Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Overførsel til andet pengeinstitut.

Sagsnummer: 209/1994
Dato: 31-05-1995
Ankenævn: Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Ole Just, Niels Bolt Jørgensen, Lars Pedersen
Klageemne: Børneopsparingskonto - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Overførsel til andet pengeinstitut.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Ved klageskema af 5. april 1994 har klageren påstået indklagedes Læsø afdeling tilpligtet at udbetale indeståendet på en børneopsparingskonto pr. 1. december 1980, 2.384,30 kr., med tillæg af renter til betaling sker.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klagerens børneopsparingskonto med tilhørende bog blev oprettet i 1971 med klagerens far som indskyder. Bindingsperioden udløb den 26. januar 1985 ved klagerens fyldte 14. år. Den tilhørende bog blev ført à jour til den 28. marts 1978, hvor saldoen var 1.575,77 kr.

Af kontooversigt pr. 31. december 1983 adresseret til indskyderen fremgår, at børneopsparingskontoen er udgået.

Indklagede har fremlagt bogføringsjournaler, hvoraf det fremgår, at kontoen den 20. oktober 1983 blev opgjort og slettet, og at der samme dag blev udstedt en check på saldoen, 3.740,11 kr., som den 24. oktober 1983 blev indløst af et andet pengeinstitut. Indklagede har oplyst, at man ved overførsel af konti mellem pengeinstitutter fremsender beløb i check.

Andelbankens Farumafdeling, nu Unibank, har på indklagedes forespørgsel oplyst, at der den 24. oktober 1983 blev indsat 3.740,11 kr. på en børneopsparingskonto for klageren. Indskyder er registreret til at være klagerens mor. Kontoen blev den 9. juli 1984 overført til et andet pengeinstitut.

Klagerens mor døde i december 1988 og var indtil da klagerens værge.

Klageren har anført, at indklagede var uberettiget til at udbetale noget beløb fra kontoen før 26. januar 1985, hvor bindingsperioden udløb. Hverken hun eller indskyder har modtaget pengene, hvorfor indklagede stadig er ansvarlig for saldoen plus påløbende renter. Såfremt kontoen var opsagt eller overført, burde bogen have været destrueret.

Indklagede har anført, at man ikke er i besiddelse af kontoens oprettelseserklæring, idet denne efter sædvanlig procedure ved overførsel af en konto til et andet pengeinstitut videresendes. Indskyderen har ikke reageret på kontooversigten af 31. december 1983, hvoraf det fremgik, at kontoen var udgået, og der har ikke i perioden efter bindingsperiodens udløb været fremsat krav om udbetaling.

Ankenævnets bemærkninger:

Efter det foreliggende må det lægges til grund, at indklagedes Læsø afdeling den 20. oktober 1983 efter anmodning fra klagerens mor, der var værge for klageren, har opgjort børneopsparingskontoen og overført indeståendet, 3.740,11 kr., til Andelsbankens Farum afdeling. Klagerens far, der var indskyder på kontoen, og som ved modtagelsen af kontoudtoget pr. 31. december 1983 har fået oplysning om, at kontoen hos indklagede var udgået, har ikke gjort indsigelse mod overførselen. I hvert fald under disse omstændigheder findes indklagede at være frigjort i forbindelse med overførselen.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.