Gældsovertagelse. Frigørelse for gældsansvar.
| Sagsnummer: | 9702008 /1997 |
| Dato: | 30-06-1997 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, leif Nielsen, Bent Olufsen, Keld Christiansen, Leif Mogensen |
| Klageemne: |
Gældsovertagelse - betingelser
Frigørelse - gældsansvar |
| Ledetekst: | Gældsovertagelse. Frigørelse for gældsansvar. |
| Indklagede: | Realkredit Danmark A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Realkreditinstitutter |
Klageren ejede en ejerlejlighed, hvori der indestod lån til det indklagede realkreditinstitut. Klageren afhændede i 1990 ejerlejligheden, og i hvilken forbindelse instituttet den 9. marts 1990 afgav tilbud på et 20-årigt ejerskiftelån. Af lånetilbudet fremgik det, at underskrevet gældsovertagelseserklæring skulle fremsendes senest 4 måneder efter udbetalingen, og at køberne kunne godkendes af realkreditinstituttet. Køberne af lejligheden underskrev den 22. marts 1990 gældsovertagelseserklæring, som blev fremsendt til instituttet medio september 1990. Af gældsovertagelseserklæringens bagside fremgik det af standardteksten bl.a., at den tidligere debitor er frigjort over for realkreditinstituttet, når der ikke henstår krav hidrørende fra ubetalte eller for sent betalte terminsydelser. Instituttet gjorde i oktober 1990 den berigtigende advokat opmærksom på, at forfaldne terminsydelser skulle betales, før gældsovertagelse til køberne kunne behandles. Det fremgik af brevet, at juni terminsydelsen 1990 var overdraget til inkasso, og at der var restance vedrørende september terminsydelsen 1990. Instituttet begærede herefter tvangsauktion over ejendommen. I december 1990 meddelte klagerens advokat hende, at han havde set på tvangsauktionssagen og i den forbindelse havde talt med instituttets inkassoadvokat, der afviste gældsovertagelse, idet han påberåbte sig, at der var misligholdelse, da gældsovertagelsen blev indsendt, hvorfor forhåndstilsagnet ikke længere var gældende. Instituttet overtog lejligheden på tvangsauktion i maj 1991. Efter henvendelse fra klagerens advokat meddelte inkassoadvokaten i juli 1991 denne, at lejligheden endnu ikke var videresolgt, og at instituttet i tilfælde af, at instituttet led tab på ejendommen, ville gøre et krav gældende mod klageren. Instituttet opgjorde i august 1996 over for klageren sit endelige tab efter tvangsauktionen til 39.024 kr., eksklusive renter fra auktionsdagen, hvilket krav klageren afviste. Efterfølgende korrespondance mellem parterne førte ikke til en løsning.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at hun var frigjort for sit gældsansvar. Instituttet påstod frifindelse.
Nævnet fandt, at instituttet som følge af den for sene fremsendelse af gældsovertagelseserklæringen kunne have opsagt ejerskiftelånet til indfrielse. Nævnet fandt derimod ikke, at instituttet, der havde accepteret køberen som debitor, over for sælgeren kunne betinge gældsovertagelsen af, at terminsrestancer vedrørende køberens ejerperiode var betalt. Nævnet fandt derfor, at klageren var blevet frigjort for sit gældsansvar, da instituttet modtog købernes gældsovertagelseserklæring medio september 1990, og tilpligtede instituttet at anerkende dette.