Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om erstatningsansvar som følge af, at et pengeinstitut overså konto tilhørende dødsbo i forbindelse med bobehandlingen.

Sagsnummer: 58/2006
Dato: 04-07-2006
Ankenævn: John Mosegaard, Hans Daugaard, Peter Stig Hansen, Lotte Aakjær Jensen, Ole Jørgensen
Klageemne: Konto - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Spørgsmål om erstatningsansvar som følge af, at et pengeinstitut overså konto tilhørende dødsbo i forbindelse med bobehandlingen.
Indklagede: Nordea Bank Danmark
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører et krav fra arvingerne efter en kontohaver hos indklagede i anledning af, at indklagede glemte en konto ved dødsboets behandling.

Sagens omstændigheder.

Den 25. april 1975 døde klagerens mor, A, der var kunde hos en sparekasse, med hvem indklagede fusionerede i 1990. A havde en konto hos indklagede, som ikke blev opgjort i forbindelse med skiftet af A's bo.

Ved skrivelse af 23. august 2004 rettede et barnebarn af A henvendelse til indklagedes kontoførende afdeling med forespørgsel om, hvordan A's konto kunne frigives. Efter at barnebarnet havde rykket indklagede for svar, meddelte indklagede ved skrivelse af 15. september 2004, at forinden man kunne tage stilling til spørgsmålet, var det nødvendigt at modtage diverse skifteretsattester.

Den 16. december 2004 opgjorde indklagede den omhandlede konto til 7.187,84 kr. Indklagede har oplyst, at beløbet blev fremsendt til Told Skat som følge af, at kontoen ikke havde været registreret med CPR-nr., hvorfor kontoen blev inddraget af staten.

Ved skrivelse af 7. oktober 2005 rettede A's barnebarn fornyet henvendelse til indklagede og redegjorde for arveforholdene vedrørende A. Af skrivelsen fremgår, at A havde siddet i uskiftet bo med sin tidligere afdøde ægtefælle, og at parret havde haft fire børn heri blandt klageren. Barnebarnet anmodede indklagede om kontoens opgørelse og redegjorde i skrivelsen for, hvilke arvebrøker indklagede skulle anvende ved fordelingen af kontoens provenu. Barnebarnet anmodede endvidere om godtgørelse af 350 kr. for udgifter til skifteretsattester.

Indklagede rettede herefter henvendelse til Told Skat med anmodning om tilbagebetaling af det i december 2004 overførte beløb.

Den 18. november 2005 genoprettede indklagede A's konto og indsatte 7.187,84 kr. på denne.

Den 24. november 2005 opgjorde indklagede A's konto med 7.188,14 kr. Beløbet fremsendte indklagede med skrivelse af 24. samme måned til A's barnebarn, idet indklagede anførte, at man ikke ønskede at forestå fordelingen af beløbet mellem A's arvinger. Samtidig gjorde indklagede opmærksom på, at en eventuel afregning af arveafgift var indklagede uvedkommende.

Ved skrivelse af 9. januar 2006 rettede klageren henvendelse til indklagede. Klageren henviste til, at det af en avisomtale var fremgået, at indklagede havde gjort alt, hvad man kunne for at finde ejere til glemte konti. Klageren var uforstående herover for, idet der i hele perioden efter hendes mors død kun havde boet to personer i lokalområdet med moderens forholdsvis sjældne efternavn; i de seneste ca. 10 år endda kun én med pågældende efternavn. Indklagede kunne derfor nemt have fundet frem til A's arvinger. Klagerens brødre havde ved moderens død henvendt sig til indklagede med anmodning om opgørelse af A's konti, men alligevel var der blevet glemt en konto. Hun fandt derfor, at indklagede burde holde arvingerne skadesløse, da indklagedes fejl havde påført dem et tab. Indklagede burde betale dem et beløb svarende "til den samme handelsværdi i dag, som det indestående beløb var i 1970".

Ved skrivelse af 24. januar 2006 meddelte indklagede, at man anså sagen for afsluttet ved indklagedes fremsendelse af beløbet på 7.188,14 kr. Indklagede bemærkede herved, at kontoen løbende var blevet tilskrevet rente.

Indklagede har under sagen fremlagt posteringsoversigt for perioden 8. april 1994 - 16. december 2004, hvoraf fremgår, at kontoen årligt (ultimo) er tilskrevet renter.

Parternes påstande.

Klageren har den 24. februar 2006 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, "at vi arvinger får beløbet udbetalt til købsværdien 24/11-05".

Indklagede har under sagens forberedelse betalt 367 kr., der udgør godtgørelse for skifteretsattester, 350 kr., samt rente af 7.184 kr. i perioden 16. december 2004 -18. november 2005, 16,59 kr.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagede glemte at oplyse om kontoens eksistens i forbindelse med behandlingen af hendes mors dødsbo. Efterfølgende gjorde man intet for at finde de rette ejere til kontoen.

Indklagedes fejl har påført arvingerne meget arbejde og tidsspilde.

Indklagede har anført, at A's konto årligt blev tilskrevet rente. Arvingerne har fået kontoen med tillæg af renterne udbetalt.

Fejlekspeditionen i december 2004, hvor indklagede overførte beløbet til statskassen, er kompenseret, idet den manglende forrentning fra dette tidspunkt til kontoens reetablering er godtgjort under sagens behandling ved Ankenævnet.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet forstår klagerens påstand således, at klageren finder, at indklagede som følge af, at A's konto blev overset i forbindelse med behandlingen af dødsboet, bør betale en erstatning svarende til en pristalsreguleret regulering af A's konto.

Ankenævnet finder ikke grundlag for at pålægge indklagede at betale en sådan erstatning.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.