Rådgivning om overførsel og placering af kapitalpensionsopsparing.
| Sagsnummer: | 153/1997 |
| Dato: | 05-11-1997 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Peter Stig Hansen, Niels Bolt Jørgensen, Leif Nielsen |
| Klageemne: |
Kapitalpensionskonti - rådgivning
|
| Ledetekst: | Rådgivning om overførsel og placering af kapitalpensionsopsparing. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 11. februar 1993 underskrev klageren, der er født i 1931, en anmodning om overførsel af sin kapitalpension i Forsvarets Kapitalpensionsfond (arbejdsgiverordning) til indklagedes Haderslev afdeling. Der var tale om hvilende konto, idet klageren var fratrådt sin stilling i forsvaret.
Ved skrivelse af 12. februar 1993 meddelte fonden, at udtræden kunne ske med tre måneders varsel.
Den 11. maj 1993 fremsendte et pengeinstitut, der administrerer fondens midler, klagerens pensionsopsparing på 991.885 kr. til indklagede, som placerede beløbet på kontantkonto. Før overførslen var opsparingen placeret i fondens Almene Investeringsafdeling.
Indklagede har oplyst, at renten blev aftalt løbende med klageren enten pr. telefon eller ved klagerens henvendelse i afdelingen. Renten fulgte pengemarkedsrenten/aftaleindlånsrenten på grundlag af en bindingsperiode på sædvanlig vis mellem to og tre måneder.
I december 1993 blev klagerens private kapitalpension hos Den Danske Bank overført til indklagede.
Indklagede har fremlagt kopi af tre skrivelser til klageren af henholdsvis 6. juli og 19. september 1994 og 11. april 1995 vedrørende rentefastsættelsen på arbejdsgiverordningen for perioden 1. april 1994 til 30. juni 1995. Indklagede har endvidere fremlagt kopi af en cirkulæreskrivelse, som blev udsendt til samtlige pensionskunder den 13. juni 1995. Af denne fremgår bl.a., at pensionsopsparinger med saldi over 500.000 kr. pr. 10. juni 1995 ville blive forrentet med 6,5% p.a., og at fremtidige renteændringer ville følge den almindelige renteudvikling hos indklagede.
Indklagede har oplyst, at klagerens pensionsordning overgik til markedsrentesats den 1. juli 1995, hvor den seneste renteaftale udløb.
Renten på klagerens pensionsordning har udviklet sig som følger:
År Bindingsperiode Rentesats 1993 13. maj til 15. juli 9,27 (maj) 1993 8,02 (juni) 1993 7,82 (juni) 1993 16. juli til 15. sept. 9,75 1993 16. sept. til 15. nov. 9,50 1993/94 16. nov. til 15. febr. 7,30 1994 16. febr. til 15. maj 5,80 1994 16. maj til 15. juni 5,35 1994 16. juni til 15. sept. 5,75 1994/95 16. sept. til 31. marts 6,50 1995 1. april til 30. juni 6,60 1995 1. juli til 31. aug. 6,50 1995 1. sept. til 19. sept. 6,00 1995/96 20. sept. til 9. jan. 5,50 1996 10. jan. til 10. april 5,00 1996 11. april til 19. maj 4,75 1996 20. maj 4,50
I januar 1997 rettede klageren henvendelse til indklagede om rådgivningen i forbindelse med overførslen af pensionsopsparingen og om opsparingens afkast.
Ved klageskema af 10. april 1997 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagedes tilpligtes at betale erstatning.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at en medarbejder hos indklagede primo 1993 uopfordret henvendte sig til ham på åben gade og overtalte ham til at overføre sin kapitalpension til indklagede, som "havde et tilbud som ville slå alt". Medarbejderen udarbejdede straks de fornødne dokumenter, som han blot skulle underskrive. Det er hans opfattelse, at medarbejderen udtalte sig mod bedre vidende, idet det i bankkredse er kendt, at afkastet i fonden er langt højere, end nogen bank kan tilbyde. Han modtog ikke yderligere rådgivning fra indklagede, der blot indsatte opsparingen på en kontantkonto, som gav et langt ringere afkast end den hidtidige ordning. Indklagede burde i hvert fald have placeret opsparingen i obligationer eller rådgivet om muligheden herfor. Han blev ikke orienteret om, at renten skulle aftales løbende og blev derfor chokeret, da han et par måneder efter ordningens etablering fik meddelelse om, at den hidtidige aftale var udløbet. Det bestrides, at han på noget tidspunkt har meddelt indklagede, at han snart ønskede at ophæve pensionsordningen. Såfremt pensionsordningen opsiges på nuværende tidspunkt, vil han lide yderligere tab, fordi han i så fald ikke fortsat kan udnytte den skattefordel, der er forbundet med den private ordning, idet begge ordninger så skal afgiftsberigtiges. Det er hans opfattelse, at indklagede har undladt at yde en loyal og kvalificeret rådgivning dels ved overførslen af ordningen dels ved den efterfølgende placering af midlerne, hvorfor indklagede er ansvarlig for hans tab.
Indklagede har anført, at klageren uopfordret henvendte sig i afdelingen den 11. februar 1993, hvor han drøftede sin pensionsordning med en medarbejder og underskrev overførselsbegæring. Klageren gav udtryk for, at indklagedes produkt var et attraktivt alternativ til hans nuværende pensionsordning, fordi der var tale om en sikker og relativt højt forrentet pensionskonto, frem for ordningen i fonden, der havde en større risikoprofil. Der blev aftalt variabel rente, som fulgte pengemarkedsrenten/aftaleindlånsrenten. Klageren fik at vide, at renten først skulle aftales endeligt, når indklagede modtog pensionsordningen. En alternativ placering af midlerne, herunder bl.a. placering i obligationer, blev drøftet flere gange under de løbende samtaler i forbindelse med rentefastsættelsen, men konklusionen blev hver gang, at klageren ville bevare sin pensionsopsparing disponibel. Klageren har ikke før i januar 1997 udtrykt utilfredshed med ordningen. Det er indklagedes opfattelse, at klageren har fået god rådgivning om mulighederne for placering af sine pensionsmidler både før beslutningen om overførslen og derefter løbende, og at klageren på baggrund af rådgivningen har valgt en ordning med et sikkert afkast.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder ikke grundlag for at antage, at indklagede har givet klageren vildledende eller mangelfuld rådgivning vedrørende dennes pensionsordning.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.