Overførsel til andet pengeinstitut af konto for mindreårige med bindingsperiode oprettet af farmor.
| Sagsnummer: | 279 /2000 |
| Dato: | 21-12-2000 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Lisbeth Baastrup, Karin Duerlund, Kåre Klein Emtoft, Niels Bolt Jørgensen |
| Klageemne: |
Umyndighed - øvrige spørgsmål
Bog - mindreårig Overførsel - almindelige konti |
| Ledetekst: | Overførsel til andet pengeinstitut af konto for mindreårige med bindingsperiode oprettet af farmor. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne klage vedrører, om klageren, der havde oprettet konti for sine børnebørn, kan modsætte sig overførsel af kontiene til andet pengeinstitut.
Sagens omstændigheder.
Den 27. oktober 1999 modtog indklagedes Hjallese afdeling en overførselsanmodning fra et andet pengeinstitut P om overførsel af to konti tilhørende to mindreårige. Overførselsanmodningerne var underskrevet af værgen for de to mindreårige.
Den 23. november 1999 overførte indklagede kontiene som ønsket, idet indklagede meddelte pengeinstituttet P, at kontiene var overført "på betingelse af, at De inddrager og makulerer bankbøgerne".
De to konti er oprettet af klageren. Ved oprettelsen er det bestemt, at indeståendet er bundet til kontohavers fyldte 18. år. Kontohaverne er klagerens børnebørn.
Indklagede har oplyst, at de to konti er oprettet som almindelige indlånskonti med bog. Kontoudskrifter er fremsendt til kontohaverne.
Klageren protesterede over for indklagede mod overførslen af kontiene. Ved skrivelse af 27. juni 2000 meddelte indklagede klageren, at værgen til klagerens børnebørn efter indklagedes opfattelse var berettiget til at anmode om overførsel af kontiene.
Parternes påstande.
Klageren har den 11. juli 2000 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at genoprette de overførte konti.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at hun er i besiddelse af de to bøger, der er tilknyttet de to konti.
Overførslen er sket med urette, da hun ikke har givet tilsagn herom.
Af skrivelsen af 23. november 1999 fremgår, at overførsel skete på betingelse af, at bøgerne blev inddraget og makuleret. Dette kan ikke ske, da hun er i besiddelse af bøgerne.
Indklagede har anført, at det må lægges til grund, at klageren har givet en uigenkaldelig gave, og at kontienes indestående således tilhører kontohaverne. Som kontienes opretter har klageren herefter ikke længere dispositionsret til kontiene.
Værgen kan på kontohavernes vegne udøve en ejers beføjelse med respekt af bindingsperioden.
Indklagede har med frigørende virkning kunnet tillade dispositioner foretaget af den berettigede, jf. herved gældsbrevslovens § 29.
At bøgerne ikke har været forevist ved overførslen medfører ikke, at indklagede kan nægte dispositioner over kontiene, uanset om bøgerne makuleres eller ej.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
De omhandlede konti er oprettet af klageren i hendes mindreårige børnebørns navne med den klausul, at indeståenderne ikke kan udbetales, før børnene er fyldt 18 år. De beløb, der indestår på kontiene, er indsat af klageren. Det er ubestridt, at der foreligger uigenkaldelige gaver, og at indeståenderne således tilhører børnene.
Ankenævnet finder imidlertid, at det - svarende til, hvad der gælder om egentlige børneopsparingskonti - i mangel af holdepunkter for andet må tilkomme klageren som gavegiver at træffe bestemmelse om, i hvilket pengeinstitut de oprettede konti skal føres, indtil børnene er fyldt 18 år. Indklagede var derfor ikke berettiget til uden samtykke fra klageren at efterkomme anmodningen fra børnenes værge om overførsel af kontiene til et andet pengeinstitut. Ankenævnet tager derfor klagerens påstand til følge.
Som følge heraf
Indklagede skal inden fire uger genoprette de omhandlede konti tilhørende klagerens børnebørn. Klagegebyret tilbagebetales klageren.