Ophør af forsikringsdækning ved overførsel til andet pengeinstitut.
| Sagsnummer: | 49/1999 |
| Dato: | 07-07-1999 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Stig Hansen, Leif Nielsen, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Kapitalpensionskonti - overførsel
Forsikring - dækning ved pengeinstitutskifte |
| Ledetekst: | Ophør af forsikringsdækning ved overførsel til andet pengeinstitut. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne klage vedrører spørgsmålet om, hvorvidt det afgivende og/eller det modtagende pengeinstitut i forbindelse med overførsel af en kapitalpensionsordning har pådraget sig erstatningsansvar i et tilfælde, hvor en forsikringsdækning etableret gennem det afgivende pengeinstitut ikke blev videreført i det modtagende pengeinstitut.
Sagens omstændigheder.
I 1987 oprettede klagerens ægtefælle M hos indklagede 1 en arbejdsgiveradministreret kapitalpensionsaftale. Af aftalen fremgår, at fortrykte rubrikker vedrørende spørgsmål om tegning af forsikring, herunder gruppelivsforsikring, ikke er afkrydset.
Indklagede 1 har oplyst, at M blev omfattet af en gruppelivsordning administreret af Forenede Gruppeliv. Af regler for denne ordning fremgår:
"3. Forsikringsdækning
Livsforsikringen kommer til udbetaling, hvis De dør i forsikringsperioden.
........
9. Dækningen ophører
Forsikringen ophører, hvis:
- kontoen opgøres,
- forsikringen opsiges (skriftlig af både kontohaver og eventuel arbejdsgiver) til udgangen af et kalenderår,
- den årlige indbetaling bliver mindre end 2.400,- kr. (ophører ved udgangen af det følgende kalenderår)"
I december 1994 anmodede M gennem indklagede 2 om overførsel af engagementet med indklagede 1, herunder kapitalpensionsaftalen.
Klageren har oplyst, at M på dette tidspunkt led af en uhelbredelig sygdom. M's svoger S var da ansat hos indklagede 2, og da M udtrykte utilfredshed med indklagede 1 i almindelighed, blev der truffet beslutning om at overføre familiens engagement til indklagede 2.
Af en skrivelse af 13. december 1994 fra indklagede 1 til M fremgår:
"Deres Kapitalpensionskonto nr. ..... med tilknyttet gruppelivsforsikring.
..............
Hvis en overførsel bliver gennemført, vil dette i henhold til forsikringsbetingelserne medføre, at forsikringsdækningen ophører med udgangen af dette kalenderår.
Vi skal derfor opfordre Dem til at overveje at fortsætte Deres billige livsforsikring ved for eksempel at lade en del af pensionsopsparingen fortsætte i [indklagede]
Hvis vi ikke har hørt fra Dem senest 8 dage fra dato, vil Deres anmodning blive efterkommet hurtigst muligt efter udløb af eventuel opsigelsesvarsel."
Ved skrivelse af 1. marts 1995 til M orienterede indklagede 1 på ny om, at en overførsel af kapitalpensionen ville medføre ophør af den tilknyttede forsikringsdækning. Skrivelsen var af tilsvarende indhold som skrivelsen af 13. december 1994.
I juni 1995 blev kapitalpensionen overført til indklagede 2. Der blev ikke i denne forbindelse tegnet eller forsøgt tegnet nogen livsforsikring for M.
M døde i april 1996.
Klageren har under sagen fremlagt en af S den 28. oktober 1998 underskrevet erklæring, hvoraf fremgår:
"Jeg var på daværende tidspunkt bekendt med, at [M] var syg. Jeg kendte ikke sygdommens nærmere karakter, men var af den opfattelse, at såfremt det kom på tale at tegne en ny personforsikring for [M], kunne dette blive problematisk på grund af helbredsoplysningerne.
.........
