Afgørelse

Medhold klager


Ved gældsbrev af 20. april 1988 ydede et finansieringsselskab klageren et billån på 103.215 kr. Om ydelse og rente var i gældsbrevet anført "Den månedlige ydelse med den nuværende rente er kr. 2.099,00", og "Renten pr. år bagud er p.t. 13,5%. Renten er variabel". Endvidere fremgik, at lånets løbetid var 6 år.

Det var i gældsbrevets almindelige betingelser anført:

"I tilfælde af væsentlig misligholdelse fra låntagers side, herunder såfremt et skyldigt beløb ikke erlægges inden senest 7 dage efter, at skriftlig påkrav herom er afsendt til låntager, på den af [finansieringsselskabet] senest kendte adresse, kan [finansieringsselskabet] forlange lånet indfriet uden varsel. .....

Rente- og provisionsbetingelser og terminer for betaling af disse og lignende ydelser og gebyrer fastsættes af [finansieringsselskabet] og ændringer heraf kan foretages uden varsel."

Til sikkerhed for lånet håndpantsatte klageren ved håndpantsætningserklæring af 19. april 1988 et løsøreejerpantebrev med pant i bilen. Det var i pantebrevet anført, at pantebrevet forrentedes med 6,5% over diskontoen.

Det långivende finansieringsselskab blev pr. 1. januar 1988 fusioneret med et pengeinstitut, som pr. 1. januar 1992 blev fusioneret med indklagede.

Efter en henvendelse fra klageren meddelte indklagede ved skrivelse af 1. juli 1991, at indklagede som følge af klagerens anmærkningsfri betalingsforløb, havde besluttet at nedsætte renten til standardrenten for billån hos indklagede, som da var 14,75%. Ydelsen på lånet blev efterfølgende som følge af renteforhøjelser forhøjet til 2.233 kr.

Der er på klagerens lån hos indklagede i perioden fra 1. maj 1992 til 1. juni 1993 debiteret i alt 5.775 kr. i rykkergebyrer.

Indklagede har oplyst, at 1. rykkerskrivelse udsendes 10 dage efter, at misligholdelsen er konstateret. Er der ikke sket indbetaling til udligning af misligholdelsen 20 dage efter terminen, sendes 2. rykkerskrivelse. Resulterer dette heller ikke i en indbetaling, sendes 3. rykkerskrivelse indeholdende varsel om overdragelse til retslig inkasso. Indklagedes gebyr for rykkerskrivelser er 125 kr. for 1. rykker, 200 kr. for 2. rykker og 300 kr. for 3. rykker.

Lånets restgæld udgjorde pr. 1. juli 1993 18.954,29 kr.

Indklagede har udarbejdet en fortegnelse vedrørende opkrævning af rykkergebyrer på klagerens lån:

Indklagede har oplyst, at renten på lånet har udviklet sig således:

Klageren har i perioden løbende indbetalt ydelser på henholdsvis 2.100 kr. og 2.099 kr. i stedet for 2.233 kr., hvorfor klageren er blevet rykket for restancer. Ydelsen pr. 1. august 1992 er ikke indbetalt.

Den 23. oktober 1992 indbetalte klageren 5.000 kr. på lånet, efter at indklagede forinden havde fremsendt tredje rykker med trussel om lånets opsigelse.

Indklagede meddelte ved skrivelse af 10. marts 1993 klageren, at man, såfremt klageren ekstraordinært indbetalte 20.000 kr. på lånet, var indstillet på at undlade at effektuere en opsigelse af 4. marts 1993, dog under forudsætning af, at beløbet var indklagede i hænde senest den 17. marts 1993, ligesom lånet fortsat skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.233 kr. Klageren indbetalte den 11. marts 1993 10.000 kr.

