Omlægning af det sikrede lån.
| Sagsnummer: | 552/1994 |
| Dato: | 06-09-1995 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Ole Just, Peter Nedergaard, Erik Sevaldsen, Jens Ole Stahl |
| Klageemne: |
Kaution - omlægning af sikrede lån
|
| Ledetekst: | Omlægning af det sikrede lån. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
I 1988 ydede indklagede klagernes datter og samlever et boliglån på 86.600 kr. og et personligt lån på 56.000 kr. Klagerne afgav selvskyldnerkautionserklæring for begge lån, ligesom samleverens adkomstdokument til et kolonihavehus blev håndpantsat til sikkerhed.
I juli 1992 blev klagerne rykket for betaling af en restance på boliglånet på ca. 32.000 kr. Boliglånets aftalte afvikling var ved etableringen 2.165 kr. kvartalsvis. Klagerne blev samtidig rykket for betaling af en restance på det personlig lån, som var i restance med ydelser fra 1. marts s.å.
Af skrivelser af 7. december og 17. december 1992 til klagernes datter, som i 1989 havde ophævet samlivet med meddebitor, fremgår, at indklagede tilbød "indfrielse/omlægning" af de to lån til et nyt lån på 140.000 kr. med datteren alene som debitor samt indbetaling af et ekstraordinært afdrag på 9.154,48 kr., idet den samlede restgæld på de to oprindelige lån pr. 17. december 1992 - fratrukket et morarentebeløb - var opgjort til 149.154,48 kr. I skrivelsen af 7. december 1992 var endvidere anført.:
"Som aftalt vil bankens sikkerhed fortsat bestå af kaution fra dine forældre, kaution af [tidligere samlever] samt håndpant i havelod ....."
Den 17. december 1992 underskrev klagernes datter et nyt gældsbrev på 140.000 kr. Det er i gældsbrevet angivet, at det ydes til indfrielse af de to hidtidige lån, og datteren modtog kvitteringer af samme dato, hvoraf det fremgik, at disse lån var indfriet med henholdsvis 95.941,94 kr. og 53.212,54 kr.
Klagerne afviste at afgive kautionserklæring vedrørende det nye lån og indgav i 1993 klage til Ankenævnet med påstand om, at kautionsforpligtelsen var bortfaldet, idet de anførte, at indklagede ikke havde overholdt sin underretningspligt efter bank- og sparekasselovens § 41. Ved Ankenævnets kendelse af 12. november 1993 (sag 113/1993) bestemtes, at indklagede burde anerkende, at klagerne var frigjort for kautionsforpligtelsen for så vidt angik boliglånet, hvorimod der ikke fandtes grundlag for at fritage klagerne for kautionsforpligtelsen vedrørende det personlige lån.
Under henvisning til Ankenævnets kendelse meddelte indklagede i skrivelse af 22. november 1993 klagerne, at et nyt lån med deres kaution burde andrage ca. 45-50.000 kr. Klagerne nægtede at medvirke hertil.
Ved skrivelse af 3. maj 1994 fik klagerne meddelelse om, at indklagede så sig nødsaget til at opsige datterens samlede engagement til indfrielse den 4. august s.å.
Ved klageskema af 29. august 1994 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at klagerne er frigjort for enhver kautionsforpligtelse overfor indklagede.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klagerne har anført, at det personlige lån blev indfriet i december 1992 i forbindelse med etableringen af det nye lån på 140.000 kr. Herved bortfaldt deres kaution. Kautionen er ikke automatisk overført til det nye lån, som de ikke har godkendt, og som ikke er identisk med det tidligere lån.
Indklagede har anført, at forudsætningen for bevillingen af lånet i december 1992 på 140.000 kr. bl.a. var, at klagerne påtog sig kaution for dette lån, og at der indbetaltes et ekstraordinært afdrag på ca. 9.000 kr. Denne forudsætning er bristet, og retsforholdet må herefter føres tilbage til de oprindelige dokumenter. Klagerne er derfor ikke løst fra deres kautionsforpligtelse for det personlige lån.
Ankenævnets bemærkninger:
Indledningsvis bemærkes, at indklagede ikke har gjort indsigelse mod, at klagerne, som i sag 113/1993 ikke fik medhold i deres påstand for så vidt angår kautionsforpligtelsen for det personlige lån, nu vedrørende den samme kautionsforpligtelse har rejst en ny klagesag, i hvilken et nyt anbringende gøres gældende.
Det fremgår af de fremlagte dokumenter og er i øvrigt ubestridt, at begge de oprindelige lån - såvel boliglånet som det heromhandlede personlige lån - blev indfriet den 17. december 1992 i forbindelse med, at klagernes datter optog det ny lån på 140.000 kr. og påtog sig at indbetale et ekstraordinært afdrag på ca. 9.000 kr. Det må endvidere lægges til grund, at klagerne ikke over for indklagede havde forpligtet sig til at overføre deres kaution til det ny lån. Selv om provenuet af dette blev anvendt til indfrielse af de hidtidige lån, kan en sådan overførsel af klagernes kautionsforpligtelse heller ikke anses for sket automatisk, idet det ny lån ikke kan anses blot at videreføre de to hidtidige, allerede fordi klagernes datters tidligere samlever ikke er debitor ifølge det ny lån. Det forhold, at indklagedes forudsætninger for at yde lånet på 140.000 kr., herunder forudsætningen om, at klagerne også skulle kautionere for dette, ikke blev opfyldt, kan påberåbes over for klagernes datter som debitor som grundlag for et krav om indfrielse af lånet, men findes ikke at kunne påberåbes over for klagerne. Efter det anførte er disses kautionsforpligtelse for det personlige lån herefter ophørt ved indfrielsen af dette i december 1992 og ikke overført til det ny lån på 140.000 kr.
Som følge heraf