Afgørelse

Krav om erstatning begrundet i fejl, mangelfuld rådgivning, uansvarlig långivning og inhabilitet.

Indledning

Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning begrundet i fejl, mangelfuld rådgivning, uansvarlig långivning og inhabilitet.

Sagens omstændigheder

Efter det oplyste erhvervede klageren en fast ejendom i 2004. Ejendommen blev finansieret med et realkreditlån, et lån fra klagerens forældre og et lån fra et anpartsselskab, som klageren og hans to brødre havde fået som gave af forældrene.

Den 14. november 2008 udarbejdede Arbejdernes Landsbank, hvor klageren var kunde, en vejledende beregning for en omlægning af realkreditlånet med et provenu på cirka 450.000 kr.

Den 17. november 2008 udarbejdede banken, et budget for klageren og hans daværende samlever, H. Ifølge budgettet var parrets indtægt knap 400.000 kr., rådighedsbeløbet var 8.181 kr. pr. måned. Klageren havde været udsat for en trafikulykke og modtog førtidspension. H var under uddannelse som pædagog.

I 2009 blev klageren og H gift. Efter det oplyste indfriede klageren samme år sin privatgæld, som udgjorde ca. 800.000 kr. Indfrielsen blev finansieret ved en omprioritering af ejendommen med et provenu på 544.000 kr. og ved klagerens salg af sine anparter i selskabet.

Ifølge årsoversigterne for klagerens engagement med banken havde klageren i 2008 ingen banklån. I 2009 havde klageren et boliglån med en restgæld på ca. 137.000 kr. pr. den 30. december 2009. I 2010 havde klageren to boliglån med restgæld på i alt ca. 472.000 kr. pr. den 30. december 2010.

Via en advokat rejste klagerens forældre ved brev af 29. marts 2010 et erstatningskrav på 492.750 kr. mod banken vedrørende klagerens engagement begrundet i fejl, mangelfuld rådgivning, uansvarlig långivning og inhabilitet. Forældrene anførte blandt andet, at rådighedsbeløbet på 8.181 kr. i budgettet havde været for lavt. Hertil kom, at H’s indkomst var anført med et for højt beløb, og at nogle udgifter ikke var indregnet. Rådighedsbeløbet var derfor reelt 4.331 kr. Det var deres opfattelse, at banken på utilbørlig måde havde presset klageren til økonomiske dispositioner, herunder optagelse af lån, som var ufornuftige og som oversteg klagerens økonomiske formåen. Baggrunden var tilsyneladende, at bankrådgiveren havde en interesse i at tilgodese H, der var bankrådgiverens steddatter. På et ikke nærmere oplyst tidspunkt var klageren på deres foranledning blevet tildelt en samværge, hvilket bankrådgiveren og H havde betragtet som utidig indblanding.

Banken afviste et eventuelt erstatningsansvar.

Efter det oplyste blev klageren og H skilt i 2014.

Pr. den 30. december 2014 var restgælden på boliglånene i alt ca. 515.000 kr.

I 2015 blev ejendommen solgt. Efter salget var der en restgæld, der efter det oplyste blev delt mellem klageren og H.

Klagerens far henvendte sig ved brev af 5. oktober 2015 til banken. Brevet er ikke fremlagt under klagesagen. Ved brev af 26. oktober 2015 til faderen afviste banken ”igen – ligesom i forbindelse med Deres klage i marts 2010 – at have handlet erstatningspådragende i sagen.”

Parternes påstande

Den 29. oktober 2015 har klageren v/faderen og med samtykke fra samværgen indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Arbejdernes Landsbank skal betale en erstatning på 555.000 kr. og en bod på 150.000 kr.

Arbejdernes Landsbank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Faderen har anført, at det var uansvarligt at rådgive klageren til at optage lån og sælge anparterne.

Baggrunden for budgettet af 20. november 2008 var finansiering af 405.000 kr. til et nyt køkken og nogle skillerumsændringer. Det var uansvarligt at tilbyde finansiering til parret, der var henholdsvis pædagogstuderende og førtidspensionist. Budgettet var mangelfuldt og rådighedsbeløbet var for lavt. Hvis der blev afsat 1.000 kr. om måneden til vedligeholdelse af ejendommen var parrets rådighedsbeløb kun 3.331 kr. om måneden. Dette forudsatte at H havde afsluttet sin uddannelse og havde fået job.

