Afgørelse

Spørgsmål om underretning til tredjemandspantsætter ved ændring af afviklingsaftale.

Indledning.

Denne klage vedrører spørgsmålet, om indklagede var forpligtet til at underrette klageren vedrørende ændring af afviklingen af et lån, for hvilket klageren havde stillet sikkerhed i form af tre pantebreve.

Sagens omstændigheder.

I forbindelse med klagerens og dennes ægtefælles H's skilsmisse i 1993 blev parrets fælles glæd til indklagede på ca. 375.000 kr. opdelt således, at H påtog sig en gældsforpligtelse på 125.737 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.000 kr. svarende til en løbetid på 9 år og 7 måneder.

Klageren stillede i denne forbindelse sikkerhed for H's lån i form af tre pantebreve på hver 117.357,70 kr. Pantebrevene blev samtidig håndpantsat til indklagede til sikkerhed for klagerens eget lån til indklagede.

Indklagede har anført, at H ikke kunne betale ydelsen på 2.000 kr. månedligt, hvorfor hun gennem flere år kun har afviklet med 700 - 800 kr. månedligt. Ydelserne på de tre pantebreve blev indsat på klagerens engagement med indklagede.

I marts 2003, på hvilket tidspunkt 2 af pantebrevene var indfriet, blev det sidste pantebrev indfriet med 81.075,03 kr. Af beløbet anvendte indklagede 24.476,20 kr. til indfrielse af klagerens engagement med indklagede, mens restbeløbet på 56.598,83 kr. blev indsat på H's lån.

Parternes påstande.

Klageren har den 26. september 2003 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 56.598,83 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han først i 2003 fik meddelelse om, at indklagede med H havde indgået aftale om en nedsættelse af H's afvikling af lånet.

Der er tale om en sådan ændring af hovedforholdet mellem indklagede og H, som bør medføre, at hans sikkerhedsstillelse for H's lån må anses for ophørt eller bortfaldet.

Som følge heraf bør indklagede betale ham beløbet på 56.598,83 kr.

Indklagede har anført, at det lægges til grund, at nedsættelsen af H's ydelse til 700 til 800 kr. månedligt skete ud fra en vurdering af H's økonomiske formåen. Henstand eller ændring i ydelsen kræver ikke samtykke fra klageren.

Bank- og sparekasselovens § 41 og 41 a gælder alene ved kaution, jf. herved UfR 1986.792 Ø og Ankenævnets kendelse nr. 82/1992.

Indklagede kunne have valgt at anvende de løbende ydelser eller provenuet ved salg af pantebrevene til nedbringelse af H's lån frem for klagerens lån. Man kunne endvidere ved H's misligholdelse have opsagt lånet og realiseret pantebrevene og anvendt provenuet her fra til nedbringelse eller indfrielse af H's lån.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at indklagede i forbindelse med, at H's lån kom i restance, eller at der blev aftalt ydelsesnedsættelse, var forpligtet til at underrette klageren herom.

Ankenævnet finder heller ikke i øvrigt grundlag for at anse klagerens sikkerhedsstillelse på H's lån for bortfaldet eller ophørt.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.