Klageren har ved klageskema af 10. marts 1993 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at lånet forrentes med en fast rente på 13,5% p.a., at regulere restgælden i overensstemmelse hermed samt, at indklagede godtgør klageren de gebyrer, indklagede har debiteret lånet.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at det fremgår af slutsedlen vedrørende købet af bilen, at lånet skal forrentes med en fast rente på 13,5% p.a., og at sælgeren af bilen, der efterfølgende udfærdigede gældsbrevet, selv har tilføjet, at renten er variabel uden klagerens viden. Det fremgår endvidere af løsøreejerpantebrevet, at renten er 6,5% over diskontoen. Indklagede har derfor anvendt for stor en del af klagerens ydelse til rente i stedet for afdrag. Dette har medført, at restgælden i marts 1993 udgjorde 35.000 kr. mod som forventet 15.000 kr.

Indklagede har anført, at det ikke fremgår af den underskrevne slutseddel, at der er aftalt en fast rente på 13,5% p.a. Løsøreejerpantebrevets rentebestemmelse er uden betydning for forrentningen af gældsforholdet. Opsigelsen af lånet er sket i overensstemmelse med gældsbrevets bestemmelser herom. De opkrævede gebyrer er gebyrer for rykkerskrivelser i forbindelse med restance på lånet. De mange gebyrer skyldes, at klageren ikke har betalt den korrekte ydelse, som er på 2.233 kr., men i stedet har indbetalt 2.100 kr. i en periode og senere 2.099 kr., hvilket er den i gældsbrevet anførte ydelse. Ydelse er imidlertid efterfølgende i henhold til lånedokumentets betingelser for ydelsesændringer hævet i forbindelse med en rentestigning. Klageren har indbetalt den forhøjede ydelse, hvorved lånet har været i restance med differencen på den faktiske ydelse og den af klageren betalte ydelse.

Ankenævnets bemærkninger:

Det fremgår ikke af den underskrevne slutseddel, at der er aftalt en fast rente på 13,5% p.a. Det fremgår derimod af gældsbrevet, at renten er variabel. Løsøreejerpantebrevets rentebestemmelse er endvidere uden betydning for gældsforholdets forrentning. Således som gældsbrevets bestemmelse vedrørende størrelsen af den månedlige ydelse er udfærdiget, finder Ankenævnet, at indklagede er berettiget til at hæve ydelsen i forbindelse med renteforhøjelser. Klageren har derfor været forpligtet til at indbetale den forhøjede ydelse, hvorfor indklagede har været berettiget til at rykke klageren for restancer opstået på lånet som følge af, at klageren har indbetalt en for lille ydelse.

I overensstemmelse med Ankenævnets praksis, jf. bl.a. kendelse af 30. april 1990 i sag 441/1989 findes indklagede, når et lån kommer i restance, alene at være berettiget til at kræve gebyr for de tre første rykkerskrivelser. Dette maksimum sigter til en sammenhængende periode, i hvilken låntager til stadighed har været i restance, selv om der måtte være foretaget indbetalinger i perioden.

Det fremgår af fremlagte kontoudskrifter, at klagerens lån fra den 1. maj 1992 løbende har været i restance som følge af, at klageren månedligt med undtagelse af 1. august 1992 ydelsen, der ikke betaltes, har betalt en ydelse, der var for lille. Indklagede har derfor alene været berettiget til at opkræve tre rykkergebyrer. Dette må også gælde, uanset om klageren ved de ekstraordinære indbetalinger på 5.000 kr. den 23. oktober 1992 og på 10.000 kr. den 10. marts 1993 måtte have berigtiget restancerne.

Indklagede findes således alene at have været berettiget til at opkræve rykkergebyrerne pr. 10. maj 1992, 24. maj 1992 og 10. juni 1992. For så vidt angår de øvrige gebyrer, har indklagede ikke været berettiget til at debitere klagerens konto herfor.

I øvrigt finder Ankenævnet ikke grundlag for at tage klagerens påstand til følge.

Som følge heraf