Spørgsmål om indfrielse af gæld med kreditorbeskyttede midler var aftalt.
| Sagsnummer: | 52 /2009 |
| Dato: | 19-01-2010 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Troels Hauer Holmberg, Ole Jørgensen |
| Klageemne: |
Betalingsformidling - øvrige spørgsmål
Indlån - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Spørgsmål om indfrielse af gæld med kreditorbeskyttede midler var aftalt. |
| Indklagede: | Vestjysk Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører indfrielse af gæld med kreditorbeskyttede midler, jf. retsplejelovens § 513.
Sagens omstændigheder.
Klageren, der var kunde i pengeinstituttet P, oprettede i efteråret 2005 en indlånskonto i Vestjysk Bank. Den 31. oktober 2005 blev der indsat 1.030.716,21 kr. på kontoen. Beløbet var en erstatning, som klageren fik udbetalt i forbindelse med et færdselsuheld.
Under sagen er der fremlagt en overførselsanmodning, der er stilet til P, og som er underskrevet af klageren den 11. november 2005. Medarbejderen M underskrev overførselsanmodningen på vegne af Vestjysk Bank. Det fremgår af overførselsanmodningen, at Vestjysk Bank på foranledning af klageren anmodede P om, at "opgøre følgende konto med renter til opgørelsesdagen og snarest muligt overføre beløbet til/trække beløbet på os". Under overskriften "Kontotype" var der anført "Alle konti"
Den 23. november 2005 blev der fra klagerens konto i Vestjysk Bank overført 285.392,95 kr. til indfrielse af klagerens gæld hos P. Restindeståendet på kontoen udgjorde herefter ca. 73.000 kr. I perioden 31. oktober – 22. november 2005 var der ved 18 transaktioner hævet i alt ca. 672.000 kr. på kontoen.
Ved brev af 12. oktober 2007 henvendte klageren sig via en advokat til Vestjysk Bank om navnlig overførslen på 285.392,95 kr.
Ved brev af 2. november 2007 oplyste banken, at kontoen, hvorpå klagerens erstatningsbeløb var blevet indsat, havde opfyldt kravene til kreditorbeskyttelse, jf. retsplejelovens § 513, og at overførslen på 285.392,95 kr. var sket til indfrielse af klagerens gæld hos P efter aftale med klageren.
Parternes påstande.
Den 26. januar 2009 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet har forstået klagerens påstand således, at Vestjysk Bank skal tilbageføre overførslen på 285.392,95 kr.
Vestjysk Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at overførslen på 285.392,95 kr. til P skete uden hendes samtykke. En overførselsanmodning udgør ikke et tilstrækkeligt grundlag for at hæve på en kreditorbeskyttet konto.
Banken burde have rådgivet hende til at rette henvendelse til en advokat med henblik på at få hjælp til dispositionerne over erstatningsbeløbet.
Det var hendes hensigt at forsøge at opnå en aftale med P om hel eller delvis bortfald af gælden. Vestjysk Bank oplyste gentagne gange på hendes forespørgsler, at man ikke havde hørt fra P. Først på et langt senere tidspunkt fik hun at vide, at banken havde indfriet gælden.
M, som ekspederede sagen, havde tidligere været ansat hos P.
Vestjysk Bank har anført, at overførslen til P skete efter aftale med klageren og med henblik på at indfri klagerens lån hos P. Dette understøttes af overførselsanmodningen, hvor klageren med sin underskrift bekræftede, at alle konti hos P skulle opgøres, og at opgjorte beløb skulle overføres til eller trækkes på Vestjysk Bank.
Overførselsanmodningen blev underskrevet af klageren under overværelse af bankens medarbejder, M.
Det har ikke været aftalt, at klagerens lån hos P ikke skulle indfries, eller at lånet skulle overføres til Vestjysk Bank og bestå som et lån.
Banken har fulgt klagerens instrukser og har ikke handlet ansvarspådragende.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet har forstået det af klageren anførte således, at klageren ikke bestrider at have underskrevet overførselsanmodningen.
Det fremgår af overførselsanmodningen, at den vedrørte overførsel af "alle konti" fra pengeinstituttet P til Vestjysk Bank.
Klager må have vidst, at hendes gæld til P oversteg hendes indeståender. På den anførte baggrund finder Ankenævnet, at klageren, da hun underskrev anmodningen, måtte indse, at hendes gæld til P ville blive indfriet med de kreditorbeskyttede midler på kontoen i Vestjysk Bank.
Klagerens påstand om, at Vestjysk Bank skal tilbageføre det overførte beløb tages derfor ikke til følge.
Der er heller ikke grundlag for at fastslå, at Vestjysk Bank på anden måde, herunder som følge af mangelfuld rådgivning, skulle have pådraget sig et erstatningsansvar overfor klageren.
Som følge heraf træffes følgende
a f g ø r e l s e :
Klagen tages ikke til følge.