Afgørelse

Rådgivning om kurssikring.

Klageren havde i sin ejendom et 6 pct. obligationslån til det indklagede realkreditinstitut. Instituttet udarbejdede den 10. august 1999 et låneomlægningstilbud til klageren vedrørende omlægning af det gamle lån til et 8 pct. obligationslån på 1.299.000 kr. I tilbudet var indfrielseskursen på det indestående lån anslået til 89,20. Ifølge provenuberegningen i tilbudet ville omlægningen føre til et underskydende provenu på 11.210 kr. Samtidig med tilbudet fremsendte instituttet bekræftelse på kursaftale vedrørende det nye lån. Den 16. august 1999 udarbejdede instituttet et nyt lånetilbud vedrørende et obligationslån på 1.325.000 kr. I dette tilbud var indfrielseskursen på det gamle lån anført med 90,85. Provenuberegningen viste et forventet overskydende provenu på 614 kr. Ligeledes den 16. august 1999 fremsendte instituttet en bekræftelse af fastkursaftale på det nye lån. Låneomlægningen blev gennemført den 31. august 1999 i overensstemmelse med fastkursaftalen. I oktober 1999 fremsatte klageren over for instituttet krav om, at det nye lån for instituttets regning blev nedbragt med 26.000 kr., så det svarede til det oprindelige tilbud på 1.299.000 kr. Klageren begrundede sit krav med mangelfuld rådgivning fra instituttets side, idet klageren ikke på noget tidspunkt var blevet informeret om den økonomiske risiko ved ikke at tegne kursaftale på indfrielsen af det gamle lån. Instituttet afviste klagen og fremlagde skærmudskrifter af instituttets notater i forbindelse med telefonsamtaler mellem klageren og instituttet. Notaterne viste, at klageren den 10. august 1999 havde tilkendegivet, at han selv ville følge indfrielseskursen, og at klageren først den 11. august bad om en kursaftale på indfrielsen samt om forhøjelse af det nye lån, således at der ikke opstod et underskud ved låneomlægningen.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle nedbringe hans lån med 26.000 kr. Instituttet påstod principalt frifindelse, subsidiært at lånet skulle nedbringes med et mindre beløb end 26.000 kr.

Nævnet fandt ikke anledning til at betvivle indholdet af instituttets registreringer af 10. og 11. august 1999 af telefonsamtaler mellem klageren og instituttet. Nævnet fandt det på denne baggrund betænkeligt at fastslå, at instituttet kunne gøres erstatningsansvarlig over for klageren som følge af mangelfuld rådgivning om kurssikring af det eksisterende lån. Nævnet frifandt derfor realkreditinstituttet.