Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Eurocheck, hæftelse for misbrug.

Sagsnummer: 323/1989
Dato: 18-10-1989
Ankenævn: Peter Blok, Bjørn Bogason, Mogens Hvelplund, Kirsten Nielsen, Lars Pedersen
Klageemne: Eurochecks - hæftelse for misbrug
Ledetekst: Eurocheck, hæftelse for misbrug.
Indklagede:
Øvrige oplysninger: SD
Senere dom:
Pengeinstitutter

Sag. nr. 323/1989

Under et ferieophold i Spanien i sommeren 1988 blev klageren ved et indbrud i sin campingvogn frastjålet sit eurocheckkort og 13 eurocheckblanketter, som var opbevaret i henholdsvis en taske og en pung. Tasken var anbragt i et skab i et rum i den ene ende af campingvognen, pungen i et skab i et rum i den anden ende af vognen.

Efter at klageren havde underrettet det spanske politi og indklagede om tyveriet, blev checkene indløst for ialt 22.813 kr., som indklagede pålagde klageren at udrede.

Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde kravet om betaling af beløbet.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse, således at kravet fastholdes.

Til støtte for påstanden har klageren anført, at eurocheckkort og -blanketter var opbevaret på betryggende vis hver for sig, og at indbruddet kan sidestilles med et indbrud i et hus. Ved sin henvendelse til afdelingen i forbindelse med anmeldelsen af tyveriet fik hun oplyst, at hun ikke skulle bære et eventuelt tab i forbindelse med indløsning af eurocheckblanketterne.

Indklagede har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at klageren ikke har opbevaret checkblanketterne og eurocheckkortet på betryggende måde hver for sig. Krav herom fremgår af den bestillingsblanket, som klageren underskrev i afdelingen den 3. juli 1986, hvori det bl.a. hedder: "Jeg erklærer mig indforstået med at opbevare EUROCHECKKORT og EUROCHECKBLANKETTER på betryggende vis HVER FOR SIG, samt at godtgøre kontoførende pengeinstitut de tab, som det måtte pådrage sig som følge af, at opbevaringen ikke er sket som anført".

Det er et afgørende led i sikkerheden ved eurochecksystemet, at 3. mand i videst mulige omfang hindres i at komme i besiddelse af såvel eurocheckkort som blanketter.

I dette tilfælde har tyven ved én handling, nemlig indbrud i campingvognen, været i stand til at komme i besiddelse af både checks og blanketter, som klageren med lethed kunne have opbevaret på en anden og væsentlig mere sikker måde, feks. ved at tage den ene af delene med sig, når campingvognen blev forladt.

Ankenævnets bemærkninger:

Det må lægges til grund, at indklagede efter de internationale regler, der gælder om eurochecks, har været forpligtet til at indløse de eurochecks, som blev frastjålet klageren. Denne har ved sin underskrift på bestillingsblanketten vedrørende eurochekkortet forpligtet sig til at opbevare kort og checkblanketter på betryggende vis hver for sig og at godtgøre indklagede de tab, som indklagede måtte pådrage sig som følge af, at opbevaring ikke sker som anført.

Medlemmerne Peter Blok, Bjørn Bogason og Mogens Hvelplund udtaler herefter:

Opbevaringen af såvel eurocheckkortet som eurocheckblanketterne i klagerens campingvogn findes - selv om kort og checkblanketter var anbragt i hvert sit skab og i hvert sit rum - ikke at opfylde kravet om betryggende opbevaring hver for sig. Herefter, og da det forhold, at en medarbejder hos indklagede i forbindelse med anmeldelsen af tyveriet har udtalt, at klageren ikke ville komme til at bære tabet ved en eventuel indløsning af checkene, ikke findes at kunne føre til et andet resultat, stemmer disse medlemmer for, at klagen ikke tages til følge.

Medlemmerne Kirsten Nielsen og Lars Pedersen udtaler:

Klageren findes ved at have opbevaret checkkort og checkblanketter som beskrevet at have opfyldt kravet om betryggende opbevaring hver for sig, og disse medlemmer stemmmer derfor for at tage klagen til følge.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.