Medio 1995 rettede klagerens søn henvendelse til indklagedes Birkerød afdeling vedrørende forrentningen af klagerens indestående i afdelingen i årene 1991-1995. Klageren er født i 1920.
Af årsudskrifter, der er fremlagt under sagen, fremgår, at klageren er kontohaver på tre indekskonti hos indklagede, og at hendes øvrige indlån har været placeret og forrentet som følger:
Konto | 1991 | 1992 | 1993 | 1994 |
|
|
|
|
|
Det fremgår endvidere af sagen, at der den 7. november 1992 blev indgået aftale om det kommende års forrentning af klagerens uniindskudskonto, hvorved klageren opnåede en overrente på 3% p.a. i forhold til indklagedes standardrentesats, således som den fremgår af årsudskriften.
Det fremgår endvidere, at klageren den 2. september 1994 solgte sin beholdning af 9% Danske Statslån 1998 for 312.905,52 kr. og samme dag købte for 351.968,74 kr. 6% Danske Statslån 1999.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at yde en kompensation for lav forrentning af indlånene.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede under hensyn til bl.a. hendes alder og det betydelige indestående ikke har ydet tilstrækkelig og korrekt rådgivning vedrørende placering af hendes indlån. Hendes midler har været placeret på lavt forrentede konti og irrelevante kontoformer såsom boligopsparing og gevinstopsparing, og hun har derved ikke opnået et acceptabelt afkast i forhold til den opnåelige markedsrente.
Indklagede har anført, at størstedelen af klagerens frie midler har været anbragt på kontoformerne uniindskud og aktionærkonto, som begge er kendetegnet ved en ekstraordinær høj rente. I 1992 blev der indgået særrenteaftale med klageren, som også i forbindelse med forhøjelsen af værdipapirbeholdningen med 40.000 kr. i 1994 nøje overvejede størrelsen og forrentningen af sit engagement. Klageren udtrykte selv ønske om at have et anseeligt beløb stående til fri disposition og afslog i forbindelse med et rådgiverskift i foråret 1995 et tilbud om rådgivning vedrørende sit indestående med henvisning til, at hun var godt tilfreds med den nuværende placering.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder ikke, at klageren har oplyst omstændigheder, der kan begrunde, at indklagede bør pålægges at yde rentekompensation for klagerens indlån hos indklagede i perioden 1991-1995.
Som følge heraf