renter den 30. september 1993 med 11.095,80 kr. udgjorde 402.644,39 kr.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende at være uberettiget til at beregne sig en overtræksrente på 6% p.a., samt at indklagede tilpligtes til at fortsætte engagementet på uændrede vilkår, indtil klageren får mulighed for at overføre dette til et andet pengeinstitut, eller indtil kravet inddækkes ved provenuet af ejerpantebrevene.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at han har været problemfri kunde i over 30 år, og at indklagede ikke tidligere har fremsat krav om at få fremlagt kopi af klagerens årsopgørelse.

Indklagede har anført, at man ikke ved etablering af valutalånet har accepteret at forlænge lånet uden afvikling. Indklagede var berettiget til at kræve oplysninger om klagerens økonomiske forhold i forbindelse med forlængelse af valutalånet, og man har været berettiget til at stille krav om indgåelse af en afviklingsaftale som forudsætning for forlængelse af lånet. Klagerens manglende imødekommenhed vedrørende disse krav har ført til en opsigelse af engagementet. Det fremgår af vilkårene for klagerens kredit, at indklagede er berettiget til at beregne en overtræksrente, og klageren har ved sin underskrift den 26. september 1985 anerkendt disse vilkår. Indklagedes hjemmel til beregning af overtræksrente også for så vidt angår gælden på den separate konto, hvor indfrielsesbeløbet vedrørende valutalånet nu er posteret, følger af henvisningen i garantirekvisitionen af 3. juni 1993 til betingelse for optagelse af valutalån. Klageren har ved sin underskrift af 3. juni tillige anerkendt disse betingelser.

Indklagede har endvidere oplyst, at hvis klageren ikke havde haft den kredit, der blev debiteret for indfrielsesbeløbet vedrørende udlandslånet, ville dette beløb umiddelbart være blevet posteret på en nyoprettet separat konto. En sådan konto forrentes med indklagedes sædvanlige overtræksrentesats for ikke-bevilgede overtræk. Denne rentesats udgjorde pr. 28. juni 1993 20,25% p.a. og pr. 6. januar 1994 19,75% p.a. Indfrielsesbeløbet, der er debiteret den konto, der blev oprettet den 13. august 1993 med valør den 28. juni 1993, forrentes pr. 6. januar 1994 med 19,25% p.a.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder, at indklagede har været berettiget til som betingelse for engagementets eventuelle fortsættelse at kræve oplysninger om klagerens økonomiske forhold, og da klageren nægtede dette, at opsige engagementet som sket. Indklagede findes endvidere at have haft tilstrækkeligt grundlag for at kræve overtræksrente i de betingelser for optagelse af valutalån, som klageren har accepteret ved sin underskrift af 3. juni 1993 på garantirekvisitionen af 25. maj 1993. Renten findes ikke at være af en sådan størrelse, at den bør tilsidesættes som urimelig.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.