Afgørelse

Personlig fordring. Forældelse.

Det indklagede realkreditinstitut overtog i februar 1986 klagerens daværende ejendom på tvangsauktion for et bud på 347.000 kr. Instituttets fordring var på tvangsauktionen opgjort til i alt 419.922 kr., som fordeltes med 356.484 kr. i kolonne 2 og 63.438 kr. i kolonne 3. Instituttet videresolgte pr. 1. juli 1986 ejendommen bl.a. med overtagelse af det indestående lån. I november 1996 gjorde instituttet en personlig fordring på 72.922 kr. gældende over for klageren. Til dette beløb skulle lægges en årlig rente på 9 pct. i fem år. Klagerens advokat protesterede efterfølgende forgæves over kravet.

Klageren nedlagde ved Nævnet principal påstand om, at kravet var bortfaldet ved forældelse eller passivitet, og subsidiær påstand om, at den del af kravet, der på tvangsauktionstidspunktet udgjorde rente, var forældet. Instituttet påstod frifindelse.

Instituttet oplyste over for Nævnet, at budsummen forlods var anvendt til dækning af restgælden, og fremlagde en oversigt over, hvorledes restancebeløbet på tvangsauktionstidspunktet fordelte sig på afdrag, renter, bidrag m.v.

Nævnet fandt ikke, at genanvendelsen af pantebrevet ved videresalg af ejendommen var et udtryk for, at instituttet havde frafaldet den personlige fordring, eller at klageren kunne fritages for denne ud fra en passivitetsbetragtning. Flertallet fastslog, at instituttet havde anvendt budsummen til forlods dækning af restgælden, således at instituttets krav mod klageren delvis bestod af renter, bidrag og incassosalær. Flertallet fandt, at der for restgæld og afdrag gjaldt en 20-årig forældelsesfrist, mens der for forfaldne rentekrav m.v. gjaldt en forældelsesfrist på 5 år, idet der ikke for de sidstnævnte krav var tilvejebragt et særligt retsgrundlag. Da der var gået mere end 5 år fra kravets forfaldstid, var instituttets krav på rente og bidrag ifølge flertallet derfor forældet. Det samme gjaldt incassosalæret. Mindretallet fandt, at der for instituttets rentefordring m.v. var tilvejebragt et særligt retsgrundlag, således at denne var omfattet af den 20-årige forældelse. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev derfor tilpligtet at nedsætte sit krav over for klageren til 2.222 kr. Kravet skulle forrentes med 9 pct. p.a. fra 5 år fra sagens indbringelse for Nævnet og indtil betaling sker.