Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Sen overførsel, tab.

Sagsnummer: 156/1991
Dato: 20-09-1991
Ankenævn: Frank Poulsen, Niels Busk, Peter Stig Hansen, Niels Bolt Jørgensen, Peter Møgelvang-Hansen
Klageemne: Selvpensioneringskonto - overførsel
Ledetekst: Sen overførsel, tab.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Som følge af en fusion mellem det pengeinstitut, hvori klageren førte sin selvpensioneringskonto tilknyttet pengeinstituttets pulje 7, og indklagede, overførtes klagerens selvpensioneringskonto den 1. juli 1990 til indklagedes pulje 1.

Den 3. august 1990 modtog indklagedes Domus Vista afdeling, der var kontoførende afdeling for klageren, anmodning om overførsel af klagerens engagement herunder selvpensioneringskontoen til Lån og Spar Bank. Ved skrivelse af 6. august 1990 til Lån og Spar Bank bekræftede afdelingen modtagelsen af overførselsanmodningen og oplyste, at opsigelsesvarslet var 3 måneder til førstkommende kvartalsskift, og at overførslen ville finde sted i 4. kvartal 1990.

Af en pensionsoversigt, som klageren modtog fra indklagede i januar 1991, fremgår, at den tidligere puljeordning - pulje 7 - indtil 1. juli 1990 gav et negativt afkast på ialt 1017,14 kr. Den nye puljeordning - pulje 1 - gav et positivt nettoafkast på 881,37 kr. Dette beløb blev med fradrag af realrenteafgift ved årets udgang tilskrevet kontoen, medens det negative afkast fra pulje 7 af tekniske årsager ikke blev modregnet men overført til 1991.

Den 28. januar 1991 og den 26. februar 1991 kontaktede Lån og Spar Bank indklagedes Domus Vista afdeling for overførsel af selvpensioneringskontoen, og ved skrivelse af 26. februar 1991 til klageren meddelte Lån og Spar Bank, at hendes selvpensioneringskonto ikke var blevet overført fra indklagede, da kontoen udviste negativt afkast.

Ved skrivelse af samme dag til indklagedes forvaltningsafdeling meddelte Lån og Spar Bank, at man gerne overtog et negativt afkast i forbindelse med overførslen af selvpensioneringskontoen.

Den 5. marts 1991 overførtes selvpensioneringskontoen til Lån og Spar Bank. Ved skrivelse af 18. marts 1991 meddelte indklagede på klagerens forespørgsel, at den sene overførsel skyldtes, at puljeafkastet på kontoen var negativt, og at Lån og Spar Bank havde meddelt, at man ikke ønskede kontoen overført, før det negative afkast var udlignet.

Ved skrivelse af 11. juli 1991 til klageren har Lån og Spar Bank meddelt, at man på intet tidspunkt fra indklagede havde fået oplyst, at selvpensioneringskontoen udviste et negativt afkast, som skulle inddækkes ved overførslen.

Ved skrivelse af 11. juli 1991 til klageren har Lån og Spar Bank meddelt, at man på intet tidspunkt fra indklagede havde fået oplyst, at selvpensioneringskontoen udviste et negativt afkast, som skulle inddækkes ved overførslen.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes, at godtgøre hende det rentetab, hun har lidt som følge af den sene overførsel, ligesom klageren ønsker administrationsgebyr godtgjort. Klageren har ikke nærmere opgjort tabet.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Til støtte for påstanden har klageren anført, at hendes selvpensioneringskonto problemfrit overførtes fra pulje 7 til pulje 1 i juli 1990, og at klageren derfor ikke finder det sandsynligt, at kontoen den 3. august 1990 udviste et negativt afkast. Det fremgår endvidere af den pensionsoversigt, som klageren modtog i januar 1991, at kontoen for 1990 er tilskrevet et positivt afkast. Ifølge gældende aftale mellem pengeinstitutterne er indklagede forpligtet til at overføre pensionskontoen uden varsel, idet skattedepartementet har godkendt straksoverførsel af puljepensionskonti mod inddækning af det negative afkast. Lån og Spar Bank har stedse været indstillet på at modtage kontoen uanset negativt afkast, men hverken klageren eller Lån og Spar Bank blev kontaktet af indklagede med henblik på at tage stilling til inddækning af negativt afkast. Indklagedes henvisning til, at selvpensioneringskontoen kun kan overføres, såfremt en evt. negativ rente er udlignet, forekommer irrelevant, når indklagede er vidende om, at dette vilkår er ændret af skattedepartementet. Indklagede har således uberettiget forsinket overførslen af selvpensioneringskontoen.

Indklagede har anført, at klagerens selvpensioneringskonto som følge af den skete fusion overførtes til pulje 1. Ved udstedelsen af den nye sparekassebog foretages ikke opgørelse af kontoen, men alene en ombytning af bøgerne. I skrivelse af 6. august 1990 til Lån og Spar Bank, hvor indklagedes Domus Vistas afdeling bekræftede modtagelsen af overførselsanmodningen, anførte afdelingen ved en fejl, at overførslen ville ske i 4. kvartal 1990 i stedet for retteligt januar kvartal 1991. Da selvpensioneringskontoen for den forløbne del af 1990 udviste et negativt puljeafkast, kontaktede indklagedes fonds- og forvaltningsafdeling, der foretog overførslen af pensionskontoen, rutinemæssigt Lån og Spar Bank telefonisk i november 1990. Ved den lejlighed forespurgte indklagede Lån og Spar Bank, om kontoen ønskedes overført mod inddækning af det negative afkast, hvilket afvistes. Den 9. januar 1991 kontaktede fonds- og forvaltningsafdelingen påny telefonisk Lån og Sparbank, som påny meddelte, at kontoen først skulle overføres, når et negativt afkast var udlignet. Ved Lån og Spar Banks henvendelser til Domus Vista afdeling i januar og februar 1991 meddelte afdelingen Lån og Spar Bank, at såfremt den ønskede at acceptere overførsel af kontoen med det negative afkast, måtte dette meddeles skriftligt til fonds- og forvaltningsafdelingen. Efter de gældende regler for pengeinstitutternes administration af puljeordninger må et negativt afkast ikke debiteres kontoen, men skal modregnes i efterfølgende positivt afkast. Overførsel kan i så fald først finde sted, når udligning er sket. Der eksisterer ikke aftaler pengeinstitutterne imellem om overførsel uden varsel af opsparingsordninger, der er tilknyttet puljeordninger og skattedepartementet har alene accepteret, at negativt afkast kan inddækkes ved en indbetaling, men har dermed ikke taget stilling til pengeinstitutternes puljevilkår herunder regler for overførsler. Som følge heraf finder indklagede, at kontoen er overført så hurtigt, som det har været muligt.

Ankenævnets bemærkninger:

Det findes ikke godtgjort, at klageren, som følge af at den omhandlede overførsel ikke skete på et tidligere tidspunkt, har lidt tab i denne forbindelse, hvorfor

Den indgivne klage tages ikke til følge.