Afgørelse

Spørgsmål om Sydbank var erstatningsansvarlig for klagerens tab på investeringer, der delvist var finansieret ved CHF-lån.

Indledning

Denne sag vedrører, om Sydbank er erstatningsansvarlig for klagerens tab på investeringer, der delvist var finansieret ved optagelse af CHF-lån (schweizerfranc).

Sagens omstændigheder

Klageren blev kunde i Sydbank i 2003, hvor banken blandt andet overtog to valutalån på i alt 1.423.218 CHF fra klagerens tidligere bankforbindelse.

I foråret 2003 fik klageren en investeringspakke hos Sydbank bestående af de to valutalån på passivsiden og en række værdipapirer på aktivsiden. Klageren solgte værdipapirerne i august 2003, men beholdt de to lån.

Efter en henvendelse fra klageren, fremsendte banken den 12. januar 2004 et forslag til en ny investeringspakke til klageren. Efter forslaget skulle klageren indskyde ca. 5 mio. kr., der sammen med de to CHF-lån kunne finansiere investeringer for ca. 12 mio. kr.

Investeringerne skulle fordeles med 80 % i investeringsforeninger med udenlandske obligationer og 20 % i investeringsforeninger med aktier. Afkastforventningen var angivet som 18,63 % p.a. af indskuddet. Desuden var angivet best case og worst case årlige afkast af indskuddet på henholdsvis 75,18 % og minus 33,17 % forudsat uændrede valutakurser. Forslaget indeholdt beregningseksempler, der viste, at med et negativt afkast på porteføljen og en valutakurs på CHF, der steg til 505,40 ville klageren tabe ca. 2 mio. kr.

Det var videre angivet i forslaget, at stop loss ville indtræde ved en overdækning på 1.448.606 kr. beregnet på baggrund af angivet vægt af aktiver og gæld.

Klageren valgte at investere alene i obligationsbaserede investeringsforeninger.

Den 22. marts 2007 underskrev klageren et investeringslån på 1.423.218 CHF med banken. Lånet var en sammenlægning af de to hidtidige CHF-lån.

Investeringslånet indeholdt vilkår, der gav banken ret til at kræve yderligere sikkerhedsstillelse af klageren, såfremt kursværdien af værdipapirerne faldt og/eller kursværdien af CHF-lånet steg, således, at forskellen mellem værdipapirerne (og eventuel anden sikkerhedsstillelse) og investeringslånet udgjorde 60 % eller mindre af en sikkerhedsmargin, der blev beregnet af banken på baggrund af forskellig vægt tildelt aktiver og passiver.

Klageren fik tilsendt månedlige afkastopgørelser fra banken med oversigt over værdipapirbeholdningen samt den aktuelle kursværdi af investeringslånet. Det fremgår af afkastopgørelsen af 2. januar 2008, at klageren havde et urealiseret overskud på investeringspakken på 1.069.285,10 kr. (kursværdi af værdipapirbeholdning og saldo på afkastkonto fratrukket kursværdien af investeringslånet og klagerens eget indskud). Afkastopgørelsen indeholdt en graf, der viser, at der på investeringspakken var et samlet underskud i dele af 2004, 2005 samt en kort periode i 2006. I øvrige år ville investeringspakken kunne have været lukket ned med et overskud.

Den 22. oktober 2008 solgte klageren de værdipapirer, der lå til sikkerhed for CHF-lånet, for ca. 9 mio. kr. Kursværdien af CHF-lånet var ca. 7 mio. kr., således at overdækningen var ca. 2 mio. kr. Ifølge banken var den vægtede overdækning på 1,6 mio. kr., og stop loss grænsen var 60 % heraf. Stop loss var således ikke nået.

Den 1. marts 2010 klagede han til banken over forløbet.

Ved brev af 18. marts 2010 afviste banken klagen.

Parternes påstande.

Klageren har den 28. december 2010 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, atSydbank skal erstatte hans tab på investeringer foretaget via banken.

Sydbank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at han havde handlet med valuta en del år og tidligere ejet obligationer. Han har altid sagt nej til aktier, da de havde for høj risiko. Da han blev kunde i Sydbank fik han anbefalet højrenteprodukter, men fik ikke at vide, at de var meget risikable.

Han fik at vide, at chefen for højrente produkterne var god til at forudse, når der var fare på vej. For eksempel havde han solgt alle obligationer i Argentina, inden de devaluerede. Ellers blev der ikke talt om risiko.

Han har altid fået oplyst, at investeringerne ville give et tocifret positivt afkast.

Stop loss betyder, at når grænsen bliver ramt, skal investeringerne straks lukkes. Det er bankens pligt. Stop loss var angivet som 1.448.606 kr. og det beløb havde han tabt, da han solgte værdipapirerne i oktober 2008. Han har tabt ca. 2,8 mio. kr. i privat regi. Dertil kommer tab i selskab og i pensionsordninger.

Det er korrekt, at han fik en afkastopgørelse en gang om måneden, men det hjælper ikke, når markederne falder så hurtigt, som tilfældet var i efteråret 2008. Banken burde have kontaktet ham.

Sydbank har anført, at klageren var informeret om risikoen forbundet med værdipapirinvestering. Han har også tidligere haft erfaring med tabsgivende investeringer, idet han ifølge sin egen opgørelse tabte mere end 800.000 kr. i 2004.

Banken sikrede sig, at klageren fuldt ud forstod de produkter, som banken tilbød.

Klageren blev grundigt vejledt om værdipapirinvestering generelt, og tillige grundigt vejledt om de enkelte specifikke værdipapirer.

Banken afdækkede klagerens risikoprofil og evne til at bære tab og sikrede sig, at han fuldt ud forstod de indgåede værdipapirinvesteringer og risikoen herved.

Bankens stop loss krav giver banken en ret, men ikke en pligt, i forhold til klagerens tab. Banken havde flere drøftelser med klageren i september 2008 om kursudviklingen.

Banken er ikke erstatningsansvarlig, da banken ikke har udvist erstatningspådragende adfærd.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion

Der er ikke grundlag for at fastslå, at Sydbank har begået ansvarspådragende fejl ved sin rådgivning af klageren i forbindelse med etableringen af investeringspakken i 2004. Det bemærkes i øvrigt, at klageren tidligere havde foretaget investeringer, der delvist var finansieret af valutalån.

Ankenævnet finder, at klageren måtte indse, at bankens rådgivning var baseret på forventninger, der kunne vise sig ikke at holde, og at han selv måtte bære risikoen herfor. Det fremgik af bankens investeringsforslag, at der med en ugunstig udvikling i værdipapir- og valutakurser kunne lides store tab, og det kan ikke antages, at klageren blev bibragt den opfattelse, at såfremt han udskiftede de foreslåede aktieinvesteringer med obligationsinvesteringer, ville investeringen være risikofri.

Det findes ikke godtgjort, at klageren og banken indgik en aftale, hvorefter klagerens værdipapirer skulle realiseres, såfremt klagerens tab på investeringspakken oversteg det beløb, som var nævnt som "stop loss" niveau i bankens forslag til investeringspakke af 12. januar 2004.

Ankenævnet bemærker, at klageren selv valgte at realisere det givne tab.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :