Størrelse af saldo.
| Sagsnummer: | 526/1990 |
| Dato: | 18-03-1991 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Peter Møgelvang-Hansen, Lars Pedersen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Indlån - bevis for indbetaling/udbetaling
|
| Ledetekst: | Størrelse af saldo. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Under denne sag har klageren nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre ham 1.000.287 kr., som indklagede uretmæssigt skal have hævet på hans økonomikonto.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at indklagede uretmæssigt har spærret hans Visa/dankort under henvisning til, at kontoen var i overtræk, uanset at der på daværende tidspunkt indestod 1.000.287 kr. Det har ikke været muligt for klageren at udfinde, hvor beløbet, der ikke fremgår af indklagedes kontoudskrifter, beror. Klageren har endvidere anført, at indklagede har afvist at yde ham et lån til brug for køb af en bil, idet indklagede uretmæssigt stillede krav om udlevering af regnskab, selvangivelse og budget til afdelingen, ligesom indklagede har afvist at yde klageren et lån til finansiering af opførsel af en Øresundsbro.
Indklagede har anført, at klageren i begyndelsen af september 1990 henvendte sig i kontoførende afdeling og anmodede om, at afdelingen udfærdigede en garanti i anledning af, at han ønskede at etablere et selskab. I den anledning anmodede afdelingen om at få indleveret regnskab, selvangivelse samt relevant materiale vedrørende oprettelse af selskabet. Dette afslog klageren, idet han anførte, at det var private papirer. Den 20. september 1990 anmodede klageren afdelingen om at finansiere en Porsche til 1,2 mio. kr., i hvilken anledning afdelingen påny anmodede om at få tilsendt regnskab, selvangivelse og budget, hvilket klageren afviste. Den 25. september 1990 henvendte klageren sig i afdelingen og anmodede om, at hans i afdelingen beroende aktier blev afhændet, og at hans konti bortset fra økonomikontoen, blev opgjort.
Klageren har efterfølgende henvendt sig til indklagedes direktionssekretariat og ansøgt om et lån til finansiering af opførsel af en Øresundsbro.
Klagerens økonomikonto, hvortil klagerens Visa/dankort er tilknyttet, udviste flere gange i løbet af september og oktober måned 1990 et overtræk, og da økonomikontoen den 8. oktober 1990 udviste et overtræk på 13.705,12 kr., spærrede afdelingen klagerens Visa/dankort. Efter at kortet var blevet spærret og senere var blevet inddraget i en hæveautomat, viste det sig, at klageren havde benyttet kortet i såvel Danmark som i udlandet, således at økonomikontoen udviste et overtræk på ca. 16.000 kr. Indklagede har endvidere fremlagt udskrift af 15. januar 1991 over klagerens engagement hos indklagede, hvoraf fremgår, at klageren ikke har et beløb på 1.000.287 kr. tilgode hos indklagede.
Ankenævnets bemærkninger:
Der findes ikke at være noget grundlag for at antage, at saldoen på klagerens indlånskonto hos indklagede på et tidspunkt skulle have udgjort 1.000.287 kr., uden at dette fremgår af kontoudskrifterne.
For så vidt angår klagerens låneansøgninger bemærkes, at det alene beror på indklagedes eget skøn, om indklagede er villig til at yde klageren de ansøgte lån.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.