Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Overførsel af selvpensioneringskonti.

Sagsnummer: 580/1993
Dato: 10-03-1994
Ankenævn: Niels Waage, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Ole Simonsen
Klageemne: Gebyr - overførsel
Ledetekst: Overførsel af selvpensioneringskonti.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

I forbindelse med overførsel af klagerens og dennes ægtefælles selvpensioneringskonti fra indklagede til et andet pengeinstitut i juli 1993 beregnede indklagede sig et gebyr på 2 x 250 kr.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbagebetale de opkrævede gebyrer.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har til støtte for påstanden anført, at han aldrig har modtaget orientering om, at indklagede beregnede sig et sådant gebyr, som han finder urimeligt stort.

Indklagede har anført, at gebyret dækker indklagedes ekspeditionsudgifter ved overførslen af kontiene til et andet pengeinstitut. Gebyrerne opkræves uanset størrelsen af kontoens indestående, og uanset om der samtidig overføres flere konti, idet der er tale om et vederlag for udført arbejde. Gebyret er fastsat under hensyntagen til det gennemsnitlige ressourceforbrug.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder, at klageren måtte påregne, at indklagede eventuelt ville beregne sig et gebyr for det arbejde, der er forbundet med overførslen af klagerens og ægtefællens pensionskonti til andet pengeinstitut. Da Ankenævnet ikke finder gebyret urimeligt stort, tages klagerens påstand ikke til følge.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.