Privatskiftende arvingers indsigelse imod fondshandler i afdødes depot og hævninger på afdødes bankbog.
| Sagsnummer: | 1/2006 |
| Dato: | 27-02-2008 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Karen Frøsig, Carsten Holdum, Rut Jørgensen, Niels Bolt Jørgensen |
| Klageemne: |
Bog - frigørende udbetaling
|
| Ledetekst: | Privatskiftende arvingers indsigelse imod fondshandler i afdødes depot og hævninger på afdødes bankbog. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører privatskiftende arvingers indsigelser imod fondshandler i afdødes depot og hævninger på afdødes indlånskonto med tilknyttet bankbog.
Sagens omstændigheder.
Klagerne i denne sag er de privatskiftende arvinger efter A, der var kunde i Danske Bank, Farum afdeling.
A var født i 1907 og døde den 31. juli 2004.
I 1990'erne bestod A's engagement med Danske Bank af et værdipapirdepot og tre indlånskonti (konto nr. -071, -509 og -277). Til konto -277 var der knyttet en bankbog uden mærke.
Den 10. juli 1997 underskrev A en erklæring til Danske Bank, hvorefter A's niece, B, fik prokurafuldmagt vedrørende engagementet. B, der har bopæl i Sverige, er en af klagerne i denne sag.
Pr. den 31. december 1999 havde A kontante indeståender på i alt 106.146 kr. og obligationer og investeringsbeviser til en værdi på i alt 234.044 kr.
Den 17. august 2000 gennemførte banken A's salg af investeringsbeviser til en kursværdi på 156.742,75 kr. Afregningsbeløbet, som udgjorde 155.959,04 kr., blev den 22. august 2000 indsat på konto -277. Samme dag blev der hævet 50.000 kr. på kontoen.
Den 25. august 2000 blev der indsat 63.941 kr. på konto -277 vedrørende "fonds". Konto -277 havde herefter et indestående på 234.639,42 kr.
A havde herefter alene kontante indeståender i banken. Pr. den 31. december 2000 udgjorde indeståenderne i alt 254.548 kr. Pr. den 31. december 2001 udgjorde indeståenderne i alt 211.304 kr.
Pr. den 31. december 2002 udgjorde indeståenderne 202.607 kr. fordelt med 1.264 kr. på konto -071, 15.738 kr. på konto -509 og 185.605 kr. på konto -277.
Den 21. juli 2004 - 10 dage før A's død - blev der hævet 10.000 kr. på konto -277. Efter hævningen udgjorde kontoens indestående 179.861,88 kr.
Banken har oplyst, at A's navn blev oplyst, og at bankbogen blev forevist ved hævningen den 21. juli 2004. Som dokumentation herfor har banken fremlagt et uddrag af journalen for den kasse, hvor hævningen fandt sted, samt et internt kontrolbilag.
Den 3. januar 2006 indgav klagerne en klage til Ankenævnet over Danske Bank vedrørende salget af investeringsbeviser den 17. august 2000 og hævningen på 10.000 kr. den 21. juli 2004. Sideløbende med klagesagen henvendte klagerne sig til politiet, som imidlertid ikke kunne bidrage med yderligere oplysninger til brug for sagen.
Ved skrivelse af 3. december 2007 udvidede klagerne klagen til at omfatte yderligere transaktioner vedrørende A's engagement. Klagerne fremhævede bl.a. følgende transaktioner:
1998:4 hævninger på konto -277 på i alt 54.597,10 kr.
1999:Køb og salg af værdipapirer gennemført i april 1999 samt to hævninger på i alt 20.060 kr.
2000:En hævning på konto -277 på 10.060 kr.
2001:En hævning på konto -277 på 50.000 kr.
2003:En hævning på konto -277 på 14.000 kr.
2004:Fire hævninger på i alt 13.000 kr. på konto -509.
Parternes påstande.
Klagerne har nedlagt påstand om, at Danske Bank skal betale erstatning.
Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at fondshandlerne og hævningerne ikke skete efter anmodning fra hverken A eller B, og at dispositionerne ikke er kommet A til gode.
Dispositionerne skete tilsyneladende efter anmodning fra en tredjemand, T, som under besøg hos A havde let adgang til at tilegne sig A's personlige ejendele.
Banken har tilsyneladende forvekslet T med B, som i henhold til fuldmagten var berettiget til at disponere.
