Opgørelse af erstatning for manglende indskud på livrente.
| Sagsnummer: | 249/1999 |
| Dato: | 01-12-1999 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Peter Stig Hansen, Jette Kammer Jensen, Ole Just, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Forsikring - tegning af livrente
|
| Ledetekst: | Opgørelse af erstatning for manglende indskud på livrente. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne klage vedrører opgørelsen af indklagedes erstatningsforpligtelse over for klageren som følge af, at indklagede ved en fejl undlod at indskyde et beløb på klagerens livrente.
Sagens omstændigheder.
Ved en fejl fra indklagedes blev der for indkomståret 1998 ikke foretaget en indbetaling på 33.100 kr. på klagerens livrente i et forsikringsselskab ejet af indklagede.
Ved skrivelse af 19. februar 1999 tilbød indklagede klageren en samlet erstatning på 1.208 kr. Indklagede beregnede klagerens tab til den i 1998 mistede fradragsværdi af indskuddet med fradrag af den i 1999 opnåede fradragsværdi, idet det forudsattes, at beløbet indbetaltes på en livrente i 1999. I beløbet på 1.208 kr. indgik endvidere procenttillæg af restskat svarende til 7% af det mistede skattefradrag. Klageren afviste indklagedes tilbud.
Indklagedes tilbud om betaling af 1.208 kr. var beregnet på grundlag af, at klageren ifølge indklagede havde oplyst, at hun ikke for indkomståret 1999 havde råd til at foretage indbetaling på livrenten.
Under sagens forberedelse for Ankenævnet har klageren anført, at hun ikke ønsker at fraskrive sig retten til at foretage indbetaling i 1999. Indklagede har herefter tilbudt en erstatning på 5.027 kr. Beløbet er beregnet som den mistede skattebesparelse i 1998 med tillæg af restskattetillæg samt med fradrag af skattebesparelsen ved udbetaling.
Parternes påstande.
Klageren har den 16. juni 1999 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale et større erstatningsbeløb end tilbudt.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse mod betaling af 5.027 kr.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at hun får et rentetab som følge af den manglende indbetaling for 1998. Det beløb, som skulle have været indbetalt på livrenten, henstår på hendes almindelige konto, hvor det forrentes med 0,125% på grund af beløbet over 5.000 kr., idet beløb under 5.000 forrentes med 0%.
Indklagede har anført, at man efter omstændighederne er indstillet på at lægge til grund, at klageren foretager indbetaling på livrenten indtil udbetalingstidspunktet i 2003. Som følge heraf er erstatningsbeløbet til klageren opgjort til 5.027 kr.
Klagerens rentetab kompenseres ved, at tabsbeløbet er opgjort i nutidsværdi, hvorved klageren har mulighed for selv at investere det "frie beløb" på 22.087 kr., hvilket fremkommer som det ikke-investerede beløb på 33.100 kr. med tillæg af den tilbudte erstatning på 5.027 kr. fratrukket merskatten for 1998 på 16.040 kr. Klagerens rentetab er ikke påregnelige og dokumenterede. Der henvises i denne forbindelse til Ankenævnets praksis, hvorefter en klager ikke opnår erstatning for eventuelt fremtidigt rentetab, jf. Ankenævnets kendelse i sag nr. 172/1998.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder ikke grundlag for at pålægge indklagede at betale en større erstatning end det tilbudte beløb på 5.027 kr. Det bemærkes herved, at klageren efter Ankenævnets praksis ikke kan opnå erstatning for et eventuelt fremtidigt rentetab.
Som følge heraf
Indklagede skal inden 4 uger betale 5.027 kr. med rente efter renteloven fra 16. juni 1999. Klagegebyret tilbagebetales klageren.