Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Fremsendelse af udbytte af egne aktier ved check.

Sagsnummer: 160/1993
Dato: 25-08-1993
Ankenævn: Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Peter Møgelvang-Hansen, Lars Pedersen, Ole Simonsen
Klageemne: Gebyr - depot
Ledetekst: Fremsendelse af udbytte af egne aktier ved check.
Indklagede:
Øvrige oplysninger: OF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


I marts 1992 udbetalte indklagede aktieudbytte til egne aktionærer for 1991. Klageren, der er aktionær i indklagede, og hvis aktier ligger i opbevaringsdepot hos indklagede, modtog udbyttet ved fremsendelse af en check fra indklagede, i hvilken forbindelse indklagede fratrak 10 kr. som gebyr herfor. Indklagede har oplyst, at begrundelsen var, at klageren trods opfordring ikke havde meddelt en konto hos indklagede eller et andet pengeinstitut, hvortil udbyttet vederlagsfrit ville kunne overføres.

Efter at klageren havde protesteret mod gebyret, refunderede indklagede beløbet overfor klageren. Klageren anmodede derpå indklagede om at give tilsagn om, at udbyttet fremover ville blive udbetalt uden fradrag af gebyr.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at indklagede ikke er berettiget til ved udbetaling af udbytte til egne aktionærer at fradrage gebyr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at indklagede trods mundtlige tilkendegivelser ikke skriftligt har villet bekræfte, at man fremover vil undlade at opkræve gebyr ved udbetaling af udbytte. Indklagedes gebyr er i strid med de regler, der blev indført i forbindelse med indlægning af børsnoterede aktier i Værdipapircentralen. Det svarer til, at indklagede ved betaling af en regning til en almindelig kreditor fradrager et gebyr.

Indklagede har anført, at udbytte vederlagsfrit kan overføres til en konto hos indklagede eller et andet pengeinstitut i Danmark. Som delvis kompensation for udgifterne ved fremsendelse af gebyr ved check har indklagede valgt at beregne sig et gebyr svarende til, hvad der opkræves i forbindelse med fremsendelse af check for kunders betaling af regninger.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder at måtte give klageren medhold i, at indklagede ikke er berettiget til at opkræve ekspeditionsgebyr ved udbetaling af udbytte til egne aktionærer, og at dette må gælde, selv om udbetalingen sker ved check, fordi den pågældende ikke har oplyst en konto, hvortil beløbet kan overføres.

Som følge heraf


Indklagede bør anerkende ikke at være berettiget til at opkræve gebyr i forbindelse med udbetaling af udbytte til egne aktionærer. Klagegebyret tilbagebetales klageren.