Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Afslag på ansøgning om lån til køb af fotografiapparat.

Sagsnummer: 189 /2011
Dato: 21-12-2011
Ankenævn: Kari Sørensen, Hans Daugaard, Morten Bruun Pedersen, Erik Sevaldsen og Astrid Thomas
Klageemne: Udlån - låneanmodning
Ledetekst: Afslag på ansøgning om lån til køb af fotografiapparat.
Indklagede: Nordea Bank Danmark
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører, om Nordea Bank Danmark kan pålægges at yde klageren kredit til køb af et fotografiapparat.

Sagens omstændigheder.

Klageren er efter det oplyste kunde i Nordea Bank Danmark. Han henvendte sig til banken og ansøgte om et lån til køb af et Leica fotografiapparat.

Banken ønskede ikke at tilbyde ham et lån.

Parternes påstande.

Klageren har den 20. marts 2011 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank Danmark skal yde ham et lån til køb af et fotografiapparat.

Nordea Bank Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hans rådgiver nægtede ham et lån, hvilket har resulteret i flere forskellige problemstillinger internationalt for alle nyheds- og mediefolk.

Han havde en vigtig opgave at udføre for fotografiet som medie.

Nordea Bank Danmark har anført, at det ikke kan pålægges et pengeinstitut at yde kredit.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet kan ikke pålægge Nordea Bank Danmark at yde klageren kredit. Det beror på bankens egen afgørelse, om banken ønsker at imødekomme klagerens ønske.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :

Klagen tages ikke til følge.