Refusion af for meget betalt rente. Erstatning for omkostninger i forbindelse med sagens behandling.
| Sagsnummer: | 661/1994 |
| Dato: | 29-06-1995 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Niels Busk, Ole Just, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Pantebreve - administreret af pengeinstitut
|
| Ledetekst: | Refusion af for meget betalt rente. Erstatning for omkostninger i forbindelse med sagens behandling. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Ved klageskema af 5. oktober 1994 påstod klagerne indklagede tilpligtet at udarbejde en opgørelse over og refundere for meget betalte renter på et pantebrev, der ligger i depot hos indklagede, at godtgøre deres rentetab på en kassekredit ved de forkerte rentetræk til pantebrevet, og at betale erstatning.
Klagerne havde bl.a. ved skrivelse af 15. juni og 27. juli 1994 anmodet indklagede om opgørelse og refusion af renter.
Ved skrivelse af 26. oktober 1994 fremsendte indklagede en opgørelse over for meget betalte renter for perioden 11. december 1988 til 11. juni 1994, svarende til 2.740,38 kr. For samtidig at imødekomme klagernes krav om dækning af rentetabet under forudsætning af lånefinansiering af differencen til en rente af 15% tilbød indklagede betaling af 3.000 kr. til fuld og endelig afgørelse af sagen. Klagerne har under forberedelsen anerkendt beregningen af renterne på 2.740,38 kr.
Klagerne har overfor Ankenævnet fastholdt påstanden om erstatning opgjort til 8.000 kr. udover det af indklagede tilbudte beløb.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klagerne har anført, at de ved gennemgang af udskrift fra deres kassekreditkonto i januar 1994 konstaterede, at der var trukket for store beløb til betaling af renter til pantebrevet. Ved henvendelse til indklagedes fonds- og forvaltningsafdeling tilkendegav denne, at sagen ville blive undersøgt og rettet ved næste termin i juni 1994. Da de hverken modtog opgørelse eller refusion af for meget betalt rente pr. juni 1994, rettede de skriftlig henvendelse til fonds- og forvaltningsafdelingen. Trods endnu en skriftlig henvendelse af 27. juli 1994 og efterfølgende telefoniske rykkere for svar modtog de ingen reaktion, hvorfor de så sig nødsaget til at klage. Indklagede bør betale en erstatning på 8.000 kr. for manglende interesse i at få fejlen rettet og til dækning af deres direkte udgifter til telefon, fotokopiering, porto og regnskabsfører.
Indklagede har anført, at tabet vedrørende kassekreditten kan opgøres til ca. 110 kr., hvorfor det tilbudte beløb udgør mere end fuld erstatning for det lidte tab, herunder renters rente, og at der ikke er grundlag for at yde klagerne dækning for sagsomkostninger.
Ankenævnets bemærkninger:
Indklagede har under sagens behandling erkendt, at klagerne som debitorer har betalt for meget i rente på et pantebrev, der bliver administreret af indklagede. Ankenævnet finder, at det må lægges til grund, at indklagede ved betaling af 3.000 kr. fuldt ud har dækket har klagernes økonomiske tab i forbindelse med den for meget betalte rente.
Det følger af Ankenævnets vedtægters § 16, stk. 1, at ingen af parterne betaler omkostninger i forbindelse med klagesagens behandling til den anden part. Ankenævnet finder ikke grundlag for at pålægge indklagede at erstatte klageren de udgifter, der måtte have været afholdt i anledning af det spørgsmål, der er rejst i sagen, inden sagens indbringelse for Ankenævnet.
Som følge heraf
Indklagede bør inden fire uger kreditere klagernes kassekredit 3.000 kr. med valør den 11. juni 1994. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.