Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål vedrørende anvendelse af provenu ved salg af pantebreve. Bevis, afvisning.

Sagsnummer: 234/1995
Dato: 28-12-1995
Ankenævn: Peter Blok, Kirsten Nielsen, Ole Simonsen, Jens Ole Stahl
Klageemne: Pantebreve - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Spørgsmål vedrørende anvendelse af provenu ved salg af pantebreve. Bevis, afvisning.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Ved klageskema af 26. april 1995 har klageren påstået indklagede tilpligtet at betale 127.000 kr. med tillæg af renter.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at det nævnte beløb udgør provenuet ved salget af 6 pantebreve, som indklagede forestod i 1981. Pantebrevene tilhørte ham og var håndpantsat til indklagede til sikkerhed for et lån. Han forudsatte, at provenuet blev afskrevet på lånet, hvilket indklagede imidlertid undlod. Provenuet tilgik ham heller ikke på anden måde. Indklagede har afslået at redegøre for, hvortil provenuet blev overført.

Indklagede har anført, at man ikke længere er i besiddelse af bilagsmateriale, der kan be- eller afkræfte klagerens påstand, idet materialet i overensstemmelse med reglerne om opbevaring af bilagsmateriale m.v. er makuleret efter 5 år. Klagerens eventuelle krav bør være bortfaldet som følge af passivitet.

Det fremgår af sagen, at indklagede i begyndelsen af 1994 har opgjort et ældre krav mod klageren i henhold til et pantebrev og et gældsbrev til i alt 148.796,64 kr. (pr. januar/juni 1986) med tillæg af 5 års renter.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder, at en stillingtagen til klagen ville forudsætte en bevisførelse, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.