Forrentning af selvpensioneringskonto. Højeste indlånsrente med tillæg af overrente.
| Sagsnummer: | 126/2002 |
| Dato: | 20-08-2002 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Hans Daugaard, Kåre Klein Emtoft, Peter Stig Hansen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Rente - indlån
Selvpensioneringskonto - forrentning |
| Ledetekst: | Forrentning af selvpensioneringskonto. Højeste indlånsrente med tillæg af overrente. |
| Indklagede: | Sydbank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører forrentningen af klagerens selvpensioneringskonto.
Sagens omstændigheder.
I 1980 oprettede klageren en selvpensioneringskonto i pengeinstituttet P. Af aftalen om kontoen fremgår bl.a:
"Kontoen forrentes med bankens højeste indlånsrente til enhver tid, for tiden 13 % p.a., samt en særlig overrente for tiden 3% p.a."
Pr. den 1. januar 1994 overtog indklagede P's aktiviteter herunder aftalen om klagerens selvpensioneringskonto.
I begyndelsen af 2002 rettede klageren henvendelse til indklagede om renten på selvpensioneringskontoen, idet det var hans opfattelse, at indklagede ikke havde opfyldt aftalen om at forrente indeståendet med den til enhver tid højeste indlånsrente samt en særlig overrente på 3% p.a.
Indklagede har oplyst, at renten på selvpensioneringskonti i begyndelsen af 1994 var 2,75% p.a. hos både indklagede og P. Hos P var rentesatsen sammensat af renten for konti med 3 måneders opsigelse, p.t. 0,25%, og en overrente, p.t. 2,50%, mens indklagede opererede med en variabel rentesats uden tillæg af en variabel overrente. P's kunder overgik gradvist til indklagedes produkter med de deraf følgende rentesatser.
På grundlag af udskrifter fra indklagedes registrering af historiske rentesatser har indklagede udarbejdet en tabel, der viser, at klagerens selvpensioneringskonto løbende er blevet forrentet med en rentesats, der svarer til indklagedes rente på indlånskonti med 6 måneders opsigelse med et tillæg på 1,50 % - 2,25%.
Parternes påstande.
Den 18. marts 2002 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at yde en rentekompensation.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at det fremgår af aftalen, at han var garanteret den til enhver tid højeste indlånsrente plus overrente.
Ved indklagedes overtagelse af P's aktiviteter accepterede indklagede at fortsætte kontoen uændret, og han har ikke senere accepteret en ændring af aftalen.
Siden indklagede i 1994 overtog aftalen, har han ikke modtaget den korrekte rentetilskrivning.
Indklagede har anført, at selvpensioneringskontoen til stadighed har været registreret med standardrentesatser. Klageren har ikke betinget sig eventuelle særvilkår.
Rentesatsen er fremgået af årsudskrifterne. Klageren har gennem flere år som kunde hos indklagede accepteret indklagedes princip for forrentning af selvpensioneringskonti.
Højeste indlånsrente fortolkes som renten på indskud på længste opsigelse på almindelige konti uden særvilkår. I P var højeste indlånsrente renten på konti med 3 måneders opsigelse. Hos indklagede er det konti med 6 måneders opsigelse. Af de fremlagte udskrifter og tabeller fremgår, at klageren ikke har opnået en lavere forrentning efter indklagedes vilkår, end han ville have kunnet opnå i henhold til P's vilkår. Rentesatsen har til stadighed oversteget rentesatsen for indlånskonti med 6 måneders opsigelse, hvorfor der reelt er ydet en overrente.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Udtrykket "højeste indlånsrente" må anses for en fast indarbejdet betegnelse for renten på indskud på længste opsigelse på almindelige konti uden særvilkår. Ud over højeste indlånsrente har klageren ifølge aftalen krav på en variabel overrente, som på tidspunktet for aftalens indgåelse var 3%.
Det fremgår af de af indklagede fremlagte udskrifter og tabeller, at klagerens konto løbende er blevet forrentet med en rentesats, der svarer til indklagedes rente på indlånskonti med 6 måneders opsigelse med tillæg af en overrente på 1,50% - 2,25%. Indklagede findes herved at have opfyldt den aftalte forrentning af indeståendet på klagerens selvpensioneringskonto.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.