Afvisning af forlængelse af valutaterminsforretninger.
| Sagsnummer: | 122/1990 |
| Dato: | 25-06-1990 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Arnold Kjær Larsen, Erik Sevaldsen, Lars Pedersen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Terminsforretninger - forlængelse
|
| Ledetekst: | Afvisning af forlængelse af valutaterminsforretninger. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Klageren har været kunde hos indklagede igennem 15 år og har bl.a. foretaget en række valutaterminsforretninger gennem indklagede.
Den 24. februar 1990 afholdt indklagede generalforsamling, i hvilken forbindelse klageren som aktionær hos indklagede kommenterede indklagedes regnskab, ligesom klageren foranledigede afholdt kampvalg til indklagedes repræsentantskab.
Ved skrivelse af 26. februar 1990 til klageren meddelte indklage de, at hans engagement havde været behandlet på et samme dag afholdt bestyrelsesmøde, ligesom det anførtes, at ".... vi ikke ønsker at indgå forlængelse af eksisterende forretninger, ligesom vi ikke er interesseret i fremtidige nye forretningsforhold." Klageren havde på det pågældende tidspunkt hos indklagede en terminsforretning på 1 mio. DEM mod FIM, som forfaldt den 14. marts 1990. I en skriftlig henvendelse til formanden for indklagedes bestyrelse anmodede klageren den 2. marts om, at denne forretning forlængedes med 4 uger til den 11. april 1990, og ved skrivelse af 15. marts gav formanden tilladelse til en forlængelse til 14. april.
I skrivelse af 21. marts meddelte indklagede klageren, at etablerede forretninger kunne løbe til allerede fastlagt udløb.
Ved skrivelse af 10. april til klageren meddeltes, at indklagede pr. den 17. april havde afsluttet valutaterminsforretningen med et tab på 51.712 kr, hvorefter klageren i skrivelse af 11. april fremførte, at forretningen var afsluttet den 10. april med valør den 12. april, men burde have været afsluttet den 11. april med valør den 17. april og således var lukket 5 kalenderdage for tidligt.
Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede pålægges at tilbagekalde opsigelsen af forretningsforholdet og tilpligtes at betale ham 14.544 kr. med renter fra den 17. april 1990, til betaling sker.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for sin påstand anført, at baggrunden for, at indklagede har opsagt forretningsforholdet, må være hans kritik på indklagedes generalforsamling. Han har da også telefonisk fået oplyst af indklagedes direktør, at det var uønsket, at han havde foranlediget kampvalg til repræsentantskabet, ligesom hans kritik af regnskabet var uønsket.
For så vidt angår indklagedes lukning af forretningen er dette sket for tidligt, idet man den 11. april kunne handle med valør den 17. april, idet Skærtorsdag ikke er bankhelligdag i Vesttyskland og Finland.
Indklagede har anført, at det falder udenfor Ankenævnets kompetence at behandle forhold omkring et pengeinstituts generalforsamling.
Indklagede har endvidere henvist til, at det af indklagedes bestyrelses beretning fremgik, at det var indklagedes politik hellere "... at sige farvel til en kunde, der er ved at blive for stor, end at risikere bankens eksistens i tilfælde af en sådan kundes vanskeligheder." På bestyrelsesmødet hos indklagede den 26. februar 1990 drøftedes større engagementer, herunder klagerens, og det besluttedes at afvikle forretningsforholdet. Klageren har ikke noget krav på en vedvarende forlængelse af en valutaterminsforretning.
For så vidt angår afviklingen af klagerens forretning omkring påsken har indklagede anført, at forretningen er lukket den 10. april med valør den 17. april og ikke som anført af klageren med valør den 12. april. Det er korrekt, at den også kunne have været lukket den 11. april med samme valørdato, men klageren har ikke lidt noget tab, idet krydskursen på DEM/FIM den 11. april var 237,1331 mod 236,4283 den 10. april.
Ankenævnets bemærkninger:
Selv om indklagedes opsigelse den 26. februar 1990 af forretningsforholdet med klageren måtte være foranlediget af klagerens udtalelser på generalforsamlingen den 24. s.m., finder Ankenævnet ikke at kunne pålægge indklagede at fortsætte forretningsforholdet. Det bemærkes herved, at indklagede ikke har opsagt løbende forretninger, men alene har afvist at forlænge forretninger og at indgå nye forretninger.
Det må lægges til grund, at den konkrete valutaterminsforretning er lukket den 10. april 1990 med valør den 17. april. Indklagede burde muligvis først have lukket forretningen den 11. april, men det er ikke godtgjort, at klageren har lidt tab ved dette forhold. Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.