Afgørelse

Spørgsmål om mangelfuld rådgivning i forbindelse med optagelse af et afdragsfrit 10-årigt inkonvertibelt realkreditlån i 2008

Indledning

Denne sag vedrører om Nordea Bank ydede mangelfuld rådgivning til klagerne i forbindelse med optagelse af et 10-årigt inkonvertibelt realkreditlån i efteråret 2008.

Sagens omstændigheder

Klagerne, M og K, er kunder i Nordea Bank, hvor igennem M i januar 2007 havde optaget et 30-årigt fastforrentet 5 % obligationslån på 858.000 kr. med mulighed for afdragsfrihed.

Klagerne ønskede i efteråret 2008 at købe et hus og henvendte sig i den forbindelse i banken vedrørende finansieringen heraf.

Den 17. september 2008 sendte banken et lånetilbud til klagerne vedrørende et 10-årigt 5 % obligationslån med en hovedstol på 1.986.000 kr. og afdragsfrihed i 10 år.

Sammen med lånetilbuddet modtog klagerne en specifikation af det tilbudte lån samt ”Standardiseret Europæisk Informationsblad”. Af specifikationen fremgik blandt andet følgende:

”…

Øvrige forhold for lånet

Lånet er et stående lån, der forfalder til indfrielse i sin helhed den 31. december 2017 – se vedlagte amortiseringsplan. Ved udbetaling efter den 30. november 2008 forfalder lånet til indfrielse i sin helhed den 31. december 2018. Lånet er baseret på inkonverterbare obligationer.

…

Indfrielsesvilkår

Ekstraordinær indfrielse/nedbringelse kan ske på 2 måder:

1. ved at indlevere obligationer i samme serie, årgang og rentefod svarende til lånets obligationsrestgæld eller det delvise beløb, hvormed lånet ønskes nedbragt.

2. ved i perioden indtil sidste bankdag i november i det år hvor lånet forfalder i sin helhed, at betale et beløb svarende til hel eller delvis kontant indløsning af obligationerne til kurs 100 med tillæg af omkostninger – herunder eventuelle differencerenter.

…”

Af ”Standardiseret Europæisk Informationsblad” fremgik følgende vedrørende førtidig eller ekstraordinær indfrielse af lånet:

”…

Lånet er ydet på baggrund af inkonverterbare stående obligationer, og kan derfor alene ekstraordinært indfries helt eller delvis ved til Nordea Kredit at indlevere obligationer, svarende til obligationsrestgælden eller det delvise beløb hvormed lånet ønskes nedbragt, i samme serie, årgang og rentefod som de, hvormed lånet er effektueret.

I det sidste år af lånets løbetid kan lånet i perioden indtil den 30. november indfries helt eller delvist ved at indbetale det beløb til Nordea Kredit, der kræves til hel eller delvis indløsning af obligationsrestgælden til pari, med tillæg af omkostninger herunder eventuelle differencerenter.

…”

Samme indfrielsesvilkår er anført i pantebrevet for lånet.

Da det ikke lykkedes at sælge M’s lejlighed, valgte klagerne at leje den ud.

K henvendte sig ad flere omgange til banken i 2009 vedrørende muligheden for at omlægge deres lån i lejligheden og i huset til flex-lån. Der er ikke fremlagt lånetilbud under sagen. Klagerne har anført, at de fik at vide, at det ikke kunne svare sig at omlægge lånet i huset, hvilket indklagede ikke har bestridt. Lånet i lejligheden blev på et ikke nærmere angivet tidspunkt omkonverteret.

Den 17. oktober 2012 gjorde K i en e-mail til bankens medarbejder indsigelse vedrørende de særlige indfrielsesvilkår for lånet i huset, idet K anførte, at de ikke var blevet informeret herom samt at klagerne var af den opfattelse, at de havde optaget et lån svarende til det lån, de havde i M’s lejlighed.

Samme dag svarede bankens medarbejder i en e-mail til K, at renten på et 30-årigt realkreditlån var steget fra 5 % i 2007 til 7 % i starten af 2009, hvor klagerne havde overtaget huset. For at klagerne skulle have råd til huset, valgte de derfor det inkonvertible lån med 5 % i rente. Bankens medarbejder henviste i øvrigt til, at hverken de eller han kunne forudsige, at renten efter låneoptagelsen ville falde kraftigt.

K mente fortsat ikke, at klagerne var blevet rådgivet om forskellen på de to lånetyper og de særlige indfrielsesvilkår, og den 23. oktober 2012 var klagerne til møde i banken vedrørende situationen.

Den videre korrespondance mellem K og bankens medarbejder førte imidlertid ikke til enighed og den 23. november 2012, indgav klagerne en klage til banken vedrørende lånoptagelsen i 2008.

Ved brev af 7. december 2012 afviste banken klagen.

Parternes påstande

Den 31. januar 2013 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank skal indfri deres realkreditlån til kurs 100.

Nordea Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at den pågældende medarbejder har været rådgiver for K og hendes familie gennem mange år. Derfor havde de fuld tillid til ham.

Ved deres henvendelse i efteråret 2008 oplyste de, at de ønskede samme lån som i lejligheden eller flex-lån.

De oplyste, at de havde en forventning om, at renten ville falde, hvorfor de muligvis ville omkonvertere inden for de kommende år.

De fik kun forelagt det fremlagte lånetilbud. De fik den opfattelse, at der var tale om det samme lån som i lejligheden blot med en løbetid på 10 år. De stillede derfor ikke yderligere spørgsmål og fik ikke yderligere information om lånet.

