Indsigelse om manglende gennemførelse af betalinger foretaget via Western Union.
| Sagsnummer: | 1200/2009 |
| Dato: | 23-11-2010 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Jesper Claus Christensen, Karin Duerlund, Carsten Holdum og Karin Ladegaard. |
| Klageemne: |
Betalingsoverførsel til udlandet - fejl
|
| Ledetekst: | Indsigelse om manglende gennemførelse af betalinger foretaget via Western Union. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører om Danske Bank har pådraget sig et erstatningsansvar ved at klageren via Western Union har foretaget en række betalinger, der enten ikke er kommet frem, eller er kommet frem til en forkert modtager.
Sagens omstændigheder.
Klageren har i 4 tilfælde i 2009 anvendt Western Union til pengeforsendelser til en HSBC bank i London.
Klageren har under sagen fremlagt Western Union indbetalingskvitteringer, der viser, at klageren har indbetalt i alt 15.175 kr. på posthuse i hovedstadsområdet. Seneste indbetaling er foretaget den 4. juni 2009. Klageren har oplyst, at ingen af de indbetalte beløb er kommet frem til modtageren.
Klageren har fremlagt et brev fra Post Danmark af 6. maj 2009, hvoraf fremgår:
"Modtageren af en Western Union kan ikke vide, at der er penge til vedkommende, uden afsenderen har oplyst modtageren om dette. Modtageren skal kunne oplyse korrekt navn, ca. beløb, samt afsenders navn og evt. kontrolnummer. Derudover skal der forevises legitimation eller svares på testspørgsmål. Afsenderen har ansvar for, at disse oplysninger kun oplyses til modtageren.
Western Union Service Danmark har nu skaffet dokumentation for, at Deres Western Union er udbetalt til rette person.
……"
Danske Bank har oplyst, at bankens samarbejde med Western Union ophørte pr. 1. november 2008.
Parternes påstande.
Klageren har den 16. november 2009 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank tilpligtes at betale erstatning for de beløb, der ikke er kommet frem.
Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at Post Danmark posthuse er tilknyttet Danske Bank og at arbejdsformen i disse posthuse bevirker, at den ansatte ikke skriver den korrekte tekst på indbetalingsblanketterne til Western Union.
Danske Bank har anført, at banken ikke har haft noget samarbejde med Western Union i den periode, hvor klagerens indbetalinger er foretaget. Banken har heller ikke medvirket ved overførslerne.
Banken har derfor ikke noget ansvar for, om betalinger via Western Union finder sted som aftalt.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det må lægges til grund, at Danske Bank ikke var involveret i klagerens pengeoverførsler til England. Allerede af denne grund tages bankens påstand om frifindelse til følge.
Som følge heraf træffes følgende
">a f g ø r e l s e :Klagen tages ikke til følge.