Værdipapirer, formuestyring.
| Sagsnummer: | 29 /1992 |
| Dato: | 21-08-1992 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Søren Geckler, Niels Bolt Jørgensen, Peter Møgelvang-Hansen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - skatteforhold
|
| Ledetekst: | Værdipapirer, formuestyring. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I efteråret 1990 havde klageren med indklagedes Nørregade afdeling, Vejle, et engagement bestående af et udlandslån på 258.550 DEM, for hvilket der var købt 123.000 USD 9,265% Statoil 88/95 obligationer. Lånet forfaldt til betaling den 20. december 1990.
Medio oktober 1990 ville engagementet kunne opgøres med et tab på ca. kr. 290.000,-.
Den 19. oktober 1990 afholdtes et møde i afdelingen, hvor klagerens økonomiske forhold blev gennemgået. Indklagede har oplyst, at der til mødet forelå valutaprognoser, som forudså en kursudvikling på USD og DEM til yderligere ugunst for klagerens engagement. Resultatet af mødet blev, at obligationerne blev solgt, og provenuet blev indsat på en aftalekonto, medens renterne af obligationerne indsattes på en millionærkonto. Ved mødet aftaltes endvidere, at klageren skulle underskrive en håndpantsætningserklæring vedrørende et ejerpantebrev henliggende i indklagedes Torvegade afdeling, Vejle.
Udlandslånet blev den 20. december 1990 nedbragt til 75.000 DEM med indeståendet fra aftalekontoen og millionærkontoen.
Lånet forlængedes herefter først til den 20. juni 1991, senere til den 22. juni 1992. På denne dato nedbragtes det til 35.000 DEM, hvilket lån er forlænget til 22. december 1992.
Efter at have korrespondanceret med indklagede, har klageren den 21. februar 1992 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre klageren ca. 145.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at han med en navngiven medarbejder hos indklagede, der nu er ansat i et andet pengeinstitut, i foråret 1990 aftalte, at engagementet skulle løbe videre med henblik på at afvente stigende kurs på USD. Ved mødet den 19. oktober 1990 blev klageren imidlertid presset til at sælge obligationerne, idet indklagede krævede engagementet realiseret. Klageren oplyste på mødet, at han ville frasælge jord fra sin lystejendom på 60 td. land. Havde man undladt at sælge obligationerne på det pågældende tidspunkt og ventet 2-3 måneder, ville klagerens tab have været ca. 145.000 kr. mindre, idet kursen da var steget. På mødet oplyste indklagede, at det realiserede underskud ville kunne fratrækkes ved opgørelsen af klagerens skattemæssige indkomst, hvilket imidlertid viste sig at være urigtigt.
Indklagede har anført, at man ikke på mødet i oktober 1990 eller senere har krævet, at engagementet straks skulle afvikles. På mødet var det afdelingens råd til klageren at sælge obligationerne og nedbringe lånet. Efter eget ønske valgte klageren at sælge obligationerne og lade udlandslånet fortsætte uændret. Afholdelsen af mødet var ikke forårsaget af, at indklagede vurderede engagementet som nødlidende, og engagementet blev da heller ikke opsagt. På mødet blev klageren henvist til at rette henvendelse til revisor vedrørende eventuel mulighed for at fratrække tab i klagerens indkomst.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at indklagedes medarbejdere på mødet i oktober 1990 krævede, at klageren straks skulle sælge USD-obligationerne, eller pressede klageren hertil. Det må derfor lægges til grund, at medarbejderne alene tilrådede klageren straks at sælge obligationerne for at begrænse sit tab, og Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at der herved eller ved udtalelser om skattemæssige spørgsmål er begået ansvarspådragende fejl.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.