Afgørelse

Underretning i henhold til bank- og sparekasselovens § 41.

Indledning.

Denne klage vedrører spørgsmålet om, hvorvidt klageren er frigjort fra en kautionsforpligtelse.

Sagens omstændigheder.

Ved kautionserklæring af 28. januar 1998 påtog klageren sig selvskyldnerkaution begrænset til 100.000 kr. for en kassekredit med maksimum på 205.000 kr., som indklagede ydede klagerens søn S til brug for dennes virksomhed.

Ifølge kontoudskrifterne for kreditten var der i de følgende år i perioder overtræk på kreditten. I årene fra ca. 2000 var der et større og mere vedvarende overtræk.

Ved posteringer den 7. december 2000 blev saldoen nedbragt til 175.510 kr. (negativ). Ved yderligere posteringer samme dag steg saldoen til 264.153,88 kr. (negativ).

I 2001 og i 2002 oversteg saldoen væsentligt det oprindeligt aftalte maksimum på 205.000 kr.

Indklagede har oplyst, at S i marts 2001 købte en naboejendom. Købet og istandsættelsen af ejendommen blev finansieret over kassekreditten, og der blev etableret sikkerhed i ejendommen. Ifølge indklagedes sagsresumé blev S den 29. marts 2001 bevilget et overtræk på 250.000 kr. Efter istandsættelsen skulle der hjemtages kreditforeningslån til nedbringelse af kreditten, hvilket skete i foråret 2003.

Ved skrivelse af 23. maj 2002 anmodede indklagede S om at indhente klagerens samtykke til et bevilget overtræk på nu 350.000 kr., idet indklagede samtidig understregede, at klageren ikke hermed kom til at kautionere for det bevilgede overtræk. Af skrivelsen fremgår i øvrigt bl.a.:

"Da [klageren] oprindelig har kautioneret for kassekreditten kræver lovgivningen, at [klageren] anerkender det bevilgede overtræk, idet vi ikke må forhøje en kredit uden kautionistens samtykke."

S undlod at efterkomme anmodningen om at indhente klagerens samtykke.

Den 2. december 2002 var saldoen 662.530 kr. (negativ).

I foråret 2003 blev saldoen nedbragt til 312.610 kr. (negativ) pr. den 12. juni 2003.

Under henvisning til, at S havde indledt forhandling om akkord, gjorde indklagede ved skrivelse af 14. marts 2003 kautionen gældende over for klageren.

Parternes påstande.

Den 18. september 2003 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde kravet om indfrielse af kautionen på 100.000 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagede har undladt at orientere hende om og indhente hendes samtykke til, at gælden på kassekreditten væsentligt oversteg det aftalte maksimum på 205.000 kr.

Som følge af, at gælden på kreditten steg til op til 662.530 kr., er hendes regresret blevet forringet.

Indklagede har, jf. skrivelsen af 23. maj 2002, været opmærksom på, at hun som kautionist skulle orienteres om og give samtykke til overtrækket, men har undladt at sikre sig dette.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at det påhviler klageren at godtgøre, at underretning i forbindelse med overtrækkene var nødvendig, og at regresmuligheden hos S er blevet forringet, hvilket forudsætter en bevisførelse, som ikke kan finde sted for Ankenævnet.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at der alene har været tale om bevilget overtræk på kreditten, og at man ikke var forpligtet til at orientere klageren herom.

Det må antages, at klageren var bekendt med S' forpligtelser.

S handlede med motorcykler, og en enkelt handel kunne give et stort udsving på kreditten. Køb eller salg af en enkelt motorcykel kunne dreje sig om 100.000 kr.

Da saldoen på kreditten i december 2000 blev nedbragt til et mindre beløb end det oprindeligt aftalte maksimum, var man i hvert fald først seks måneder herefter, dvs. i juni måned 2001, forpligtet til at orientere klageren herom.

Overtrækkene har ikke medført, at klagerens mulighed for regres mod S er blevet forringet. Da der var sikkerhed i S' ejendom for udgifterne i forbindelse med købet af naboejendommen, var det reelle overtræk kun ca. 100.000 kr. S' regnskaber viser, at hans økonomiske situation ikke blev forringet i perioden.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet ikke finder, at klagen bør afvises.

Det var ikke aftalt, at S' engagement ikke måtte udvides uden samtykke fra klageren, og klagerens kaution, der var begrænset til 100.000 kr., blev ikke forøget som følge af de overtræk, som indklagede efterfølgende bevilgede.

Det må anses for uafklaret, om indklagede i medfør af de hidtidige bestemmelser i bank- og sparekasselovens § 41, nu § 41 a, var forpligtet til at give meddelelse til klageren som kautionist, og i givet fald på hvilket tidspunkt. Der er imidlertid ikke holdepunkter for at antage, at klagerens muligheder for regres mod S er blevet forringet som følge af manglende underretning, og der er allerede derfor ikke grundlag for at pålægge indklagede at nedsætte sit krav.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.