Renten var faldet og bankrådgiveren tilkendegav, at ”det jo drejede sig om at få fat i de lange og billige lån fra kreditforeningen”. Budgettet var tilsyneladende bevidst udarbejdet med henblik på formå kreditforeningen til at bevilge lånet. Et korrekt budget ville ikke kunne medføre et lånetilbud. Budgettet var således reelt et svigagtigt dokument.

Der var tilsyneladende tale om et ”drømmekøkken”, som H og moderen gik meget op i, og bankrådgiveren var ikke modig nok til at standse projektet. Tværtimod forsøgte bankrådgiveren at imponere både H og H’s mor, som han var forholdsvis nygift med.

Trods hans anbefalinger om særeje vedrørende ejendommen og anparterne medvirkede banken aktivt til, at ejendommen blev fælleseje, da klageren og H blev gift, og til at anparterne blev solgt.

I december 2009, hvor der blev optaget et realkreditlån på 1.224.000 kr. var parrets økonomi ikke bedre end i november 2008, hvor budgettet blev udarbejdet. H var uden arbejde, og parrets økonomi var blevet belastet med yderligere lån.

Anparterne var tænkt som en slags pensionsordning for klageren.

Klageren havde nogle mindre pensionsordninger hos sine tidligere arbejdsgivere. Ordningerne blev opgjort og udbetalt på bankens anbefaling.

I forbindelse med skilsmissen opgjorde banken klagerens gæld til 507.657 kr. og H’s gæld til 64.849 kr. Efterfølgende indvilgede banken dog i en ligedeling.

Klageren havde i den pågældende periode fået udbetalt en erhvervsevnetabserstatning på 137.000 kr.

Banken tilgodeså H’s interesse i større forbrugsmuligheder på bekostning af klagerens interesse i en langsigtet fornuftig økonomi.

I perioden 2008-2015 har klageren lidt et formuetab på 709.000 kr. Heraf skyldes 555.000 kr. fejlrådgivning fra bankens side. Banken bør endvidere betale en bod på 150.000 kr. for inhabilitet i rådgivningen.

Arbejdernes Landsbank har anført, at klagen vedrører rådgivning, som fandt sted i 2008-2010. Krav som følge af denne rådgivning er således forældet, idet rådgivningen fandt sted for mere end tre år siden, jf. forældelsesloven § 3, stk. 1. Klageren bør allerede derfor ikke få medhold i klagen.

Banken har ikke handlet ansvarspådragende over for klageren.

Banken har ikke rådgivet klageren og H om hverken særeje, ægtepagt eller salg af anparter. Banken var heller ikke involveret i, at klageren opsagde en pensionsordning i et pensionsselskab.

Budgettet i november 2008 dannede ikke grundlag for nogen låneoptagelse. Budgettet var desuden vejledende.

I 2009 blev der gennemført en omlægning af lånene i ejendommen. H var meddebitor på realkreditlånet, der blev optaget i den forbindelse.

I maj 2010 bevilgede banken efter anmodning fra klageren og H et boliglån på 350.000 kr. til renovering af ejendommen. Klagerens og H’s økonomi var da væsentligt forbedret siden 2008.

Det er sædvanlig procedure og i overensstemmelse med bankens kreditpolitik, at der foretages nye budgetberegninger, hver gang der skal bevilges et lån.

Det af klageren anførte om inhabilitet bestrides. Bankrådgiveren henviste i flere tilfælde klageren til advokat, og bevillingerne i banken blev foretaget af filialdirektøren.

Klageren har ikke dokumenteret et tab.

Ankenævnets bemærkninger

Den 29. marts 2010 sendte klagerens forældre en klage til Arbejdernes Landsbank med et erstatningskrav på 492.750 kr. begrundet i mangelfuld rådgivning vedrørende klagerens låneoptagelser i 2009.

Det følger af forældelseslovens § 3, stk. 1, at erstatningskrav baseret på rådgivningsansvar forældes efter tre år regnet fra rådgivningstidspunktet. Ved fordringshavers ukendskab til kravet regnes forældelsesfristen først fra den dag, da fordringshaver fik eller burde have fået kendskab til kravet, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2.

Ankenævnet finder, at det må lægges til grund, at klageren var bekendt med forældrenes klage af 29. marts 2010 til banken. Ankenævnet finder herefter, at et eventuelt krav vedrørende bankens rådgivning i forbindelse med klagerens låneoptagelser i 2009 var forældet den 29. oktober 2015, hvor klagerens far på klagerens vegne indgav en klage over Arbejdernes Landsbank til Ankenævnet.

Ankenævnet kan ikke pålægge et pengeinstitut en bod.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse