Afgørelse

Indsigelser mod fordring på dødsbo vedrørende misligholdt lån. Forældelse. Misligholdelsesrente. Tvist mellem dødsbo og pengeinstitut henvist af skifteretten til Ankenævnet

Indledning

Denne sag vedrører et dødsbos indsigelser mod en fordring vedrørende et misligholdt lån.

Sagens omstændigheder

Klageren i denne sag er boet efter nu afdøde A, der var kunde i Nordea Bank.

A havde ifølge et gældsbrev af 5. februar 1993 et lån i banken, der blev forhøjet med 4.708,68 kr. til 33.702,58 kr. Lånet var ”løbende indtil videre, dog tages det op til genforhandling senest den 1/8 1993.” Renten var variabel for tiden 17,25 % om året. Bankens dagældende almindelige forretningsbetingelser og almindelige bestemmelser for lån og kreditter, der var gældende for lånet, er ikke fremlagt. Af bankens Generelle vilkår for Privatkunder gældende fra den 14. oktober 2015 fremgår blandt andet:

”…

3. Overtræk, overtræksrente, betaling for rykkerbreve mv.

…

Ved overtræk/restancer på kreditter eller udlån beregnes overtræksrenten som et tillæg til den aftalte rente.

Oplysning om overtræksrenterne fremgår af kontoudskrifter og af bankens prislister, som kan ses på nordea.dk/priser.

Fordringskonti forrentes med en særlig rentesats, som kan ses på nordea.dk/priser.

…”

Den 3. oktober 1995 blev lånet opsagt som følge af misligholdelse og overgik til inkasso. Den 10. december 1995 afgav A insolvenserklæ­ring i fogedretten.

Den 12. maj 1998 afregnede bankens advokat en inkassosag mod A over for banken. Ifølge afregningen havde A betalt i alt 5.850 kr. til advokaten. Advokaten betalte 1.758,75 kr. til banken efter dækning af omkostninger på i alt 4.091,25 kr. Den 24. november 1998 blev A efter anmodning fra banken indberettet til RKI Kredit Information for en fordring på 46.905,09 kr., der var opgjort i fogedretten.

I 1999-2012 sendte banken ved udgangen af hvert år en kontooversigt til A, hvoraf der fremgik en gæld på en fordringskonto på 40.792,53 kr. eksklusive renter. Banken rykkede endvidere A for en afvikling af gælden ved breve af henholdsvis 13. februar 2004, 10. april 2007 og 14. december 2007.

Den 14. december 2012 døde A.

Den 21. december 2012 anmeldte Nordea Bank et krav i boet på 64.016,05 kr., svarende til de 40.792,53 kr. med tillæg af renter i tre år. Rentesatsen varierede i perioden i intervallet 18,25 % - 20,50 % om året.

Boet, der efter det oplyste var solvent og bestod af én mindreårig arving, blev udleveret til en advokat, B, til bobestyrerbehandling.

Ved brev af 17. januar 2013 til banken gjorde B indsigelse mod det anmeldte krav. Banken fastholdt kravet og afslog eventuelle forligsmæssige drøftelser.

Banken har fremlagt et notat af 27. juni 2013 om postrutiner i bankens inkassoafdeling. Heraf fremgår:

”…

Den enkelte sagsbehandler udfærdiger brevet og arkiverer dette elektronisk. Derefter udskriver, underskriver og kuverterer sagsbehandleren brevet, som herefter lægges i en postbakke. Postbakken afhentes 2 gange dagligt af Post Danmark, som forestår postbehandlingen i banken.

Kontooversigter:

Kontooversigten for kunden genereres elektronisk ultimo hvert år. Til og med den 31.12.2011 blev kontooversigten sendt til bankens kunde med almindelig post. Fra og med den 31.12.2012 sendes kontooversigten via sikker mail til kundens Netbank/Konto-kik. Såfremt kunden ikke er tilmeldt Netbank/Konto-kik sendes kontooversigten til kundens folkeregisteradresse.

Afbrydelse af forældelse – brev af 14.12.2007:

I forbindelse med indførelsen af lov om forældelse af fordringer af 6. juni 2007 (forældelsesloven) sendte banken den 14.12.2007 et brev til samtlige debitorer i bankens inkassoafdeling. Brevet blev dannet elektronisk, udskrevet og afsendt til kunden med almindelig post, såfremt banken havde debitors adresse.

