Indsigelse mod aktiehandel foretaget i forbindelse med oprettelse af depot.
| Sagsnummer: | 239/2017 |
| Dato: | 21-03-2018 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Andreas Moll Årsnes, Peter Stig Hansen, Troels Hauer Holmberg og Søren Geckler |
| Klageemne: |
Depot - indsigelse vedr. dispositioner
Netbank - værdipapirer Værdipapirer - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Indsigelse mod aktiehandel foretaget i forbindelse med oprettelse af depot. |
| Indklagede: | Nordnet Bank AB |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag handler om klagerens indsigelse mod, at der er blevet oprettet et værdipapirdepot i banken i hendes navn, og at der er foretaget en aktiehandel i depotet.
Sagens omstændigheder
Nordnet Bank har fremlagt en log fra bankens logserver, hvorefter klageren den 17. juni 2016 via NemID tiltrådte Nordnet Banks almindelige betingelser for depot-/kontoaftale hos banken. Af loggen fremgik blandt andet:
”Jeg bekræfter med min signatur, at følgende aftaledokumenter er en del af kundeaftalen mellem mig og Nordnet Bank…”
Af de fremlagte almindelige betingelser fremgik blandt andet:
” E.3 Tilgængelige midler m.m. …
Hvis en ordre bliver udført, uanset at der ikke er dækning på kontoen eller værdipapirerne ikke findes i depotet, er Kunden fortsat forpligtet af sin ordre…
G.2 Meddelelser m.m.
Meddelelse fra Selskabet
Selskabet sender meddelelser til Kunden med anbefalet brev eller almindeligt brev til Kundens folkeregisteradresse (eller tilsvarende) eller, hvis dette ikke er muligt, til den adresse, som er oplyst på depot-/kontoaftalen. Kunden og Selskabet kan aftale, at besked skal sendes til en anden adresse.
Selskabet har også ret til at sende meddelelse til Kunden via e-mail til en af Kunden i Depot-/kontoaftalen anført e-mailadresse eller via anden e-mailadresse, som Kunden har meddelt Selskabet eller via anden elektronisk kommunikation (f.eks. via Selskabets beskedfunktion på Kundens depot), når Selskabet skønner, at det er passende…”
Videre fremgik det af de almindelige betingelser, at disse blev suppleret af øvrige aftaler, som klageren indgik med selskabet, og som alle var relateret til oprettelsen af et depot med tilhørende konto, herunder ”Depot-/Kontoaftale”. Af den fremlagte ”Depot-/Kontoaftale” fremgik blandt andet følgende:
”1. Aftale
Mellem undertegnede (”Kunden”), der ønsker at oprette depot med tilhørende konti, og Nordnet Bank AB (”Selskabet” eller ”Nordnet”) indgås der hermed aftale om oprettelse af depot med tilhørende konti for Kunden hos Selskabet i overensstemmelse med nedenstående vilkår samt Nordnets til enhver tid gældende Almindelige betingelser for depot/konto….
8. Pantsætning
Til sikkerhed for samtlige Kundens nuværende og fremtidige forpligtelser over for Selskabet ifølge denne aftale eller på anden måde opstået i forbindelse med Kundens transaktioner med værdipapirer, stiller Kunden sikkerhed til Selskabet i form af pant bestående af samtlige de værdipapirer, som til enhver tid findes eller gennem Selskabet er registreret i Kundens depoter hos Selskabet …
11. Elektronisk kommunikation
Med underskrivelsen af denne aftale samtykker Kunden i, at Selskabet stiller information til rådighed via elektronisk kommunikation.”
I henhold til udskriften fra bankens logserver blev depot- og kontoaftalen oprettet den 17. juni 2016 kl 12:42. Klageren modtog herefter en ikke fremlagt velkomstmail fra banken, som banken sendte ud til nye kunder.
Af et fremlagt tilbud om tegning af aktier i et selskab, S, der stod for at blive noteret på First North Premier, fremgik det, at bankens kunder kunne tegne aktier i S til kurs 15 frem til den 20. juni 2016. Af en fremlagt tegningsordre fremgik, at der i klagerens depot den 17. juni 2016 kl. 12:45 blev afgivet ordre om tegning af 100 stk. aktier i S. Banken har fremlagt et eksempel på en kvittering, der ifølge banken blev vist på klagerens skærm umiddelbart efter, at tegningsordren var indlagt.
Det fremgik af de fremlagte kontoudtog, at klageren blev tildelt 100 stk. aktier i S den 22. juni 2016, ligesom det fremgik af et fremlagt skærmprint fra klagerens depot, at transaktionen var afregnet til 15 SEK pr. aktie, hvilket medførte, at saldoen på klagerens konto var -1.194,36 kr.
