Spørgsmål om erstatning for tab ved påligning af skat som følge af salg af aktier, der lå til sikkerhed for et lån.
| Sagsnummer: | 6 b/1996 |
| Dato: | 14-11-1996 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Stig Hansen, Peter Møgelvang-Hansen, Leif Nielsen, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Pant - realisation
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om erstatning for tab ved påligning af skat som følge af salg af aktier, der lå til sikkerhed for et lån. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved klageskema af 4. januar 1996 har klageren nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning for det tab, han har lidt ved, at indklagede i 1987 solgte nominelt 100.000 kr. BankInvest fondsaktier, som lå til sikkerhed for klagerens lån hos indklagede.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Under skriftvekslingen for Ankenævnet gjorde indklagede gældende, at klagerens krav var forældet. Ankenævnet fastslog i en kendelse af 4. juli 1996, at kravet alene var omfattet af den 20-årige forældelsesfrist efter Danske Lovs 15 - 14 - 4, og at det derfor ikke var forældet.
Det fremgår af sagen, at indklagede fra 1984 finansierede klagerens aktiekøb mod sikkerhed i de indkøbte aktier. Af fremlagte dokumenter fremgår, at lånet i december 1994 var på 1,1 mio. kr. Engagementet blev senere udvidet.
Af en håndpantsætningserklæring underskrevet af klageren den 17. juli 1986, hvorefter klageren pantsatte bl.a. sine værdipapirdepoter til sikkerhed for sit engagement hos indklagede, fremgår bl.a.:
"4. Eventuel realisation af panterettigheder sker efter forudgående varsel til pantsætter ved tvangsauktion eller på anden måde, som banken skønner mere hensigtsmæssig, herunder realisation ved bankens egen foranstaltning.
..........
7. Skulle banken, som følge af fald i værdien af stillet pant eller af anden årsag, finde sin sikkerhed forringet, skal banken, såfremt der ikke på dennes anmodning stilles yderligere godkendt sikkerhed, være berettiget til at skride til realisation af stillede sikkerheder og/eller kræve, at kautionisten/erne skal stille kontant depositum for sin/sine forpligtelse(r)."
Efter det oplyste blev en del af værdipapirbeholdningen solgt omkring årsskiftet 1986-87. I midten af 1987 blev den resterende beholdning solgt, herunder nominelt 100.000 kr. BankInvest fondsaktier, der var erhvervet i november 1985. Salget af denne aktiepost indbragte 117.954 kr.
Under et møde den 6. juli 1987 blev det aftalt, at klagerens restengagement, som var på ca. 285.000 kr., skulle henstå uden afvikling frem til maj 1989.
På forespørgsel fra klageren om muligheden for dispensation fra 3-årsreglen i den dagældende aktiebeskatningslovs § 2, meddelte Århus Skattevæsen ved skrivelse af 27. juni 1988 følgende:
"De oplyser, at De i november 1985 i forbindelse med udstedelse af fondsaktier erhvervede nom. 100.000 kr. aktier i BankInvest I, hvilket papir herefter ville kunne sælges uden skattemæssige konsekvenser i november 1988.
I forbindelse med salg af andre værdipapirer i 1987 solgte Deres bank fejlagtigt og imod Deres instruks nævnte aktiepost i BankInvest, hvilket De først blev opmærksom på noget senere. Banken har ikke villet rette fejltagelsen, uanset det har den konsekvens, at afståelsen har fundet sted mindre en 3 år efter erhvervelsen af aktierne, hvorfor der skal ske beskatning af en eventuel avance.
I den anledning skal man meddele, at der ikke i loven er givet dispensationsmuligheder, hvorfor man ikke kan imødekomme Deres ansøgning."
Den 29. juni 1988 underskrev klageren et gældsbrev til indklagede på 284.546,19 kr., som skulle afvikles med en ydelse på 15.000 kr. i kvartalet.
Ved skrivelse af 22. november 1990 til indklagede anførte klageren, at salget af aktieposten i BankInvest, som indklagede havde solgt "mod min udtrykkelige instruks", havde medført en ekstraopkrævning i skat på ca. 80.000 kr. Som følge af, at et veksellån optaget i december 1986 med forudbetalte renter ikke havde haft den tilsigtede skattemæssige virkning, var han herudover blevet pålagt merskat og renteafgift for skatteårene 1986/87 på i alt ca. 38.000 kr. I øvrigt fremgår bl.a.:
"Idet jeg iøvrigt fortsat er af den opfattelse, at man fra bankens/bankernes side burde have rejst en samlet indvending (med en formentlig større virkningseffekt) mod de med tilbagevirkende kraft iværksatte skattemæssige bestemmelser, vil jeg hermed gerne tage mod bankens tidligere fremsatte tilbud om at afhjælpe de for mig skattemæssige konsekvenser af såvel pkt. 1 som pkt. 2 med en samlet forhøjelse på ialt kr. 118.000 til betaling af det for mig opgjorte skattetilsvar."
Ved gældsbrev underskrevet af klageren den 30. juni 1992 aftaltes en ny afvikling af gælden, som da var nedbragt til 179.671,05 kr.
