Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Afregning af TDC aktier i henhold tilkøbstilbud.

Sagsnummer: 54/2006
Dato: 04-07-2006
Ankenævn: John Mosegaard, Hans Daugaard, Peter Stig Hansen, Lotte Aakjær Jensen, Ole Jørgensen
Klageemne: Værdipapirer - afregningskurs
Ledetekst: Afregning af TDC aktier i henhold tilkøbstilbud.
Indklagede: Alm. Brand Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens indsigelser i forbindelse med indklagedes afregning af klagerens salg af TDC aktier i henhold til et offentligt fremsat købstilbud.

Sagens omstændigheder.

Den 17. januar 2006 sendte klageren og dennes ægtefælle, H, følgende meddelelse til indklagede:

"VEDR. INDLØSNING AF TDC-AKTIER

Undertegnede anmoder hermed om at få indløst flg. TDC-aktier til tilbudt kurs 382:

150 stk. TDC på depot

[-59]

tilhørende [H] [cpr. nr.]

og [klageren] [cpr. nr.]"

Meddelelsen fremkom i anledning af et i offentligheden fremsat tilbud om køb af aktier i TDC.

Ved fondsafregning af 27. januar 2006 afregnede indklagede klagerens og ægtefællens salg af 150 stk. TDC aktier til kurs 382. Af fondsafregningen fremgår bl.a.:

"…

Handlen er gennemført som markedskurshandel. Bedste bud/udbud på Københavns Fondsbørs var 392,00 og 393,00 på handelstidspunktet.

…"

Parternes påstande.

Den 20. februar 2006 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skal betale 1.500 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at aktierne blev solgt til kurs 382, selvom der blev budt kurs 392 på børsen. Dette er ikke i overensstemmelse med god skik. Indklagede bør derfor godtgøre kursforskellen svarende til 1.500 kr.

Indklagede har anført, at det fremgår klart af klagerens og ægtefællens ordre, at de ønskede at tage imod det købstilbud, der var offentliggjort af TDC.

Den 19. januar 2006 blev modtagne accepter indgivet til Nordea, der var indløsningsbank. De accepter, der blev indgivet til Nordea den 19. januar 2006, var bindende.

Man forespurgte efterfølgende Nordea om muligheden for at trække accepter tilbage, hvilket blev besvaret benægtende.

Det er ikke kutyme at rette henvendelse til en kunde ved modtagelse af accept på et indløsningstilbud. I nærværende tilfælde ville en henvendelse - efter at kursen var begyndt at stige - ikke have haft nogen effekt, da klagerens accept, efter at indklagede havde overgivet den til Nordea, ikke kunne trækkes tilbage.

Da en afgivet accept er bindende, og da kursen på TDC aktier først steg efter at accepterne var afleveret til Nordea, var det ikke muligt at afregne til en anden kurs end indløsningskursen.

Da slutkursen den 19. januar 2006 var 379,54, har klageren ikke lidt et tab.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Fra det tidspunkt indenfor acceptfristen, hvor klagerens og ægtefællens accept af købstilbuddet kom frem til tilbudsgiver, var de forpligtede til at sælge de omhandlede TDC aktier til kurs 382. Fra samme tidspunkt var tilbudsgiver forpligtet til at købe aktierne til denne kurs.

Klageren og ægtefællen må derfor affinde sig med, at handelen blev afregnet til kurs 382, selvom markedskursen var højere på det tidspunkt, hvor handelen blev afviklet.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.