Manglende betaling af terminsydelse.
| Sagsnummer: | 394/1994 |
| Dato: | 31-01-1995 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Lars Pedersen, Erik Sevaldsen, Søren Stagis, Jens Ole Stahl |
| Klageemne: |
Betalingsformidling - forsinkelse
|
| Ledetekst: | Manglende betaling af terminsydelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved klageskema af 1. juli 1994 har klageren påstået indklagede tilpligtet at erstatte de ekstraomkostninger, der er blevet pålagt ham i forbindelse med indklagedes manglende betaling af en terminsydelse på 2.850 kr. til BRF Kredit.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Indklagede har fremlagt det af klageren indsendte indbetalingskort, hvorpå den fortrykte dato "30. marts 1994" i rubrikken "sidste rettidige betalingsdag" er overstreget og med håndskrift ændret til "30. april 94". I rubrikken "postvæsenets stempel" er der med håndskrift påført datoen "3.5.1994". Et datostempel angiver "11.05".
Indklagede har endvidere fremlagt skrivelse af 13. maj 1994 til klageren på hans adresse i Danmark vedrørende manglende dækning på kontoen til betaling af terminsydelsen på 2.850 kr. I skrivelsen angives, at betaling vil blive ekspederet, såfremt der senest den 19. maj 1994 er dækning for betalingen.
Indklagede har herudover fremlagt kontoudtog for klagerens konto for perioden 8. april 1994-30. juni 1994.
Klageren har anført, at han i foråret 1994 opholdt sig i Sverige, hvilket indklagede var bekendt med. Med henblik på betaling af terminsydelsen på 2.850 kr. til BRF Kredit fremsendte han den 26. april 1994 et giroindbetalingskort på beløbet. På grund af manglende underskrift blev indbetalingskortet returneret. Efter at have påført underskrift tilbagesendte han straks indbetalingskortet til modtagelse hos indklagede den 1. maj 1994. Til trods for, at der var tilstrækkelig dækning på hans konto, undlod indklagede at formidle betalingen, hvorfor fordringen blev taget til inkasso, hvilket har medført omkostninger for ham.
Indklagede har anført, at indbetalingskortet først blev modtaget den 11. maj 1994, hvilket fremgår af maskinafstemplingen. På dette tidspunkt var der ikke dækning for betalingen på klagerens konto, hvorfor man rettede skriftlig henvendelse til klageren herom. De fremlagte kontoudskrifter dokumenterer, at der manglede dækning for betalingen fra den 10. maj 1994 til og med den 30. maj 1994. Det bør være klagerens risiko, at han har opholdt sig i udlandet uden at sikre sig oplysninger om sin post.
Ankenævnets bemærkninger:
På baggrund af maskinafstemplingen på indbetalingskortet og indklagedes skrivelse af 13. maj 1994 finder Ankenævnet, at det må lægges til grund, at indklagede først modtog indbetalingskortet den 11. maj 1994. Af de fremlagte kontoudtog fremgår, at der på dette tidspunkt manglede dækning for betaling af beløbet på 2.850 kr. Indklagede var herefter ikke forpligtet til at gennemføre betalingen.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.