Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Klage vedrørende erhvervsforhold afvist.

Sagsnummer: 80/2006
Dato: 04-05-2006
Ankenævn: Peter Blok, Hans Daugaard, Karen Frøsig, Lotte Aakjær Jensen, Erik Sevaldsen
Klageemne: Afvisning - erhvervsforhold § 2, stk. 3 og 4
Ledetekst: Klage vedrørende erhvervsforhold afvist.
Indklagede: Sparekassen Løgumkloster
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører Ankenævnets sekretariats afvisning af en klage.

Sagens omstændigheder.

Klageren indgav i august 1988 klage til Ankenævnet over indklagede.

Ved skrivelse af 20. oktober 1988 afviste Ankenævnets sekretariat klagen. Af skrivelsen fremgår:

"…

Af det af Dem fremsendte materiale fremgår, at klagen navnlig vedrører forhold i forbindelse med et husbyggeri i …, hvori De selv som ejendomshandler og et anpartsselskab ved navn … var involveret. De har såvel overfor Tilsynet med Banker og Sparekasser (nu Finanstilsynet) som overfor Ankenævnet oplyst, at De ønsker erstatning for unødvendigt formuetab samt for ikke at kunne arbejde med selvstændig ejendomshandlervirksomhed fra 1980.

Som ovenfor anført, angår Deres klage navnlig forhold i forbindelse med erhvervsmæssige aktiviteter udøvet af Dem og/eller [anpartsselskab], ligesom klagen i de forhold, den angår, tilsyneladende klart adskiller sig fra klager vedrørende privatkundeforhold."

I august 1996 indgav klageren på ny klage til Ankenævnet over indklagede. I en redegørelse fra september 1996 oplyste indklagede, at man i juni 1990 havde modtaget stævning vedrørende et sagsanlæg ved Vestre Landsret med klagerens påstand om betaling af 854.009,80 kr. I september 1991 bestemte landsretten at afholde et forberedende retsmøde, som blev fastsat til den 13. november 1991. Klageren anmodede om udsættelse, hvilket landsretten afslog, hvorefter man i december 1991 modtog udskrift fra landsretten om, at sagen var hævet.

Ved skrivelse af 1. oktober 1996 afviste Ankenævnets sekretariat klagen med henvisning til, at klagen afskilte sig væsentligt fra et privat kundeforhold, og således faldt uden for Ankenævnets kompetence. Af skrivelsen fremgår:

"…

Af det materiale, som De nu har forelagt Ankenævnet i den aktuelle klagesag, forstår sekretariatet, at klagen vedrører modregning foretaget af sparekassen i Deres private konti. Modregningen skete på baggrund af forpligtelser, som De skulle have påtaget Dem over for sparekassen i anledning af selskabets engagement med sparekassen.

Sekretariatet finder, at en behandling af klagen således vil indebære en vurdering af Deres forpligtelser vedrørende et erhvervsmæssigt engagement mellem førnævnte selskab og sparekassen. …"

Den 14. marts 2006 indgav klageren igen klage over indklagede. Af klageskemaet fremgik, at klageren ønskede betaling af 921.381,25 kr. med tillæg af renter. Beløbet svarede til klagerens påstand i klagen indgivet til Ankenævnet i august 1996.

Ved skrivelse af 21. marts 2006 afviste Ankenævnets sekretariat klagen, idet det var sekretariatets vurdering, at klagen vedrørte samme forhold, som i 1996 blev afvist for behandling i Ankenævnet.

Parternes påstande.

Klageren har indbragt sekretariatets afvisning for Ankenævnet med påstand om realitetsbehandling.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet tiltræder af de grunde, der er anført af sekretariatet, at klagen må anses at vedrøre et erhvervsmæssigt forhold, som adskiller sig væsentligt fra et privat kundeforhold. Ankenævnet har derfor ikke kompetence til at behandle klagen, jf. vedtægternes § 2, stk. 2 og 3.

Som følge

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.