Indlån, bevis for indsættelse af beløb.
| Sagsnummer: | 679/1993 |
| Dato: | 22-08-1994 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Søren Geckler, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Indlån - bevis for indbetaling/udbetaling
|
| Ledetekst: | Indlån, bevis for indsættelse af beløb. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Klageren indgav i 1993 klage over indklagede, idet han gjorde gældende, at 3 indsætninger foretaget i 1992 af beløb på hans sæsonkonto ført i indklagedes Hans Knudsens Plads afdeling ikke var krediteret kontoen. Klagen angik indsætning af:
3.000 kr. den 29. maj i indklagedes Frederikssundvej afdeling 10.000 kr. den 25. juni i indklagedes Brønshøj afdeling 5.500 kr. den 30. juni i indklagedes Brønshøj afdeling.
Ved Ankenævnets kendelse af 25. august 1993 (sag nr. 213/1993) bestemtes, at klagen ikke toges til følge. Ankenævnets begrundelse var, at klageren ikke havde kunnet fremlægge kvitteringer for de omhandlede indbetalinger, ligesom det efter det i øvrigt foreliggende ikke fandtes godtgjort, at klageren havde foretaget indbetalingerne.
Ved klageskema af 24. november 1993 har klageren påny klaget over manglende krediteringer af beløb, han har indsat på sin sæsonkonto i 1992. Det drejer sig om følgende beløb:
Ca. 1. maj eller ca. 29. maj 3.000 kr. i indklagedes Bellahøj afdeling, ca. 26. juni eller 31. juli 5.500 kr. i indklagedes Frederikssundvej afdeling, 24. august 10.000 kr. i indklagedes Høje Gladsaxe afdeling og 4. september 10.000 kr. i indklagedes Høje Gladsaxe afdeling.
Klageren har nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at kreditere hans sæsonkonto med i alt 28.500 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at der må være fejl i indklagedes EDB-system. Således blev en indbetaling foretaget af ham den 27. november 1992 bogført på en anden kundes konto; denne fejl blev rettet den 18. december 1992. Han mener, at der kan være tale om, at de manglende indsætninger på sæsonkontoen ligeledes fejlagtigt er indsat på den konto, hvor indsætningen i november 1992 blev foretaget.
Indklagede har anført, at med hensyn til de hævdede indsætninger af beløbene på 3.000 kr. og 5.500 kr. har man gennemgået samtlige indbetalingsbilag for de oplyste datoer i pågældende afdelinger, uden at man har kunnet konstatere nogen fejl. Med hensyn til de to beløb på 10.000 kr., som klageren har hævdet at have indsat henholdsvis den 24. august og 4. september 1992, har indklagede ved gennemgang af bilag konstateret, at klageren de pågældende datoer har foretaget bl.a. henholdsvis hævning af 10.000 kr. og indsætning af 10.000 kr., men på andre konti tilhørende klageren. De omstridte beløb er ikke indsat på den konto, hvorfra der i november 1992 fejlagtigt blev indsat et beløb.
Ankenævnets bemærkninger:
Klageren har ikke kunnet fremlægge kvitteringer for de omhandlede indbetalinger. På denne baggrund og efter det i øvrigt foreliggende finder Ankenævnet det ikke godtgjort, at klageren har foretaget indbetalingerne.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.