Behandling af returpost:

Returpost behandles hos Nordeas centrale returpostfunktion. Når der modtages post retur med meddelelse om en ny adresse, rettes adressen i CMS(kunderegister) og brevet sendes på ny.

Ved modtagelse af returpost, hvor der ikke er angivet ny adresse, skal kundens adresse registreres som ukendt i CMS. Registreringen medfører, at der automatisk rekvireres ny adresse fra CPR-registeret, hvis der er knyttet CPR-nr. til kundenummeret. Samtidig ændres forsendelseskoden automatisk til ”I” = intern forsendelse.

Individuelt udsendte breve returneres til den kundeansvarlige, når returpostfunktionen har registreret kundens adresse som ukendt i CMS.

…”

Den 4. marts 2014 indgav klageren v/B en klage over Nordea Bank til Ankenævnet. Ved afgørelse af 21. januar 2015 i sag nr. 79/2014 afviste Ankenævnet at behandle klagen med den begrundelse, at sagen hørte under skifterettens kompetence.

Ved skifterettens afgørelse af 29. september 2015 blev sagen hævet og henvist til behandling i Pengeinstitutankenævnet, jf. retsplejelovens § 361. Af afgørelsen fremgår blandt andet:

”…

Skifteretten har påset, at formalia for sagens anlæg i dødsboskiftelovens § 56 er overholdt.

Skifterettens behandling af sagen sker herefter under anvendelse af retsplejelovens regler om borgerlige tvister, jf. 98, stk. 1. Herefter finder retsplejelovens § 361 tillige anvendelse.

…”

Den 29. oktober 2015 indgav klageren v/B en ny klage over Nordea Bank til Ankenævnet.

Den 28. april 2016 nedsatte banken sit krav pr. dødsdagen den 14. december 2012 til 52.889,73 kr., idet hovedstolen blev nedsat fra de 40.792,53 kr. til hovedstolen på 33.702,58 kr. ifølge gældsbrevet. Hertil kom renter i tre år i intervallet 18,50 % -20,50 %.

Banken har fremlagt en prislisteudskrift af pr. den 12. februar 2016, der viser, at rentesatsen på fordringskonti for tiden var 19,50 % om året for lån uden aftalt afvikling.

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, at Nordea Bank skal frafalde eller nedsætte kravet.

Nordea Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at det er uklart, om A har underskrevet gældsbrevet.

Der foreligger ikke dokumentation for, at beløbet på 33.702,58 kr. ikke er blevet afviklet. Der foreligger heller ikke dokumentation for rentesatsen. Den af banken anvendte rentesats er urimeligt høj og bør tilsidesættes i medfør af aftalelovens § 36.

Det er uklart, om sagen har været foretaget i fogedretten, eller om den er blevet afvist på grund af afgivelse af insolvenserklæring.

Fordringen er forældet. Der har ikke været foretaget retsskridt efter den 17. november 1997. Brevet af 10. april 2007, som banken har oplyst, at den har sendt, er ikke kommet frem til A. Banken har bevisbyrden for, at brevet er kommet frem, og denne bevisbyrde har banken ikke løftet.

Banken har ikke sendt prisinformationer til A. Den af banken nu fremlagte prisliste for 2016 er uden betydning for nærværende sag.

Det af banken anførte om, at A blev rådgivet og vejledt om misligholdte lån, er udokumenteret.

Renterne er ikke blevet indberettet til SKAT.

A havde likvide midler på 235.000 kr., der stod til lav forrentning. Det må derfor formodes, at A havde indfriet gælden i Nordea Bank, hvis han havde haft kendskab til den. A oplyste endvidere ikke om gælden i forbindelse med, at han oprettede testamente.

Det er urimeligt, at banken kræver misligholdelsesrenter, når den ikke har forsøgt at inddrive fordringen. Banken bør i hvert fald nedsætte rentekravet til procesrenten.

Nordea Bankhar anført, at hovedstolen på 33.702,58 kr. i henhold til gældsbrevet ikke er blevet nedbragt. Der var ifølge gældsbrevet tale om et afdragsfrit lån.

Forældelsen af fordringen blev afbrudt ved påmindelser i form af breve og kontooversigter til A forud for forældelseslovens ikrafttræden den 1. januar 2008, herunder ved brevene af henholdsvis 10. april 2007 og 14. december 2007 samt kontooversigten pr. den 31. december 2007. Der er derfor ikke indtrådt forældelse af fordringen, jf. forældelseslovens § 30, stk. 3.

