Gammel gæld. Kaution, gyldighed.
| Sagsnummer: | 76/1992 |
| Dato: | 25-09-1992 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Niels Busk, Niels Bolt Jørgensen, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Kaution - omfang
|
| Ledetekst: | Gammel gæld. Kaution, gyldighed. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved gældsbrev af 14. marts 1986 ydede indklagedes Viby afdeling til en erhvervsdrivende et lån på 200.000 kr., som ifølge lånedokumentet skulle indfries den 1. juni 1986. Til sikkerhed for lånet afgav klageren samme dag selvskyldnerkautionserklæring.
Den 19. marts 1986 krediteredes låneprovenuet på 193.731,51 kr. debitors kassekredit, hvis saldo herefter udgjorde 393.949,63 (debet). Den 2. juni 1986 indfriedes kautionslånet via kassekreditten med 199.665,76 kr., hvorefter kassekreditten udgjorde 493.325,09 kr. (debet).
Ved allonge til lånedokumentet af 4. juni 1986 forlængedes lånets løbetid til 1. januar 1987. Denne forlængelse blev tiltrådt af klageren som kautionist ved påtegning af samme dag. Ved allonge af 15. december 1986 forlængedes lånet til 1. januar 1988, hvilket tillige blev tiltrådt af klageren som selvskyldnerkautionist. Ved lånedokument af 13. januar 1988 forlængedes lånet påny til 1. januar 1989, hvilket tillige blev tiltrådt af klageren som selvskyldnerkautionist.
Den 29. december 1988 blev fra kassekreditten overført 530.000 kr. til et omlægningslån, således at driftskreditten herefter udgjorde 135.940,93 kr. (debet).
Ved skrivelse af 30. marts 1989 oplyste indklagede på klagerens foranledning, hvad debitors og debitors ægtefælles engagement med indklagede omfattede. Indklagede anmodede samtidig klageren om at bekræfte, at han kunne tiltræde, at kautionslånet pr. 1. marts 1989 blev rentenulstillet, samt at låneaftalen blev taget op til revurdering den 1. april 1990. Ved påtegning af 13. april 1989 på skrivelsen tiltrådte klageren, at kautionsforpligtelsen for lånet på 200.0000 blev forlænget som anført. Ved sikkerhedsstillelsesdokument af 18. april 1990 kautionerede klageren påny for lånet på 200.000 kr. I juli 1991 forlængedes lånet til 1. januar 1992, og i den anledning anmodede afdelingen klageren om at tiltræde forlængelsen i egenskab af kautionist.
Ved skrivelse af 30. august 1991 til klageren meddelte afdelingen, at man d.d. havde opsagt engagementet med debitor, og at man i den anledning gjorde klagerens kautionsforpligtelse på 200.000 kr. gældende. Klageren rettede herefter ved sin advokat henvendelse til indklagede og anførte, at kautionsforpligtelsen ikke kunne gøres gældende overfor ham.
Efter kravets overgivelse til retslig incasso har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at kautionsforpligtelsen ikke kan gøres gældende overfor ham.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at noget tyder på, at han ved sin kautionserklæring af 14. marts 1986 kautionerede for gammel gæld, således at en væsentlig forudsætning for påtagelsen af kautionsforpligtelsen er bristet. Afdelingen har endvidere undladt at give klageren tilstrækkelig information om de nærmere konsekvenser af det omhandlede kautionsengagement. I den oprindelige låneaftale er lånets løbetid anført til to måneder, men kautionsengagementet har varet i mere end fem år, hvilket ligger uden for, hvad kautionisten i sin tid havde påregnet. Uanset underskrivelsen af kautionsdokumenterne, kan kautionisten påberåbe sig bestemmelsen i aftalelovens § 36 til støtte for, at han efter så lang en henstand ikke længere kan være forpligtet. Indklagede har endvidere undladt at opfylde sin underretningspligt i medfør af bank- og sparekasselovens § 41, og konsekvensen heraf har i lyset af den ekstraordinære lange henstand været, at kautionistens regreskrav mod låntager er væsentligt forringet. Endelig har indklagede fortrinsvis afskrevet rente- og afdragsbetaling på usikrede mellemværender så som driftkreditten m.v., alt imens der er sket en konstant udskydelse med hensyn til afvikling af den kautionssikrede fordring.
Indklagede har anført, at der i forbindelse med klagerens kautionsforpligtelse i 1986 blev indsat 193.731,51 kr. på kassekreditten, hvilket beløb udgør provenuet af det kautionssikrede lån. Af kontoudtog fremgår det, at kassekreditten allerede pr. 2. april 1986 påny er trukket op over maximum, 550.000 kr., og der har således efter afgivelsen af kautionserklæringen været stillet yderligere likviditet til rådighed for debitor. Der er derfor ikke tale om kaution for allerede eksisterende gæld. Det kautionssikrede lån blev indfriet den 1. juni 1986, hvilket fremgår af kontoudtog over driftskreditten. Debitor oplyste imidlertid, at der ikke som ventet, ville indtræde nogen permanent likviditetsforbedring for virksomheden, og under et møde i afdelingen den 4. juni 1986 blev kautionslånet forlænget til den 1. januar 1987. Kassekreditten blev imidlertid allerede i begyndelsen af juli måned 1986 påny trukket op til maksimum. Der har således også i forbindelse med denne forlængelse af kautionsforpligtelsen været tale om, at der blev stillet yderligere likviditet til rådighed for debitor. Klageren har løbende tiltrådt forlængelsen af låneengagementet. I forbindelse med at indklagede i 1991 indgav konkursbegæring mod debitor anmeldte indklagede et krav på over 900.000, kr., efter at de væsentligste sikkerheder var realiseret. Fra kautionsforpligtelsens etablering og frem til januar 1992 er den usikrede del af indklagedes tilgodehavende således ikke nedbragt, men der er derimod sket en nettoudvidelse af engagementet på ca. 300.000 kr., hvoraf 270.000 kr. er sikret ved kaution deriblandt af klageren. Da klageren løbende har tiltrådt, at der er ydet debitor henstand, har indklagede ikke overtrådt bank- og sparekasselovens §41.
Ankenævnets bemærkninger:
Det må efter det foreliggende lægges til grund, at provenuet af det kautionssikrede lån blev stillet til rådighed for debitor som ny likviditet, og klageren har løbende tiltrådt, at lånet blev forlænget. Ankenævnet finder herefter ikke, at der er oplyst oprindelige eller efterfølgende omstændigheder, som kan medføre bortfald eller nedsættelse af klagerens kautionsforpligtelse.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.