Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Overførsel af beløb til konto i pakistansk bank.

Sagsnummer: 67/1999
Dato: 27-09-1999
Ankenævn: Peter Blok, Karin Duerlund, Jette Kammer Jensen, Ole Just, Niels Bolt Jørgensen
Klageemne: Betalingsoverførsel til udlandet - gennemførelse
Ledetekst: Overførsel af beløb til konto i pakistansk bank.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører en overførsel af et beløb til en konto i en pakistansk bank foretaget af indklagede.

Sagens omstændigheder.

Den 10. december 1998 rettede klageren henvendelse til indklagedes Tarup Center afdeling for at få overført modværdien af 3.000 kr. til en konto i en pakistansk bank. Klageren underskrev i denne forbindelse indklagedes blanket vedrørende overførsel til udlandet. Af blanketten fremgår, at overførslen skulle foretages som en almindelig overførsel; i øvrigt fremgår:

"Betalingsmodtagers kontonr.: 6501

Betalingsmodtagers navn, adresse og land: [Y]

.....

Betalingsmodtagers bankforbindelse:

.....

Navn og adresse.

National Bank Model Town Branch Rahimyar Khan"

Af blankettens bagside fremgår:

"Generelle betingelser

.....

Banken er uden ansvar for mulige fejl, forsømmelser og forsinkelser begået af den valgte korrespondentbank og for dennes soliditet."

Af indklagedes "Meddelelse om betaling" af 10. december 1998 fremgår, at indklagede havde foretaget overførsel af 23.357,21 PKR til beløbsmodtageren Y via National Bank of Pakistan, Nadir House Branch, Karachi.

Indklagede har anført, at det først var muligt den 14. december 1998 at få forbindelse med National Bank of Pakistan, Karachi; overførslen blev effektueret pr. telex denne dag med angivelse af modtager og modtagers bankforbindelse. Beløbet blev stillet til rådighed for National Bank of Pakistan, Karachi den 15. december 1998, hvor 23.357,21 PKR blev hævet på indklagedes konto i samme bank. Derefter skulle National Bank of Pakistan i Karachi videreekspedere overførslen.

Den 15. januar 1999 henvendte klageren sig i indklagedes afdeling og oplyste, at overførselsbeløbet ikke var indsat på modtagerens konto. Ved en fejl oplyste medarbejderen, at en efterlysning eller tilbagekaldelse af overførslen ville medføre et gebyr på 250 kr.

Den 23. januar 1999 fremsendte indklagede efterlysning til National Bank of Pakistan, Karachi med anmodning om bekræftelse på afregning til beløbsmodtager.

Den 9. februar 1999 indbragte klageren sagen for Ankenævnet.

Indklagede har under sagens forberedelse ved skrivelse af 3. august 1999 oplyst, at man den 21. juli 1999 har modtaget SWIFT-meddelelse fra National Bank of Pakistan, Karachi indeholdende bekræftelse på overførslen. Af meddelelsen fremgår:

"We confirm having paid rs. 23357/21 to [Y] A/C no. 6501 on 16.12.1998. on receipt of Nadir House Branch (0222) rbv no. 1046755 dt 15.12.1998."

Sekretariatet har anmodet klageren om at kommentere indklagedes oplysninger af 3. august 1999. Klageren er ikke fremkommet med bemærkninger.

Parternes påstande.

Klageren har nedlagt påstand om, at indklagede enten tilpligtes at betale 3.000 kr. eller foranledige det overførte beløb indsat på korrekt konto.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at det må påhvile indklagede enten at tilbagebetale de 3.000 kr. eller foranledige beløbet overført til beløbsmodtager.

Indklagede har anført, at indklagede ikke er ansvarlig for eventuelle fejl begået af korrespondentbanken, og at beløbet efter det nu oplyste må anses for overført til beløbsmodtagers konto allerede i december 1998.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Efter indholdet af den fremlagte meddelelse fra National Bank of Pakistan, Karachi, må det lægges til grund, at det beløb, som klageren ønskede overført, den 16. december 1998 blev indsat på beløbsmodtagerens konto. Allerede af denne grund kan klagerens påstand ikke tages til følge.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.