Konto, spærring af tilhørende dankort.
| Sagsnummer: | 60/1993 |
| Dato: | 25-08-1993 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Peter Møgelvang-Hansen, Lars Pedersen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Betalingstjenester - udstedelse og (gen)udlevering af kort
|
| Ledetekst: | Konto, spærring af tilhørende dankort. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 24. juni 1991 blev klagerens dankort tilbageholdt i en pengeautomat opstillet i indklagedes Åboulevard afdeling. Den i denne forbindelse udskrevne meddelelse angav: "KORTSTATUS: MI". Klageren fik efter personlig henvendelse kortet udleveret.
Ved skrivelse af 10. juli 1992 rettede klageren henvendelse til kontoførende afdeling, Vesterport afdeling, idet han anmodede om at få oplyst baggrunden for, at kortet var blevet tilbageholdt samt betydningen af angivelsen "KORTSTATUS: MI". Efter det oplyste modtog klageren ikke svar herpå.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skal redegøre for baggrunden for tilbageholdelsen af dankortet samt betale klageren godtgørelse for udgifter til anbefalet skrivelse, gebyr til folkeregisteret, telefonsamtaler samt tabt arbejdsfortjeneste m.v.
Indklagede har oplyst, at klagerens kort muligt er spærret med forkert kode. "MI" står for "misbrug". Spærringen kan også skyldes fejlindtastning med forkert PIN-kode. En nøje undersøgelse af disse forhold kan kun ske gennem PBS. Der er ingen anmærkning på klagerens forbindelse med indklagede, og klageren vil kunne få reetableret dankortet eller eventuelt få det udskiftet. Indklagede har beklaget de opståede misforståelser. Overfor klagerens krav om erstatning har indklagede nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at han efter kortets spærring fik sin bankrådgiver i et andet pengeinstitut til at ringe til indklagede, men han fik ikke nogen forklaring. Indklagede har ikke før klagerens henvendelse til Ankenævnet villet forklare omstændighederne omkring kortets spærring. Han har aldrig meldt dankortet stjålet, hvorfor han er uforstående overfor spærringen. Indklagede har tilsidesat kontoaftalen og forhindret klageren i bl.a. at sætte penge ind på sin konto og hæve penge fra pengeautomater. Klageren har heller ikke modtaget kontoudskrifter.
Indklagede har anført, at man ikke finder grund til at foretage undersøgelse af kortets "historik" hos PBS, idet det ligger klart, at der er sket en eller flere misforståelser, som det alligevel vil være vanskeligt at udrede. Der har været en mindre unøjagtighed i indklagedes registrering af klagerens adresse, som har medført returnering af indklagedes breve, hvorved kommunikationen med klageren er gået tabt. Havde klageren straks kontaktet kontoførende afdeling i 1991, ville problemet omkring kortet formentlig have været løst. Klageren har imidlertid henvendt sig via en anden afdeling og et andet pengeinstitut, hvilket utvivlsomt har givet anledning til yderligere misforståelser. Hertil kommer, at klageren gennem en lang periode har forholdt sig passiv. Indklagede afviser klagerens erstatningskrav, da de medtagne beløb er irellevante eller afledt af, at klageren selv har handlet uhensigtsmæssigt.
Ankenævnets bemærkninger:
Indklagede har under klagesagen erklæret, at tilbageholdelsen af klagerens dankort ikke var foranlediget af klagerens forhold og formentlig skyldtes en fejlkodning fra indklagedes side, og at klageren vil kunne få kortet reetableret, hvis han ønsker det. Herefter, og i øvrigt af de grunde, der er anført af indklagede,
Den indgivne klage tages ikke til følge.