Valutaterminsforretningen, størrelse.
| Sagsnummer: | 94 /1992 |
| Dato: | 15-06-1992 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Peter Møglevang-Hansen, Allan Pedersen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Afvisning - erhvervsforhold § 2, stk. 3 og 4
|
| Ledetekst: | Valutaterminsforretningen, størrelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 24. januar 1991 indgik klageren en aftale med indklagede, i følge hvilken indklagede for hans regning og risiko kunne indgå valutaterminsforretninger for maksimalt 7.500.000 kr. I et bilag til aftalen af samme dag var anført
"For alle valutaforretningers vedkommende gælder, at der samme dag, som forretningen indgås, sendes bekræftelse til kunden med oplysning om de involverede valutaer, kurs samt valørdato (forfaldsdato)."
Samme dag underskrev klageren en fuldmagt, hvorefter klageren befuldmægtigede indklagede til at foretage alle handler og øvrige dispositioner, der var omfattet af aftalen. Indklagede var således berettiget til på eget initiativ at foretage de handler og dispositioner i henhold til aftalen, som indklagede fandt rigtige.
Ved allonge af 6. marts 1991 forhøjedes rammen til 15.000.000,00 kr.
Den 5. september 1991 indgik indklagede og klageren en valutaterminsforretning i ECU og FIM med forfald den 6. november 1991. Ved forfaldsdag den 6. november 1991 modtog klageren ingen meddelelse om forretningen, men den 4. december 1991 fremsendte indklagede meddelelse til klageren om, at forretningen var forlænget til 9. december 1991. Forinden havde klageren modtaget en oversigt over løbende terminsforretninger, i hvilken den omhandlede forretning ikke var anført. På et møde den 6. december 1991 tilkendegav klageren, at han ikke kunne godkende forlængelsen. I en skrivelse af 27. december 1991 anførte klageren, at indklagede i strid med den indgåede aftale havde undladt rettidigt at fremsende bekræftelse med oplysning om, at valutaterminsforretningen var forlænget den 6. november 1991. Klageren fandt derfor, at han burde stilles, som om forretningen var udløbet den 6. november 1991. Der var efter denne dato opstået et tab på ca. 70.000 kr. på forretningen som følge af en devaluering af FIM den 15. november 1991.
I en skrivelse af 22. januar 1992 anførte indklagede, at man i overensstemmelse med fuldmagten havde forlænget den omhandlede valutaterminsforretning til den 6. december 1991. På grund af en fejl hos indklagede blev bekræftelse herpå ikke fremsendt, selvom forretningen var forlænget i lighed med flere andre forretninger, der udløb den 6. november 1991, og for hvilke bekræftelser var fremsendt. Indklagede bestred ikke, at der efter aftalen skulle have været fremsendt bekræftelse også på forlængelsen af den heromhandlede forretning den 6. november 1991, men anførte, at dette ikke kunne bevirke, at forretningen ikke var indgået på klagerens vegne.
Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at foretage afregning af den omhandlede forretning pr. 6. november 1991.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at terminsforretningen ikke blev forlænget ved fremsendelse af ny terminsforretning umiddelbart før udløb den 6. november 1991, og at forretningen ikke var anført på opgørelsen over hans terminskontrakter pr. 28. november 1991. Indklagede har således ikke rettidigt forlænget terminsforretningen, hvorfor indklagede ikke er berettiget til at debitere hans konto for det tab, en forlængelse vil indebære.
Indklagede har anført, at det er beklageligt, at bekræftelsen for den omhandlede terminsforretning på grund af en fejl hos indklagede ikke blev fremsendt samtidig med den faktiske forlængelse pr. 6. november 1991. Den manglende bekræftelse har dog ikke stillet klageren ringere, idet fremsendelse af en sådan på det pågældende tidspunkt ikke ville have medført ændringer i klagerens positioner. Den senere devaluering af Finmarken var på daværende tidspunkt ikke forventet.
Ankenævnets bemærkninger:
Klagerens engagement med indklagede omfattede valutaterminsforretninger inden for en ramme på 15 mill. kr. Dette engagement findes efter sin karakter og sit omfang at måtte betragtes som erhvervsmæssig virksomhed, og Ankenævnet finder derfor, at klagen falder uden for nævnets kompetence, jfr. vedtægternes § 2, stk. 2 og 3.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.