Den 27. juni 2016 sendte banken en e-mail til klageren via bankens elektroniske beskedfunktion, hvor den gjorde klageren opmærksom på, at klagerens depot var i overtræk og bad hende om at regulere dette så hurtigt som muligt. Dette kunne ifølge e-mailen ske ved at indbetale kontanter på depotet eller ved at sælge værdipapirer i depotet. Videre anførte banken i e-mailen, at klageren selv var ansvarlig for at regulere overtrækket og derved forhindre en tvangsregulering, hvor banken kunne sælge aktier fra klagerens depot til dækning af overtrækket. Banken har oplyst, at der efterfølgende blev sendt flere rykkere omkring sagen via bankens elektroniske beskedfunktion.
Banken har videre fremlagt en log for afsendelse af 40 e-mails i perioden 22. august 2016 til 15. maj 2017, sendt til klagerens e-mail adresse, der indeholdt advisering om, at der var en besked til hende, der kunne læses ved at logge ind på klagerens konto hos banken.
Af en fremlagt afregningsnota fremgik det, at banken den 7. februar 2018 tvangsregulerede overtrækket i forbindelse med klagerens depot ved at sælge de 100 stk. aktier i S, der henlå i depotet. Kursen på aktien var i mellemtiden faldet til 6,95 SEK, hvorfor klagerens konto efter salget og fradrag af kurtage stadig var negativ, nu med -834,71 kr. Den 6. marts 2017 trak banken videre et gebyr på 200 kr. for tvangsreguleringen.
Den 16. juni 2017 henvendte klageren sig telefonisk til banken og gjorde gældende, at hun ikke havde tegnet aktier i S gennem banken. Banken har oplyst, at klageren i løbet af telefonsamtalen loggede på sit depot med sit NemID, der også blev anvendt ved oprettelsen af depotet.
Den 17. juli 2017 indsatte klageren 1.118 kr. på sin konto, hvorved overtrækket på kontoen blev udlignet. Den 3. august 2017 tilbageførte banken gebyret på 200 kr. for tvangsreguleringen til klagerens konto.
Ved brev af 1. september 2017 instruerede klageren banken om at lukke klagerens depot hos banken.
Parternes påstande
Den 27. december 2017 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordnet Bank AB skal overføre 1.311 kr. til klagerens konto.
Nordnet Bank AB har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at banken på grund af manglende information skal slette den manglende betaling på 1.100 kr., idet hun ikke har haft kendskab til depotets eksistens.
Hun har modtaget en e-mail fra banken om at være kunde i banken, men e-mailen indeholdt hverken handelsbetingelser eller nogen form for kontrakt og intet om køb af aktier eller betaling, hvorfor hun ikke er bundet af dette.
Hun afviser at have godkendt enhver form for aktiekøb. Hun har ikke investeret i aktier i S. Hun var på ingen måde gjort bekendt med, at hun havde aktier i et depot hos banken.
Hun har ikke modtaget de andre e-mails, som banken omtaler. Hun havde ikke mulighed for at have kendskab til hverken køb eller salg af aktier eller rentetilskrivninger på hendes konto.
Hun er ikke blevet kontaktet angående manglende betaling for aktierne i 2016 eller i forbindelse med bankens salg af aktierne i februar 2017.
Bankens hjemmeside er bygget sådan op, at hun ikke med det første så, at hun faktisk havde foretaget en handel.
Banken burde have kontaktet hende telefonisk eller via brev, især da hun ikke havde været logget på sin konto i et helt år, og kontoen var i overtræk.
Hvis hun, uden at vide det, oprettede sig som kunde i banken den 16. juni 2016, var hun uvidende om, at dette samtidig medførte køb af aktier. Den tilsendte velkomstmail burde have indeholdt oplysning om, at der var foretaget køb af aktier.
Banken skulle have informeret hende om, at aktietegningen ikke kunne gennemføres, når der ikke var penge på kontoen til det. Banken burde have afvist at tegne aktierne, da der ikke var penge på hendes depotkonto.
Hun blev kun opmærksom på aktierne, fordi Udbetaling Danmark skrev om aktiebesiddelsen til hende i forbindelse med en anden sag.
Forløbet er uacceptabelt, og banken må bære risikoen for det, da hun ikke har haft mulighed for at gøre brug af fortrydelsesret.
Hun valgte at overføre 1.118 kr. til banken for ikke at komme i RKI. Overførslen er ikke en accept af forløbet.
Nordnet Bank AB har anført, at banken ikke har pådraget sig erstatningsansvar.
Det fremgår af bankens systemer og loginhistorik, at klageren har været logget ind på bankens platform og åbnet et depot samt underskrevet relevante aftaler med klagerens NemID.
Banken åbnede depotkonto i henhold til klagerens instruktioner.
