Afgørelse

Størrelsen af gebyr ved overførsel af euro fra konto i Danmark til konto i Holland.

Indledning.

Denne klage vedrører størrelsen af indklagedes gebyr for overførsel af et beløb i euro fra klagerens konto hos indklagede til en konto i en hollandsk bank.

Sagens omstændigheder.

Den 4. juli 2003 overførte klageren 29,10 EUR via indklagedes netbank til en konto i en hollandsk bank. Indklagedes gebyr herfor var i alt 120 kr.

Overførslen blev gennemført som en standardoverførsel og således, at klageren skulle betale alle omkostninger.

Indklagede har oplyst, at der ved oprettelse af en betaling i netbanken vises et link til "Gebyr for betaling til udlandet", hvoraf fremgår:

"Du skal ved betaling til udlandet anføre hvilken aftale, der er indgået med betalingsmodtager. Det er denne markering, der afgør, hvem der skal betale gebyrerne for overførsel til udlandet.

Som standard skal du betale gebyrer for at få betalinger ført ud af banken, og betalingsmodtager skal betale gebyrer for at få betalingen ført ind i den udenlandske bank.

*) Hvis SWIFT-adressen ikke er udfyldt ved overførsler, kræver betalingen manuel behandling i banken, og vi opkræver derfor et tillægsgebyr på 40 kr.

…

**) Hvis betalingen er med omveksling af valuta vil der tillige blive beregnet et gebyr på 0,1 % af overførselsbeløbet."

Ved skrivelse af 14. juli 2003 rettede klageren henvendelse til indklagede om gebyret for overførslen. Klageren var uforstående over for gebyret og henviste til EU-forordning 2560/2001 af 19. december 2001 om grænseoverskridende betalinger i euro, hvorved han bemærkede, at en overførsel til andre pengeinstitutter via indklagedes netbank beløb sig til omkostningsmæssigt mellem 0 og 1 kr.

Ved skrivelse af 7. august 2003 anførte indklagede, at under visse betingelser svarer gebyret for en grænseoverskridende betaling til gebyr ved en tilsvarende indenlandsk betaling. Indklagedes gebyr for en sådan transaktion i euro var 20 DKK under forudsætning af, at afsender og modtager af betalingen betaler hver deres omkostninger. Da klageren havde valgt "Afsender betaler omkostningerne", var det samlede gebyr 120 kr.

På Ankenævnets forespørgsel har indklagede oplyst, at også i en situation som den foreliggende, hvor der er tale om overførsel af et beløb i EUR til et EUR-land, hvor der er oplyst korrekt BAN og BIC, og hvor der er valgt omkostningskoden OUR (det vil sige afsender betaler omkostningerne), kan der blive tale om, at den udenlandske modtagerbank afkræver den danske afsenderbank et omkostningsbeløb. Størrelsesordenen heraf afhænger af de udenlandske pengeinstitutters egen prissætning.

Parternes påstande.

Klageren har den 7. oktober 2003 indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet forstår klagerens påstand således, at han ønsker indklagede tilpligtet at anerkende, at indklagede alene kunne opkræve et gebyr for overførslen svarende til gebyret for en national transaktion, samt at indklagede skal ændre sine gebyrregler for grænseoverskridende overførsler inden for EU.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at forordning 2560/2001 trådte i kraft pr. 1. juli 2003. Herefter gælder princippet om lighed mellem gebyrer for nationale og grænseoverskridende transaktioner i euro op til en grænse på 12.500 EUR ved overførsel mellem bankkonti.

Indklagedes gebyr på i alt 120 kr. strider mod reglerne, da det fremgår, at indklagede ved overførsel til andre pengeinstitutter opkræver et gebyr på mellem 0 og 1 DKK.

Indklagede har anført, at en overførsel til udlandet i EUR via netbank koster 20 kr. for en standardoverførsel, når afsender og modtager deles om omkostningerne, (omkostningskoden SHA). En tilsvarende indenlandsk overførsel i EUR koster det samme.

Klageren valgte imidlertid ved overførslen selv at ville betale alle omkostninger (omkostningskoden OUR). I denne situation opkræves et yderligere gebyr på 100 kr. Ved indenlandske betalinger kan denne omkostningsfordeling ikke vælges.

Gebyret er ikke i strid med forordningen. Danmark har ikke truffet beslutning om, at forordningen skal omfatte overførsel i danske kroner, hvorfor en overførsel til udlandet i EUR ikke skal koste det samme som en indenlandsk overførsel i danske kroner.

Når forordningens regler om standardoverførsel - herunder betingelsen om, at afsender og modtager hver betaler omkostninger til eget pengeinstitut - er opfyldt, kan der ikke tænkes at påløbe omkostninger til modtagerens pengeinstitut. Ved bestilling af en grænseoverskridende betaling i EUR via netbanken er der på forhånd valgt omkostningskoden SHA, hvorefter ordregiver og beneficiant betaler eget pengeinstituts omkostninger. Hvis kunden ønsker en anden omkostningsfordeling, skal kunden foretage et valg og kan her vælge at angive, at ordregiver betaler alle omkostninger (OUR). Prissætningen af gebyr for denne omkostningskode sker ud fra et gennemsnit af, hvordan gebyret er fastsat på verdensplan. Gennemsnitsgebyret er på 15 EUR og skal også dække eventuel manuel behandling af separate opkrævninger fra modtagerbanken.

Det ville være administrativt byrdefuldt at skulle anvende andet end et gennemsnitsgebyr, da indklagede i så fald skulle vedligeholde en database over samtlige modtagergebyrer i alle banker i hele verdenen.

Der er ikke tale om en overførsel i henhold til EU-forordningen, når omkostningskoden OUR er valgt, og prissætningen er derfor fri. For at en overførsel er omfattet af forordningen, skal nogle grundlæggende betingelser være opfyldt, herunder at der er valgt omkostningskoden SHA.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ved bestillingen af overførslen via indklagedes netbank valgte klageren omkostningskoden "Afsender betaler omkostningerne" (OUR) frem for omkostningskoden "Afsender og modtager deles om omkostningerne" (SHA), som anvendes i mangel af andet valg. Det fremgår af indklagedes "Gebyr for betaling til udlandet", der vises via et link i forbindelse med oprettelse af en betaling, at overførsel i denne situation er forbundet med et gebyr på 20 kr. samt udenlandske omkostninger på 100 kr. eller i alt 120 kr.

Indklagede beregner sig for en indenlandsk overførsel i EUR via netbank et gebyr på 20 kr. for en standardoverførsel. For så vidt angår tilfælde, hvor afsender og modtager hver skal betale omkostninger til eget pengeinstitut - andet kan ikke vælges ved indenlandsk overførsel - er indklagedes gebyr for en tilsvarende grænseoverskridende overførsel i EUR det samme, og dette gebyr strider derfor ikke mod bestemmelsen i artikel 3 i forordning nr. 2560/2001.

"Tillægsgebyret" på 100 kr. til dækning af udenlandske omkostninger i den situation, hvor afsender har valgt "Afsender betaler omkostningerne", skal dække det beløb, der måtte blive opkrævet af modtagerens pengeinstitut, og indklagedes omkostninger ved behandlingen af en sådan opkrævning, og beløbet er fastsat ud fra en vurdering af de gennemsnitlige omkostninger for indklagede. Ankenævnet finder ikke grundlag for at anse gebyret for urimeligt.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.