For så vidt angår personforsikringer er jeg bekendt med, at det ikke er ualmindeligt, at der er tilknyttet en livsforsikring til en sådan kapitalpension. Der kan også være tale om, at der er tegnet livsforsikring, som ikke er tilknyttet kapitalpensionen, men som er en særskilt gruppelivsforsikring tegnet gennem [indklagede 1]. Emnet blev efter min opfattelse ikke bragt på bane på dette møde i december 1994, men jeg erkender, at jeg nok burde have været opmærksom på problemet og have spurgt til, om der var nogen forsikringsordninger.
På et møde med [klageren og M] kort tid efter (muligvis en måned) blev det over for mig nævnt, at der var tegnet livsforsikring i [indklagede 1]. Jeg kan ikke huske, om dét blev klarlagt, hvorvidt den pågældende personforsikring var tilknyttet kapitalpensionen, eller om der var tale om en selvstændigt tegnet gruppelivsforsikring. Det blev aftalt, at forsikringsordningen fortsat skulle bestå, og at [indklagede 2] skulle overføre præmien til [indklagede 1]. Jeg kan imidlertid ikke huske, hvad der blev aftalt om, hvem der skulle tage initiativet til overførsel af disse præmier, og hvordan det rent praktisk skulle gribes an. Det kan under alle omstændigheder konstateres, at jeg på vegne [indklagede 2] ikke tog initiativet til at få forsikringerne opretholdt eller på klarlagt forsikringens nærmere indhold og karakter."
Parternes påstande.
Klageren har den 29. januar 1999 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at de indklagede tilpligtes at betale 313.000 kr. med tillæg af rente fra den 24. april 1996.
Begge indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagede 1 har pådraget sig erstatningsansvar som følge af, at M's direkte samtykke til ophævelse af forsikringsordningen ved overførslen af engagementet ikke blev indhentet. Skrivelserne af 13. december 1994 og 1. marts 1995 var ikke tilstrækkelig advarsler, da M var af den opfattelse, at forsikringsordningen blev fortsat af indklagede 2 som et led i aftalen med indklagede 2. Endvidere påhvilede det indklagede 1 at gøre opmærksom på forsikringen over for indklagede 2. Indklagede 1 kunne ikke påregne, at indklagede 2 var orienteret herom. M var bekendt med, at han ikke havde mulighed for at tegne nye forsikringer, og ville derfor ikke acceptere, at forsikringen udgik. Det krævede beløb svarer til, hvad der ville være kommet til udbetaling, såfremt gruppelivsforsikringen havde været i kraft ved M's død.
Over for indklagede 2 har klageren anført, at denne indklagede var bekendt med, at der til kapitalpensionen var knyttet en forsikringsdækning, ligesom man måtte være bekendt med, at denne dækning ikke kunne overføres til indklagede 2. Var indklagede 2 ikke bekendt hermed, måtte man undersøge forholdet nærmere og spørge, om der til kapitalpensionen var knyttet en gruppelivsforsikring, da en sådan ikke er ualmindelig. Indklagede 2 burde endvidere have taget skridt til, at kapitalpensionen forblev hos indklagede 1, i hvert fald til det var sikret, at der kunne oprettes tilsvarende forsikring via indklagede 2. Indklagedes medarbejder S var bekendt med, at det formentlig ikke var muligt for M at tegne en ny forsikring. Indklagede 2's fejl var således årsag til klagerens tab, der måtte anses for en påregnelig følge af fejlen.
Indklagede 1 har anført, at M modtog to særskilte meddelelser om ophør af forsikringen ved overførslen af ordningen til indklagede 2. Meddelelserne burde have givet anledning til reaktion fra M's side, særligt når henses til, at M var syg. M valgte således selv at lade forsikringen udløbe. Der påhviler ikke det afgivende pengeinstitut ved overførsel af et engagement en pligt til at underrette det nye pengeinstitut om forsikringsordninger, sikkerheder m.v.