I perioden 27. juni 2016 til 17. juli 2017 sendte banken både beskeder i klagerens depot og direkte til klagerens e-mail. Derfor har klageren haft kendskab til depotets eksistens.
Banken har formidlet klagerens ønske om at tegne aktier i S til emissionsinstituttet i henhold til den ordre, som klageren afgav.
Tegningsordren på aktier i S blev afgivet fra klagerens depot, mens hun var logget ind med sit NemID. Efter klageren afgav ordren, blev der umiddelbart efter vist en kvittering på hendes skærm med information om pris, antal og værdipapir. Det er usandsynligt, at klageren kan have svaret på tegningstilbuddet ved en fejl uden at blive opmærksom på fejlen umiddelbart efter.
Klageren kunne af sin transaktionsoversigt i klagerens depot se, at hun den 22. juni 2016 blev tildelt aktier i S, ligesom beholdningen herefter fremgik af klagerens depot.
Klageren bar ansvaret for, at der var nødvendige midler på depotkontoen til at dække ordrer, som klageren afgav. At banken ikke kontaktede klageren telefonisk ændrer ikke på dette.
Banken havde pant i aktierne i klagerens depot for klagerens forpligtelser over for banken og kunne søge fyldestgørelse i aktierne ved tvangsregulering, da klagerens konto var i overtræk. Banken er efterfølgende blevet opmærksom på, at tvangsreguleringen ikke var korrekt varslet og har tilbageført gebyret på 200 kr. og tilbudt klageren at generhverve aktierne. Aktiens kurs er i den mellemværende periode faldet, således at klageren ikke derved har lidt noget tab, idet hun kan generhverve aktierne til en lavere kurs nu.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren har gjort indsigelse mod oprettelsen af et værdipapirdepot i Nordnet Bank AB i hendes navn med tilhørende depotkonto og mod en tegning af aktier, der blev indlagt i depotet den 22. juni 2016. Klageren gør herunder gældende, at hun alene modtog velkomst e-mailen, og at hun var uvidende om depotets og aktiebeholdningens eksistens, samt at banken ikke på tilstrækkelig vis havde gjort hende opmærksom på disse.
Ankenævnet finder det godtgjort, at der den 17. juni 2016 kl. 12:42 via internettet og ved brug af klagerens NemID blev indgået aftale om et værdipapirdepot hos Nordnet Bank med en tilhørende depotkonto, og at kundeforholdet fremgik af den velkomst e-mail, som klageren modtog.
Banken har fremlagt en besked sendt til klageren via beskedsystemet i bankens netbank samt godtgjort, at der er sendt en lang række adviserings e-mails til klagerens e-mailadresse om, at hun havde modtaget beskeder i bankens beskedsystem. Ankenævnet finder derfor, at klageren burde have været vidende om depotets eksistens. Ankenævnet finder, at klageren burde have kontaktet banken, hvis hun var af den overbevisning, at hun ikke var kunde hos banken. Klageren undlod dette og er derfor bundet af aftalen om oprettelse af depot og konto i banken. At banken ikke tillige tog telefonisk kontakt til klageren kan ikke føre til andet resultat.
Ved en fremlagt edb-udskrift af kundens ordre finder Ankenævnet endvidere, at banken har godtgjort, at klageren den 17. juni 2016 kl. 12:45 afgav ordre om tegning af 100 stk. aktier i S via bankens netbankløsning. Det fremgik af det fremlagte tilbud om tegning af aktier i S, at der skulle være penge nok på depotkontoen til at dække aktietegningen baseret på tegningskursen 15 SEK/aktie. Af bankens almindelige betingelser for depot-/kontoaftale fremgik, at banken ved manglende dækning på depotkontoen havde ret, men ikke pligt til at udføre ordren. Endvidere fremgik det af bankens almindelige betingelser for depot-/kontoaftale, at hvis en ordre bliver udført, uanset at der ikke er dækning på kontoen, er kunden forpligtet af sin ordre. Ankenævnet finder, at banken var berettiget til at udføre klagerens tegningsordre, uanset at der ikke var dækning herfor på depotkontoen.
Det fremgik af bankens betingelser for depot/kontoaftale, at hvis en kunde vil anmode om annullering af en købs- eller salgsordre, skal anmodningen indgives til banken omgående. Videre fremgik det af depot/kontoaftalen, at hvis reklamation eller anmodning ikke indgives omgående, mister kunden efter omstændighederne retten til at annullere ordren og kræve erstatning.
Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte bankens vurdering af, at et omgående salg af aktierne var nødvendigt den 7. februar 2017 for at undgå yderligere tab.
Kursen på aktierne er faldet yderligere efter tvangsrealisationen. Det forhold, at Nordnet ikke har givet klageren et varsel, jf. retsplejelovens § 538 a, stk. 2, har således ikke påført klageren et tab, som Nordnet skal erstatte.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.