Generelle renteændringer, fast/variabel rente.
| Sagsnummer: | 672 /1992 |
| Dato: | 28-05-1993 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Møgelvang-Hansen, Peter Stig Hansen, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Rente - udlån
|
| Ledetekst: | Generelle renteændringer, fast/variabel rente. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved gældsbrev underskrevet af klageren den 20. december 1987 ydede indklagede, der er et finanseringsselskab ejet af et pengeinstitut, klageren et lån på 157.821 kr. Lånet skulle afvikles med 2.855,40 kr. månedligt, første gang den 1. december 1987. Af lånedokumentet fremgår:
"Gælden forrentes fra afregningsdagen med den af (indklagede) til enhver tid fastsatte rentesats p.t. 13,25% p.a., der beregnes og tilskrives månedsvis forud.
Ved renteændringer kan (indklagede) ændre ydelsen således, at den oprindelige løbetid fastholdes".
Indklagede har oplyst, at frem til den 1. januar 1991, hvor den nye kreditaftalelov trådte i kraft, har renteændringerne på det omhandlede lån fulgt de stedfunde renteændringer på billån i det pengeinstitut, der ejer indklagede. Den pålydende rente på klagerens lån har i denne periode været fastsat således:
Etableringsrente .................... 13,25% p.a. Rentefastsættelse pr. 10.7.1989 ..... 13,75% p.a. Rentefastsættelse pr. 15.10.1989 .... 14,75% p.a. Rentefastsættelse pr. 15.11.1989 .... 16,25% p.a. Rentefastsættelse pr. 29.5.1990 ..... 16,00% p.a. Rentefastsættelse pr. 31.5.1990 ..... 16,25% p.a.
Fra januar 1991 har indklagedes rente for forbrugslån fulgt Ciborrenten (gennemsnittet af pengemarkedsrenterne). Den pålydende rente har i perioden 1. januar 1991 til 31. december 1992 bevæget sig således:
Rentefastsættelse pr. 29.8.1991 ..... 16,50% p.a. Rentefastsættelse pr. 20.11.1991 .... 16,25% p.a. Rentefastsættelse pr. 14.1.1992 ..... 16,75% p.a. Rentefastsættelse pr. 23.6.1992 ..... 17,25% p.a. Rentefastsættelse pr. 21.8.1992 ..... 17,50% p.a. Rentefastsættelse pr. 4.9.1992 ..... 18,00% p.a. Rentefastsættelse pr. 30.9.1992 ..... 20,00% P.a.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at nedsætte lånets rente med tilbagevirkende kraft til den samme rente, som indklagede tilbyder nye kunder pr. oktober 1992, 14,50%.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede til trods for, at renten er steget betydeligt, ikke har gjort klageren særskilt opmærksom herpå, hvorved klageren har været afskåret fra at vurdere, hvorvidt han ønskede at overføre sit billån til et andet finanseringsselskab/pengeinstitut. Til trods for at diskontoen i perioden kun er steget ca. ½%, er renten på klagerens billån steget fra 13,25% til 20,0%. Klageren har endvidere fået oplyst, at indklagede i oktober 1992 ydede lån med en rentesats på 14,50% ved finansiering af nye biler.
Indklagede har anført, at kreditaftalelovens ikrafttræden indebar, at finanseringsselskaber ikke kunne fortsætte med at anvende en koncernintern rentefastsættelse til styring af renteændring på forbrugslån, hvorfor indklagede herefter anvendte Ciborrenten som rentestyrende instrument for alle forbrugslån, såvel nyetablerede som allerede eksisterende. Indklagede har som følge af den valutauro og deraf følgende ekstraordinære rentesituation, som har været gældende i sidste del af 1992, indført en række lånetilbud baseret på fast rente. Indklagedes rentestruktur er forskellig afhængig af, om funding optages til pengemarkedets kort rente (variabel), eller om der optages langfristede fastforrentede lån. I den sidste periode af 1992 har fastforrentede lån haft en rentesats, som var betragtelig lavere end renten på det korte pengemarked. Ved fastforrentede lån påtager kunden sig den renterisiko, der er forbundet med, at renten er fast i hele låneperioden. Der er således ingen sammenhæng mellem renteudviklingen på klagerens lån, hvis rente er variabel, og de nye fastrentelån. Det er korrekt, at klageren for så vidt angår de første år af låneperioden ikke er blevet gjort særskilt opmærksom på renteændringerne. Indklagede har derefter foretaget annonceringer af renteændringer i dagspressen. Siden 1. januar 1991 er samtlige renteændringer endvidere fremgået af årsmeddelelser.
Ankenævnets bemærkninger:
Det må efter det oplyste lægges til grund, at renten på klagerens lån til stadighed har fulgt indklagedes almindelige rente for billån med variabel rente. Klageren findes ikke at kunne påberåbe sig, at indklagede nu yder billån til en fast rente, der er lavere end den rente, der for tiden er fastsat for billån med variabel rente. Efter det foreliggende finder Ankenævnet ikke at have tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at denne rente overstiger det rimelige. Når bortses fra de første år af lånets løbetid har renteændringer været annonceret i dagspressen, ligesom de siden kreditaftalelovens ikrafttræden har været oplyst i årsopgørelserne.
Som følge af det anførte
Den indgivne klage tages ikke til følge.