Sagsnummer: | 477/1999 |
Dato: | 06-11-2000 |
Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Lisbeth Baastrup, Timme Bertolt Døssing, Ole Reinholdt, Erik Sevaldsen |
Klageemne: | Udlån - løbetid |
Ledetekst: | Løbetidsforlængelse. |
Indklagede: | |
Øvrige oplysninger: | |
Senere dom: | |
Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører, om klagerne kan gøre krav gældende mod indklagede i anledning af, at et lån etableret i 1989 ikke var fuldt afviklet efter 10 års løbetid, uanset lånets angivelse om at være tilbagebetalt efter 10 år.
Sagens omstændigheder.
Ved kreditkontrakt underskrevet af klagerne den 22. juni 1989 ydede et pengeinstitut, der senere er fusioneret med indklagede, et "privatlån" på 260.000 kr. Lånet blev ydet i forbindelse med en omlægning af klagernes engagement og skulle afvikles med 4.000 kr., månedligt, første gang 1. august 1989 og sidste gang "99.99.99". Endvidere fremgår, at lånet ville være tilbagebetalt efter 10 år, og at lånets rente for tiden var 14% p.a.
Af en beregning foretaget af indklagede den 4. oktober 1991 og ifølge indklagede fremsendt til klagerne fremgår, at lånet, hvis rente nu var 15,5%, ville være afviklet i januar 2004. Det fremgik, at beregningen var foretaget på grundlag af "den for tiden gældende rentesats".
Ved skrivelse af 7. oktober 1992 tilbød indklagede klagerne en rentenedsættelse under forudsætning af, at en deponeret livspolice blev ophævet og tilbagekøbsværdien tilskrevet lånet. I skrivelsen er det anført, at lånet har variabel rente. Indklagedes forslag ville medføre, at restløbetiden blev nedsat fra ca. 11½ år til godt 6 år. Klagerne tog ikke mod indklagedes tilbud.
Ultimo oktober 1992 overførte klagerne deres engagement til andet pengeinstitut, idet lånet dog forblev hos indklagede.
Ved skrivelse af 16. august 1996 gav indklagede tilladelse til, at klagerne solgte deres bil mod, at provenuet herfra blev indbetalt til indklagede. Indklagede tog i skrivelsen afstand fra en af klagerne udtrykt forventning om, at lånet skulle være indfriet efter 10 år beregnet fra lånets etablering bl.a. under henvisning til, at der i 1990 var givet tilladelse til overspring af 3 ydelser. Ved skrivelse af 20. s.m. anførte klagerne, at de fastholdt, at lånets løbetid var 10 år med tillæg af 3 måneder. Klagerne anmodede samtidig om at modtage oplysning om lånets forrentning siden dets oprettelse.
Den 16. september 1996 fremsendte indklagede oversigt over udviklingen i standardrentesatser for udlån til private i perioden 26. april 1989 til 22. april 1996. Af oversigten fremgår, at renteniveauet havde været stigende fra 1989 frem til 1993, hvorefter det, bortset fra enkelte fluktuationer havde været faldende.
Den 1. september 1999 fremsendte klagerne 3.000 kr. til indklagede og anførte, at de nu havde opfyldt låneaftalen, hvorfor de imødeså en saldokvittering.
Ved skrivelse af 10. september 1999 meddelte indklagede klagerne, at lånets saldo var 89.623 kr.
Parternes påstande.
Klageren har den 23. december 1999 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at lånet på oprindelig 260.000 kr. er indfriet.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at indklagede i 1989 ydede dem et lån til en rente på 14% og med fast løbetid på 10 år.
I 1990 tog de imod et tilbud om en afdragsfri periode på 3 måneder. Under hensyn hertil, samt til at de indbetalte 5.000 kr. i forbindelse med salg af deres bil, har de beregnet, at sidste afdrag på lånet ville være 3.000 kr., som de indbetalte 1. september 1999.
I overensstemmelse med låneaftalen, der angiver lånets løbetid på 10 år, er lånet herefter indfriet.
De stiller sig uforstående over for, at indklagede uden deres samtykke har kunnet ændre afviklingstiden. De rentesatser, der er fremgået af tilsendte kontoudtog, opfatter de som en generel information til alle kunder, og satserne vedrørte derfor ikke deres konkrete rente, da de havde en speciel aftale.
I forbindelse med, at indklagede i oktober 1992 tilbød at nedsætte renten til 14%, gjorde de opmærksom på, at de havde en aftale om en rente på denne procentsats, og derfor ønskede de ikke at tage imod "tilbuddet".
Angivelsen i lånedokumentet om, at sidste ydelse er "99.99.99" viser, at der var tale om en fast løbetid på 10 år.
Det bestrides, at angivelsen af 10 år skulle være udtryk for et estimat for lånets løbetid.
I forbindelse med, at det pengeinstitut, hvor lånet var ydet, fusionerede med indklagede, er der åbenbart sket ændringer i låneaftalen. Dette støttes af, at de i november 1989 lånte 18.000 kr., men nu til en rente på 17,75% p.a., hvorimod lånet på 260.000 kr. optaget nogle få måneder forinden var til en rente på 14%.
Indklagede har anført, at lånet på 260.000 kr. blev ydet med variabel rente og dermed variabel løbetid.
Det fremgår udtrykkelig af gældsbrevet, at renten er variabel. Der er tale om en klar og entydig formulering. Endvidere fremgår, at rente beregnes efter indklagedes til enhver tid gældende satser, og at renten kan ændres fra indklagedes side.
Baggrunden for angivelsen af lånets udløbstidspunkt som "99.99.99" er, at løbetiden på grund af den variable rente ikke var kendt på oprettelsestidspunktet. Det bestrides, at angivelsen kan forstås som en tilsikring om, at lånet ikke løber ud over 1. januar 2000.
Oplysninger om lånets løbetid til 10 år er et estimat af den forventede løbetid på baggrund af de på lånetidspunktet foreliggende oplysninger.
Det bestrides, at der skulle være ydet et lån med fast rente og løbetid, eller at der skulle være sket ændringer i lånevilkårene.
Uanset om klagerne måtte have en berettiget forventning om, at lånet ville være indfriet efter 10 år, er klagerne forpligtet til at tilbagebetale lånet, jf. herved Højesterets afgørelse i UfR 1996.200.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det fremgår af aftalegrundlaget vedrørende det etablerede lån på 260.000 kr., at lånets rente for tiden var 14% p.a. Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at fastslå, at lånets rente var aftalt til at være fast i lånets fulde løbetid.
Ankenævnet finder heller ikke godtgjort, at indklagede har tilsikret klagerne en løbetid på 10 år.
Ankenævnet lægger til grund, at lånet i overensstemmelse med det af indklagede anførte er blevet forrentet med den af indklagede til enhver tid fastsatte rente for lån af den pågældende art. Af den fremlagte renteoversigt fremgår, at renteniveauet var stigende i 1989 og efterfølgende år og først kom ned på det oprindelige renteniveau i 1995. På grundlag heraf måtte klagerne påregne, at lånets løbetid ved uændret ydelse ville blive forlænget.
Allerede som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.