Indklagede 2 har anført, at gruppelivsforsikringen ikke fremgik af kapitalpensionsaftalen fra 1987. Indklagede 2 modtog heller ikke fra indklagede 1 oplysning om forsikringen og var således ikke bekendt med denne. Det bestrides, at den fra S indhentede erklæring kan tillægges betydning, da erklæringen er indhentet ensidigt og dikteret af klagerens advokat, hvortil kommer, at S er i familie med M. Det forekommer endvidere mindre sandsynligt, at S, såfremt han var bekendt med forsikringen, ikke straks ville søge at få forholdene afklaret, f.eks. ved at lade ordningen bestå, hvis dette var muligt. M's undladelse af at reagere på skrivelserne fra indklagede 1 må endvidere anses for egen skyld. Såfremt indklagede 2 anses for ansvarlig, bør indklagede 1 anses for medansvarlig ved ikke at have oplyst indklagede 2 om forsikringsdækningen. Indklagede 2's ansvar bør således nedsættes og maksimalt udgøre 1/3. I et eventuelt erstatningsbeløb bør der ske fradrag for ikke betalt præmie, og der bør alene tilkendes rente fra sagens indbringelse for nævnet.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Inden overførselen af M's kapitalpension blev effektueret i juni 1995, orienterede indklagede 1 ved skrivelser af 13. december 1994 og 1. marts 1995 M om, at en overførsel ville indebære, at den til kapitalpensionen knyttede gruppelivsforsikring ville ophøre. M rettede ikke i denne anledning henvendelse til indklagede 1, og denne havde herefter grund til at regne med, at M, hvis han var interesseret heri, selv over for indklagede 2 ville rejse spørgsmålet om tegning af en ny tilsvarende forsikring. Det bemærkes i denne forbindelse, at der ikke foreligger oplysninger om, at indklagede 1 havde kendskab til M's sygdom. Det havde været ønskeligt, at indklagede 1 i sine skrivelser til klageren havde præciseret, at tegning af en livsforsikring gennem det nye pengeinstitut ville forudsætte, at der kunne afgives nye tilfredsstillende helbredsoplysninger. Efter en samlet vurdering finder nævnet dog ikke tilstrækkeligt grundlag for at anse indklagede 1 for erstatningsansvarlig.
Det er almindeligt forekommende, at der til en kapitalpensionskonto er knyttet en gruppelivsforsikring. Ankenævnet finder derfor, at det må påhvile et pengeinstitut, der af en kunde bliver anmodet om at overføre en kapitalpensionskonto fra et andet pengeinstitut, ved forespørgsel til dette eller til kunden at skaffe sig oplysning om, hvorvidt der til kontoen er knyttet en gruppelivsforsikring. I bekræftende fald må det endvidere påhvile det modtagende pengeinstitut at spørge kunden, om en tilsvarende forsikring ønskes tegnet gennem det modtagende pengeinstitut, og ved en bekræftende besvarelse at sikre, at overførselen af kapitalpensionskontoen ikke effektueres, før der er skaffet sikkerhed for, at tegning af en ny tilsvarende forsikring er mulig.
Ankenævnet finder således, at indklagede 2 begik en ansvarspådragende fejl ved ikke at forholde sig på den anførte måde. Det må lægges til grund, at M, hvis indklagede 2 havde ydet korrekt rådgivning, ikke ville have overført kapitalpensionskontoen og dermed ville have bevaret forsikringsdækningen. På baggrund af skrivelserne fra indklagede 1 havde det været naturligt, at M selv havde rejst spørgsmålet over for indklagede 2, men det må lægges til grund, at M fejlagtigt troede, at forsikringsdækningen ville blive fortsat som led i aftalen med indklagede 2. Ankenævnet finder det under disse omstændigheder ikke godtgjort, at M har udvist en sådan egen skyld, at dette kan medføre bortfald eller nedsættelse af det ansvar, der påhviler indklagede 2 som den professionelle part.
I overensstemmelse med det af indklagede 2 anførte bør i klagerens erstatningskrav på 313.000 kr., som i øvrigt størrelsesmæssigt er ubestridt, foretages fradrag af ikke betalt præmie, ligesom kravet først kan kræves forrentet fra sagens indbringelse for Ankenævnet.
Som følge heraf
Indklagede 2 bør inden 4 uger til klageren betale 313.000 kr. med fradrag af ikke betalt præmie og med tillæg af rente efter renteloven fra den 29. januar 1999. For så vidt angår indklagede 1 tages klagen ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.