Billån, rentestigning i forhold til nye billån.
| Sagsnummer: | 305 /1992 |
| Dato: | 18-11-1992 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Niels Busk, Lars Pedersen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Rente - udlån
|
| Ledetekst: | Billån, rentestigning i forhold til nye billån. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Ved gældsbrev af 9. juni 1989 ydede indklagede klagerne et lån på 66.680 kr. til køb af en fabriksny bil. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.450 kr., første gang den 1. juli 1989, og det var anført, at gælden forrentedes med den til den enhver tid fastsatte rente, for tiden 12,5% p.a. Renten ændredes i 1990 til 14,5% og i 1991 til 16,25%.
Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at nedsætte renten til 12% p.a.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klagerne har anført, at de ved lånets stiftelse fik den laveste rente på 12,5%, fordi der præsteredes en udbetaling på bilen med en tredjedel af købesummen. Siden lånets stiftelse er renten steget med 5% p.a., således at renten ultimo 1991 var 17,267%. Klagerne har samtidig konstateret, at indklagede nu yder billån til 12% p.a.
Indklagede har anført, at rentesatsen på 17,267% er den beregnede nominelle årlige rente i henhold til kreditaftaleloven, og at rentesatsen udgør 16,25% p.a. De billån, indklagede yder til en rente på 12% p.a., er et produkt indført i 1990, hvor der kræves en mindsteudbetaling på 20% af bilens købspris. På tidspunktet for lånets etablering var renten på billån ikke afhængig af udbetalingens størrelse. Indklagede har endvidere oplyst, at den generelle rentesats for forbrugslån ved lånets stiftelse var 16,75%, og at rentesatsen i oktober 1992 udgør 18,75%.
Ankenævnets bemærkninger:
Klagerne har i forbindelse med optagelsen af deres billån i 1989 præsteret en udbetaling på over 20%. I sådanne tilfælde har indklagede siden 1990 ydet nye billån til en rente på 12% p.a. Ankenævnet finder, at indklagede under disse omstændigheder i hvert fald ikke har været berettiget til at gennemføre stigninger i renten på klagernes lån, der er større end de i samme periode gennemførte stigninger i renten på almindelige forbrugslån, i alt 2% p.a.
Som følge heraf
Indklagede bør anerkende alene at have været berettiget til at forhøje renten på klagernes lån i takt med forhøjelsen af renten på almindelige forbrugslån. Indklagede bør foretage en omberegning af lånets restgæld i overensstemmelse hermed. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.