Påmindelserne blev sendt til A’s folkeregisteradresse på tidspunktet for de pågældende breves og kontooversigters datering, og ingen af de i alt 11 påmindelser, som banken har sendt, er kommet retur. Det er derfor meget lidt sandsynligt, at ingen at påmindelserne er kommet frem til A.

Banken har ikke været bekendt med det af klageren nu oplyste om, at A havde likvide midler på 235.000 kr. Beløbet indestod ikke i banken, og A har i fogedretten to gange erklæret, at han ikke kunne betale gælden, og at han ikke ejede aktiver, der kunne være genstand for udlæg.

Det fremgår af bankens Generelle vilkår for privatkunder, som er gældende for A’s lån, at banken har ret til at forrente fordringskonti med en særlig rentesats, som kan ses i bankens prisliste. Fordringsrentens størrelse er hverken usædvanlig eller urimelig.

A er i overensstemmelse med bankens sædvanlige praksis blevet rådgivet og vejledt om konsekvenserne af at misligholde sit lån.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet finder ikke, at klageren har godtgjort omstændigheder, der kan medføre, at nu afdøde A ikke hæftede for lånet på 33.702,58 kr. ifølge gældsbrevet af 5. februar 1993.

Det fremgår ikke af gældsbrevet, at banken var berettiget til eventuel misligholdelsesrente, og de dagældende almindelige bestemmelser for lån og kreditter og dagældende generelle vilkår, der var gældende for aftalen, er ikke fremlagt under sagen.

Efter en samlet vurdering finder Ankenævnet imidlertid, at det må lægges til grund, at banken havde fornøden hjemmel til at beregne sig misligholdelsesrenter og omkostninger som sket. Ankenævnet har herved bl.a. lagt vægt på det anførte i det fremlagte eksemplar af bankens Generelle vilkår for privatkunder gældende fra den 14. oktober 2015 og det oplyste om opgørelse af fordringen i fogedretten. Misligholdelsesrentens størrelse på 18,50 % - 20,50 % kan ikke tilsidesættes som urimelig.

Det må lægges til grund, at A’s indbetalinger på lånet blev afskrevet på påløbne renter og omkostninger, og at hovedstolen på 33.702,58 kr. således ikke blev nedbragt. Indbetalingerne på lånet fandt sted før 1999. På baggrund af den forløbne tid finder Ankenævnet, at det ikke kan pålægges banken at dokumentere, at betalte renter blev indberettet til SKAT, eller at banken på anden måde tilvejebragte et grundlag for, at A kunne opnå skattemæssigt fradrag for betalte renter.

Efter den tidligere forældelseslov var hovedstolen omfattet af en 20-årig forældelsesfrist, der blev afbrudt ved påmindelse. Ankenævnet finder, at bankens breve af henholdsvis 10. april 2007 og 14. december 2007 samt årsoversigten pr. den 31. december 2007 hver især var påmindelser, der afbrød forældelsesfristen efter de dagældende bestemmelser. Banken har oplyst, at breve og kontooversigter til A ikke blev modtaget retur. Banken har endvidere redegjort for sin procedure for postafsendelse og for registrering af returneret post. Ankenævnet finder, at banken herved i tilstrækkelig grad har ført bevis for, at påmindelserne er kommet frem til A. Det følger af den nugældende forældelseslovs § 30, stk. 3, at afbrydelse af forældelse, der har fundet sted før lovens ikrafttræden den 1. januar 2008, har virkning som afbrydelse efter den nugældende forældelseslov. Efter den nugældende forældelseslov er hovedstolen omfattet af en 10-årig forældelsesfrist. Der er derfor ikke indtrådt forældelse af hovedstolen.

Sammenholdt med forældelsesreglerne kan den forløbne tid ikke i sig selv begrunde, at kravet skulle være fortabt ved passivitet. Ankenævnet finder endvidere ikke, at banken har bibragt A en berettiget forventning om, at fordringen ikke ville blive gjort gældende.

Forældelsesfristen for renter er tre år. Banken har i overensstemmelse hermed under sagen nedsat sit krav til hovedstolen ifølge gældsbrevet med tillæg af renter i tre år.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.