Afgørelse

Personlig fordring - tilsidesættelse af aftale

Det indklagede realkreditinstitut overtog i januar 1993 en ejerlejlighed på tvangsauktion. Der blev i første omgang indgået aftale med klagerens daværende svigerforældre om køb af ejerlejligheden uden udbetaling. Efter flere henvendelser fra den berigtigende advokat blev ejerlejligheden i stedet på tilsvarende vilkår overdraget til klageren og hendes daværende samlever og svigermor. Ejerlejligheden blev på ny begæret på tvangsauktion i juni 1994. Ejerlejligheden blev overtaget af en liebhaver. I september 1994 meddelte instituttet klageren, at tabet på tvangsauktionen udgjorde 137.154 kr., hvortil skulle lægges renter fra auktionsdagen med 6 pct., og at klageren hæftede for dette beløb. Instituttet opfordrede klageren til at rette henvendelse om en afviklingsordning. Klagerens advokat protesterede over kravet, og instituttet redegjorde i maj 1995 for salget af ejendommen m.v. Samtidig tilkendegav instituttet, at man var indstillet på at opdele gælden mellem debitorerne, således at klageren alene hæftede for 1/3, såfremt klageren indgik en afviklingsordning. Instituttet anlagde i april 1996 sag mod klageren med påstand om klagerens betaling af hele restfordringen. med tillæg af rente. Klagerens advokat nedlagde påstand om frifindelse, bl.a. begrundet i klagerens rådighedsbeløb på købstidspunktet samt usædvanlige handelsvilkår. Retten gav den 4. oktober 1996 tilladelse til, at sagen forelagdes Nævnet.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring gældende mod hende. Instituttet påstod frifindelse.

Flertallet i Nævnet fandt ikke, at klageren havde påtaget sig at hæfte for lånet fra instituttet under sådanne usædvanlige vilkår, at hun af denne grund kunne fritages for sine forpligtelser. Flertallet bemærkede i tilslutning hertil, at instituttet ikke havde været forpligtet til at vurdere det nærmere indbyrdes forhold mellem de tre debitorer, men havde været berettiget til at basere sin långivning på en samlet vurdering af deres økonomiske forhold. Der var ikke forelagt Nævnet oplysninger, der efter flertallets opfattelse gav grundlag for at antage, at debitorerne i forening på købstidspunktet åbenbart var uden økonomisk mulighed for at opfylde deres forpligtelser. På baggrund af klagerens økonomiske situation og sagens øvrige oplysninger, fandt mindretallet, at instituttet ud fra en rimelighedsbetragtning burde nedsætte sit krav over for klageren til en tredjedel af det samlede tab. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev derfor frifundet.