I løbet af de næste år spurgte de flere gange til muligheden for at omlægge lånet, men fik blot at vide, at det ikke kunne svare sig. Da de ikke ved særlig meget om, hvordan markedet fungerer, accepterede de, at det ikke kunne lade sig gøre.

Først da de i 2012 sammenlignede lånedokumenterne fandt de ud af, at indfrielsesvilkårene var forskellige.

De ønsker at flytte, men kan ikke sælge huset, da en indfrielse af lånet vil påføre dem en betydelig gæld.

Selvom de nu har forstået, at en indfrielse på nuværende tidspunkt vil medføre et kurstab, synes de ikke, at ordlyden i lånedokumentet er til at forstå for almindelige mennesker. Almindelige mennesker kan således ikke ud fra ordlyden konkludere, at man risikerer at øge sin gæld i huset, hvis renten falder. Dette burde de have været informeret om i forbindelse med låneoptagelsen.

På mødet i banken i oktober 2012 fortalte deres rådgiver, at han vurderede, at det var for dyrt for dem med andre lånetyper. Dette var ikke noget han drøftede med dem i efteråret 2008.

Deres rådgiver oplyste videre, at han heller ikke regnede med, at de skulle have lånet i 10 år, men han vurderede det ikke som problematisk at omlægge til en lidt højere kurs. Derfor anså han det ikke som nødvendigt at informere dem om de særlige indfrielsesvilkår.

Deres rådgiver burde ikke egenrådigt have vurderet, hvad der var rigtigt for dem uden at konsultere dem med sine betragtninger, eller forelægge de andre muligheder, så de selv kunne tage stilling hertil.

Deres rådgiver burde desuden til enhver tid have orienteret dem om, at de ville kunne blive påført et kurstab ved senere omlægning af lånet, uanset at han ikke vurderede, at renten ville falde så meget, at man ville blive fastlåst i lånet.

Nordea Bank har anført, at banken som udgangspunkt beregnede klagernes rådighedsbeløb på grundlag af et fastforrentet 30-årigt obligationslån med 10 års indledende afdragsfrihed, som på daværende tidspunkt havde en pålydende rente på 7 %. Dette lån gav meget lidt luft i klagernes økonomi.

Under den herskende finansielle krise kunne banken ikke medvirke til at yde et kort rentetilpasningslån – dels på grund af risikoen for rentestigninger og dels fordi det efterstående banklån var med variabel rente.

Det eneste alternativ til det 30-årige obligationslån, der gav både en lang fast rente og en væsentlig besparelse i ydelsen, var herefter et inkonverterbart 10-årigt lån med en pålydende rente på 5 %.

Banken gennemgik fordele og ulemper ved de to lånetyper. Kursrisikoen ved førtidig indfrielse blev gennemgået. Af samme grund lagde rådgiveren betydelig vægt på at få afklaret klagernes tidshorisont for et eventuelt boligskift. Da de netop havde købt huset, som de efterfølgende har istandsat, var tidshorisonten lang.

Det fremgik af samtlige lånedokumenter, at lånet var inkonverterbart.

Kun et helt usædvanligt rentefald i den første del af låneperioden og en optimal konverteringsaktivitet kunne udligne eller måske overstige rentefordelen ved det inkonverterbare lån. Dette kan imidlertid først opgøres på teoretisk basis og med stor usikkerhedsmargin, når det inkonverterbare lån udløber.

Ud fra en øjebliksbetragtning er klagerne gået glip af en gevinstmulighed, men en sådan gevinst er ikke erstatningsberettiget.

Som situationen tegnede sig på rådgivningstidspunktet var det inkonverterbare lån det eneste rigtige valg for klagerne.

Ankenævnets bemærkninger

Der er mellem parterne uenighed omkring det konkrete rådgivningsforløb i forbindelse med klagernes optagelse af det 10-årige inkonvertible 5 % realkreditlån i september 2008.

Der foreligger ingen dokumentation for den pågældende rådgivning eller referat fra rådgivningsmødet i banken.

Tre medlemmer – John Mosegaard, Anita Nedergaard og Karin Duerlund – udtaler:

Det fremgik imidlertid af pantebrevet og af lånedokumenterne, at lånet var udbetalt på baggrund af inkonverterbare stående obligationer.

Vi finder på denne baggrund, at klagerne burde have været klar over, at lånet var undergivet særlige indfrielsesvilkår, som kunne indebære, at det ved førtidig indfrielse alene kunne indfries til overkurs.

Vi finder derfor ikke grundlag for at pålægge Nordea Bank at holde klagerne skadesløse for eventuelle negative konsekvenser af låneoptagelsen, herunder betaling af en eventuel overkurs, hvis lånet indfries før tid.

To medlemmer – Troels Hauer Holmberg og Søren Geckler – udtaler:

Vi finder ikke, at det fremgår klart og tydeligt af de foreliggende lånedokumenter, at det forhold at lånet er ydet på baggrund af "inkonverterbare stående obligationer" betyder, at gælden vil vokse i tilfælde af rentefald. Vi finder endvidere ikke, at det kan forudsættes, at dette forhold er almindeligt kendt.

Da Nordea Bank ikke har været i stand til at fremlægge dokumentation for rådgivningen eller referat af rådgivningsmødet i denne sag, finder vi det ikke godtgjort, at der er rådgivet om risikoen for at gælden vil vokse. Vi finder, at Nordea Bank er nærmest til at bære risikoen ved eventuel bevisusikkerhed.

Vi stemmer derfor for, at Nordea Bank skal tilbyde klagerne at indfri lånet til kurs 100.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Ankenævnets afgørelse

Klagerne får ikke medhold i klagen.