Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Hævning af negativt urealiseret puljeafkast ved overførsel til andet pengeinstitut.

Sagsnummer: 184 /2000
Dato: 18-10-2000
Ankenævn: Peter Blok, Jørn Ravn, Ole Simonsen
Klageemne: Puljepension - negativt afkast
Overførsel - pensionskonti
Ledetekst: Hævning af negativt urealiseret puljeafkast ved overførsel til andet pengeinstitut.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning.

Denne klage vedrører overførslen af klagerens puljebaserede pensionsordning til et andet pengeinstitut, i hvilken forbindelse indklagede hævede et urealiseret negativt puljeafkast.

Sagens omstændigheder.

I 1989 oprettede klageren en kapitalpensionsordning hos indklagede. Ordningen blev tilknyttet indklagedes Pulje-Pension.

I 1991 blev indklagedes Pulje-Pension ændret til PuljeInvest.

Af indklagedes regler for PuljeInvest fremgår, at der fra den 1. i den måned, hvor deltageren fylder 58 år, investeres i puljer, hvis værdipapirer efter indklagedes skøn har lav kursrisiko. Endvidere fremgår om udtræden:

"7.

Udtræden af PuljeInvest kan til enhver tid finde sted med 7 dages skriftlig varsel til den 1. i en måned (se dog pkt. 1).

Ved puljekontoens udtræden af pulje indsættes/hæves afkast og administrationsgebyr på puljekontoen.

Efter udtræden af PuljeInvest overgår kontoen til forrentning efter bankens regler for almindelig kontant indlån i den pågældende opsparingsform."

Den 23. december 1999 modtog indklagede en skriftlig anmodning fra klagerens nye pengeinstitut om overførsel af kapitalpensionsordningen.

Af årsopgørelse og kontoudskrift pr. 31. december 1999 for kapitalpensionen fremgår, at puljeafkastet, der efter handelsomkostninger var på 6.621,76 kr., var tilskrevet kontoen; et urealiseret kurstab udgjorde 2.778,30 kr. for 1999.

Pr. 31. december 1998 havde der været en urealiseret kursgevinst på 571,43 kr. Dette beløb blev modregnet i det urealiserede tab for 1999, således at der herefter pr. 31. december 1999 var et urealiseret kurstab på 2.206,87 kr. (2.778,30 kr. - 571,43 kr.).

Klageren udtrådte af puljeordningen pr. 1. februar 2000. Pr. denne dato hævede indklagede et negativt puljeafkast på 2.260,74 kr. Beløbet fremkom med udgangspunkt i det urealiserede kurstab pr. 31. december 1999 på 2.206,87 kr., hvorfra fragik klagerens andel af puljeafkastet for januar måned 2000 på 752,90 kr., men med tillæg af et urealiseret kurstab for januar måned 2000 på 806,77 kr.

Den 8. februar 2000 blev kapitalpensionsordningen overført til klagerens nye pengeinstitut.

Under sagens forberedelse har indklagede oplyst, at klageren rettelig burde være udtrådt af puljeordningen pr. 1. januar 2000. Indklagede har derfor omberegnet opgørelsen af ordningen og overført et yderligere beløb på i alt 566,98 kr. til klagerens nye pengeinstitut, hvorved klageren er stillet, som om hun var udtrådt af puljeordningen pr. 1. januar 2000.

Parternes påstande.

Klageren har den 4. maj 2000 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om "dækning af udgift i forbindelse med flytning af kapitalpension".

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hun ikke fik underretning om, at der var opstået et større underskud i 1999. Indklagede trak blot beløbet uden at orientere herom.

Hun mener, at indklagede, når der er et underskud på flyttetidspunktet, skal forespørge det overtagende pengeinstitut, om dette vil overtage underskuddet.

Indklagede har anført, at et negativt puljeafkast opstået i 1993 eller i efterfølgende regnskabsår kan hæves på pensionskontoen uden skatte- og afgiftsmæssige konsekvenser for kontohaveren. Det er derfor ikke nødvendigt at overføre et negativt puljeafkast til det nye pengeinstitut.

For negative puljeafkast, der er opstået før puljens regnskabsår for 1993, og som ikke senere er modregnet i et afkast, gælder det, at disse ikke kan hæves på pensionskontoen uden, at dette betragtes som en delvis ophævelse med deraf skattemæssige konsekvenser (beskatning). I disse situationer er det derfor nødvendigt at overføre det negative afkast til det nye pengeinstitut, hvis beskatning ikke ønskes udløst.

Det følger af indklagedes regler, at puljernes regnskabsår er kalenderåret. Den enkelte puljes afkast opgøres ultimo hver måned. En periodes afkast kan blive såvel positivt som negativt, og afkastet tilskrives kontoen den 31. december eller ved udtræden af puljen.

Af årsopgørelsen pr. 31. december 1999 fremgår, at klagerens andel af puljens urealiserede kurstab pr. 31. december 1999 udgjorde 2.206,87 kr.

Af indklagedes regler fremgår, at ved puljekontoens udtræden af puljen indsættes/hæves afkast og administrationsgebyr på kontoen.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Pr. 31. december 1999 var der til klagerens kapitalpensionskonto hos indklagede knyttet et urealiseret kurstab på 2.206,87 kr., som indklagede i henhold til reglerne for PuljeInvest var berettiget til at hæve på kontoen i forbindelse med klagerens udtræden af puljen. Ankenævnet finder, at det ikke påhvilede indklagede at forespørge klagerens nye pengeinstitut, om dette ville overtage (udlægge) det negative afkast.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.