Indklagede har oplyst, at afviklingsvilkårene blev genforhandlet i marts 1994, og at klageren trods sine indvendinger mod salget af BankInvest aktierne tiltrådte en ny afdragsdeklaration, som blev underskrevet den 14. maj 1994. Sagen blev overgivet til inkasso den 12. juli 1995, idet klageren under fornyede forhandlinger primo 1995 ikke havde kunnet tilbyde en efter indklagedes opfattelse acceptabel afvikling af restgælden, som var nedbragt til ca. 150.000 kr.
Klageren har anført, at indklagede på grund af faldende aktiekurser ønskede at realisere depotet, hvilket han så sig nødsaget til at acceptere. Dette skete under en telefonsamtale medio 1987, hvorunder han udtrykkeligt betingede sig, at salget af de 100.000 kr. BankInvest fondsaktier blev udskudt, idet papirerne inden for kort tid kunne realiseres uden væsentlige skattemæssige konsekvenser. Denne aktiepost var ikke berørt af det generelle kursfald og ville under alle omstændigheder kunne indfries til pålydende værdi. Indklagedes medarbejder erklærede sig indforstået med at udskyde salget af denne aktiepost. På grund af bortrejse blev han først på et senere tidspunkt opmærksom på, at aktierne alligevel var blevet solgt, og indklagede kunne/ville ikke rette fejlen på dette tidspunkt. Da drøftelserne fandt sted pr. telefon, har han ikke mulighed for at dokumentere, at indklagede accepterede at udskyde salget. Indklagede må imidlertid have bevisbyrden for, at man var berettiget til at realisere hele værdipapirbeholdningen uden forudgående skriftlig meddelelse til ham. Indklagede har ikke på noget tidspunkt stillet krav om, at alle deponerede værdipapirer skulle realiseres, ligesom indklagede ikke har stillet krav om yderligere sikkerhed for en eventuel restsaldo på aktiekøbslånet. Indklagede må have indset det uhensigtsmæssige i at afhænde aktieposten på det pågældende tidspunkt. Han har gentagne gange fremført indsigelsen over for indklagede, som imidlertid ikke ønskede at drøfte sagen. End ikke da han den 22. november 1990 så sig nødsaget til at rette skriftlig henvendelse til indklagede, har han fået svar. Indsigelsen blev fremført bl.a. i forbindelse med underskrivelsen af gældsbrevet den 29. juni 1988, på hvilket tidspunkt han umiddelbart inden havde modtaget afslaget fra skattevæsenet. Han underskrev gældsbrevet, idet restgælden oversteg hans modkrav, men han fik ikke adgang til at tage forbehold for modkravet i selve gældsbrevet. Indklagede har indirekte erkendt fejlen ved at tilbyde ham at lade restgælden henstå uafviklet i 2 år og ved at tilbyde ham finansiering af merskatten. Indklagede bør erstatte hans tab svarende til den udløste skat, som beløb sig til 82.297 kr., med tillæg af renter i perioden 1988 til 1995 opgjort til 181.717 kr., i alt 264.014 kr. Hertil kommer, at aktierne kunne have indbragt et større salgsprovenu ved senere salg, samt udgifter på 6.250 kr. til advokatbistand.
Indklagede har anført, at salget af klagerens værdipapirbeholdning fandt sted efter aftale med klageren. Det bestrides, at klageren betingede sig, at salget af BankInvest fondsaktierne blev udskudt. Ifølge pkt. 7 i håndpantsætningserklæringen var man i øvrigt berettiget til at sælge aktieposten uden klagerens accept. Ved underskrivelsen af gældsbrevene af 29. juni 1988 og 30. juni 1992 og af afdragsdeklarationen af 14. maj 1994 anerkendte klageren restgælden på engagementet. Klageren var allerede ved underskrivelsen af gældsbrevet af 29. juni 1988 bekendt med, at indklagede ikke anså sig for erstatningsansvarlig. Efterfølgende fremførte klageren med mellemrum mundtlig sin indsigelse vedrørende salget af BankInvest fondsaktierne, men han fremsatte først formelt indsigelse ved skrivelsen af 22. november 1990. Indklagede har ikke på noget tidspunkt erkendt at have handlet ansvarspådragende. Tilbuddene om den afviklingsfri periode på 2 år samt finansieringen af skattebetalingen blev givet i et forsøg på at undgå, at klagerens engagement blev nødlidende.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at klageren under telefonsamtalen medio 1987 med indklagedes medarbejder vedrørende salget af hans resterende aktiebeholdning har betinget sig, at salget af den omhandlede aktiepost på nominelt 100.000 kr. BankInvest fondsaktier skulle udskydes. Det må i denne forbindelse bevismæssigt komme klageren til skade, at han - hvilket er erkendt - ikke straks gjorde indsigelse mod salget af denne aktiepost. Hertil kommer, at klageren ved underskrivelse af gældsbrevene m.v. gentagne gange har anerkendt sin gæld til indklagede uden i forbindelse hermed skriftligt at tage forbehold vedrørende det erstatningskrav, som nu gøres gældende.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.