Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse om for lav forrentning.

Sagsnummer: 133 /2001
Dato: 27-08-2001
Ankenævn: Peter Blok, Inge Frølich, Peter Stig Hansen, Grit Munk, Bjarne Lau Pedersen
Klageemne: Rente - indlån
Ledetekst: Indsigelse om for lav forrentning.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører overførsel af 50.000 kr. til en konto tilhørende klageren og forrentningen af dennes indlånskonti.

Sagens omstændigheder.

Ifølge årsopgørelse for 1999 bestod klagerens engagement med indklagede pr. 31. december 1999 af to indlånskonti, konto nr. -665 "SPEC. AFTALEINDLÅN" med et indestående på 6.572,09 kr. og konto nr. -323 "12 MDRS. OPSIGELSE" med et indestående på 20.359,09 kr.

Den 17. februar 2000 blev der overført 50.000 kr. fra klagerens mors indlånskonto hos indklagede til indlånskonto nr. -323. Bilaget vedrørende overførslen blev underskrevet af klagerens far, A.

Ved skrivelse af 5. april 2000 rettede A henvendelse til indklagede vedrørende forrentningen af nogle indlånskonti tilhørende henholdsvis klageren og to øvrige familiemedlemmer. A gjorde gældende, at der med en medarbejder hos indklagede, som nu var fratrådt, var indgået en aftale om forrentning med 4% p.a.

Indklagede, der ikke kunne vedkende sig aftalen, besluttede af principielle grunde at yde en rentegodtgørelsen.

Ved skrivelse af 12. april 2000 til A anførte indklagede bl.a.:

"Rentegodtgørelse

Som aftalt sender jeg dig hermed meddelelse angående diverse godtgørelser af renter.

[klageren] konto [-665]

Denne er beregnet 28.01.1998 - 31.03.2000.

Jfr. kontoudskrifter er der i hele perioden tilskrevet i alt kr. 4.953,66. renteberegning.

Jeg har herefter lavet en manuel renteberegning pr. 31.03.1998, 30.09.1998, 31.03.1999, 30.09.1999 og 31.03.2000.

Denne har resulteret yderligere renter cirka: kr. 300,00 + kr. 900,00 + kr. 800,00 + kr. 800,00 + kr. 200,00 i alt kr. 3.000,00, hvilket beløb er tilskrevet konto i dag.

………

Jeg mener at have ramt meget tæt på det realistiske og beder dig såfremt du måtte være i tvivl foretage nogle stikprøver selv.

Se nu er [klagerens] konto [-665] jo næsten 0, så der skal ikke rettes noget på denne rentemæssigt set, den beregnes så fremover med de almindelige gældende regler for denne kontotype for vore kunder.

………

Med alt dette håber jeg så på vi er helt enige og såfremt du har noget at indvende, går jeg ud fra du vender tilbage med dette i løbet af 8-14 dage."

A fremsendte følgende skrivelse til indklagede den 13. april 2000:

"Jeg har med Tak modtaget Deres Udemærkede Redegørelse af den 12 april år 2000

Alt er som det skal være alt er godkendt og Fremsendt Kontohaverne."

Ved skrivelse af 26. juni 2000 til indklagede gjorde A bl.a. indsigelse imod, at de 50.000 kr. ikke var blevet krediteret klagerens "byggelån", kontoen "specielle indlån", som var oprettet til finansiering af klagerens istandsættelse af sin ejendom.

Ved skrivelse af 27. juni 2000 til A meddelte indklagede bl.a. følgende:

"Der har aldrig været oprettet byggelån til [klageren] i [indklagede]. Der er oprettet en konto [-665], hvorpå er indsat et beløb. Hvad indestående anvendes til er Sparekassen uvedkommende, det afgør kontohaver og ingen andre.

Den 17.02.2000 overføres til [klagerens] konto [-323] kr. 50.000, hvilket De selv har skrevet under på (se kopi af bilag). I øvrigt har De/[klageren] heller ikke reageret på denne foretagne postering på nævnte konto.

Konto [-323] forrentes med almindelige sats for denne gruppe og der har ikke været aftalt nogen form for særrente på denne.

………

Jfr. brev af 12.04.2000 er der ekstraordinært tilskrevet konto [-665] supplerende renter til og med 31.03.2000, hvilket også efterfølgende er accepteret af Dem.

Yderligere rente vil ikke blive tilskrevet."

Den 28. juni 2000 overførte klageren sine konti til et andet pengeinstitut.

Af årsopgørelsen pr. 31. december 2000 fremgår, at kontiene var blevet tilskrevet henholdsvis 94,79 kr. og 220,85 kr. i renter.

Ved skrivelse af 23. marts 2001 meddelte indklagede skattemyndighederne, at der ved en fejl ikke var blevet indberettet 3.000 kr. i manuelt tilskrevne renter pr. 12. april 2000 på konto -665. Klageren blev ved skrivelse af samme dato orienteret om indberetningen.

Parternes påstande.

Den 27. april 2001 har A på vegne klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at yde en rentegodtgørelse.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

A har anført, at renteaftalen med indklagedes tidligere medarbejder tillige omfattede klagerens konto nummer -323. Indklagede er forpligtet til at yde rente som aftalt og at indgive korrekt indberetning til skattemyndighederne.

Det var størrelsen af familiens samlede engagement, der dannede grundlag for den aftalte højere forrentning.

Det beror på en fejl, at de 50.000 kr. blev overført til konto -323. Beløbet skulle retteligt have været overført til konto -665, hvilken konto indklagede har erkendt skulle forrentes med 4% p.a. Baggrunden for overførslen var, at han (A) finansierede klagerens byggeri via sin egen kassekredit hos indklagede, hvorfra der blev overført beløb til konto -665, der fungerede som byggekonto for klageren.

Klageren og dennes samlever var bekendt med overførslen, men reagerede ikke på fejlen, da de var ligeglade med rentetabet.

Indklagede har anført, at de 50.000 kr. i overensstemmelse med overførselsanmodningen blev overført til konto -323. Klageren var bekendt med overførslen og har disponeret over midlerne. I øvrigt har klageren fået tilsendt kontoudskrifter, jf. gældende regler.

Der har ikke været indgået en renteaftale vedrørende konto -323. Den af A påberåbte renteaftale vedrørte alene konto -665, jf. skrivelsen af 12. april 2000, hvilket A accepterede ved skrivelsen af 13. april 2000.

De manuelt tilskrevne renter er blevet indberettet til skattemyndighederne.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

På baggrund af henvendelsen fra klagerens far (A) gav indklagede ved skrivelse af 12. april 2000 tilsagn om en rentegodtgørelse på i alt 3.000 kr. for så vidt angår klagerens konto -665, hvilket A på vegne kontohaverne accepterede ved skrivelsen 13. april 2000. Ankenævnet finder derfor, at klageren er afskåret fra nu at gøre gældende, at renteaftalen tillige omfattede kontoen -323.

Indklagede begik ikke en fejl ved at kreditere de 50.000 kr. på konto -323, idet dette kontonummer fremgik af det overførselsbilag, som A underskrev. Såfremt det var hensigten, at beløbet i stedet skulle krediteres konto -665, havde klageren, som var bekendt med overførslen, mulighed for at overføre beløbet til denne konto. Det kan således heller ikke pålægges indklagede at yde en rentegodtgørelse for så vidt angår de 50.000 kr.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.