A var fra slutningen af 1990-erne ikke i stand til på egen hånd at henvende sig personligt i bankens afdeling. B bosatte sig i Sverige i februar 2001 og har beviseligt ikke medvirket til de omhandlede transaktioner.
A gjorde allerede den 2. juli 2000 indsigelse over for banken, idet hun på daværende tidspunkt havde konstateret, at ca. halvdelen af værdipapirerne i depotet var forsvundet. Papirerne var solgt, og provenuet hævet via hendes konto. Banken afviste indsigelserne og oplyste, at alt var gået rigtigt til. Efterfølgende viste det sig, at A på baggrund af bankens oplysning fejlagtigt troede, at B havde misbrugt fuldmagten.
Banken burde på baggrund af A's henvendelse have udvist særlig agtpågivenhed ved hævninger på engagementet. Ved at undlade dette har banken pådraget sig et erstatningsansvar for de dispositioner, som de har fremhævet under sagen.
Banken bør i hvert fald fremlægge dokumentation for samtlige dispositioner.
A var sengeliggende og ude af stand til at bevæge sig fra og med begyndelsen af juli 2004, og B ankom først til Danmark efter A's død. Hævningen den 21. juli 2004 kan således i hvert fald ikke have været foretaget af hverken A eller B.
Banken kan ikke med henvisning til gældsbrevslovens § 33 frasige sig ansvaret for hævningerne.
A's navn på det af banken fremlagte kontrolbilag er ikke påført af A.
Danske Bank har anført, at salget af investeringsbeviserne skete med A's accept. Provenuet blev indsat på A's konto, og A har derfor ikke lidt noget tab ved salget.
Det må formodes, at A ville have reageret ved modtagelsen af handelsbekræftelsen, hvis handelen ikke var ønsket af hende. A modtog desuden ultimo hvert år en årsopgørelse, hvoraf hendes eventuelle depotindeståender fremgik.
Et eventuelt erstatningskrav vedrørende salget af investeringsbeviserne er forældet.
Hævningen på 10.000 kr. den 21. juli 2004 skete med frigørende virkning for banken, idet den til kontoen tilhørende bankbog blev forevist og kontohavers navn blev oplyst. Afdelingen var i god tro ved udbetalingen.
Udskrivningen af kontrolbilaget den 21. juli 2004 er i sig selv dokumentation for, at bankbogen var til stede ved udbetalingen. Bankens kassesystem printer kun dette bilag, hvis bankbogen er til stede. I modsat fald printes et udbetalingsbilag, hvor den, der har fået udbetalt beløbet, kvitterer med sin underskrift. Det fremlagte uddrag af kassejournalen udgør yderligere dokumentation for, at bankbogen blev forevist.
Den kasserer, som ekspederede hævningen, kan hverken be- eller afkræfte klagernes formodning om, at det var T, der foretog hævningen.
Afdelingen har ikke på noget tidspunkt haft den opfattelse, at A skulle have været dement. A vekslede løbende penge til svenske kroner med henblik på at kunne forære pengene til familien i Sverige.
Det må lægges til grund, at A ved etableringen af bankbogen blev informeret om, at banken som udgangspunkt med frigørende virkning kunne udbetale til enhver, som mødte med bogen og oplyste kontohavers navn, hvilket er i overensstemmelse med bankens forretningsgang. Reglerne for konti med bankbog var endvidere trykt i bankbogens omslag.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Klagernes krav vedrørende fondshandlerne i henholdsvis april 1999 og august 2000 er omfattet af den femårige forældelsesfrist, jf. § 1, stk. 1, nr. 1, nr. 1, i forældelsesloven af 1908. Kravene var derfor forældede, da klagen blev indgivet til Ankenævnet den 3. januar 2006. Allerede som følge heraf tages disse klagepunkter ikke til følge.
For så vidt angår de omstridte hævninger på A's bogkonto (-277) finder Ankenævnet, at det i hvert fald for så vidt angår hævningen den 21. juli 2004 må lægges til grund, at bankbogen blev forevist, og at A's navn blev oplyst. Klagernes eventuelle krav i forbindelse med denne hævning må derfor bero på, om den mødende var uberettiget til at hæve på kontoen, og - hvis dette var tilfældet - om der har foreligget sådanne særlige omstændigheder, at banken burde have afkrævet den pågældendes bevis for dennes ret til at hæve på bogen, jf. gældsbrevslovens § 33, stk. 2, 2. punktum.
Ankenævnet finder, at en stillingtagen til disse spørgsmål ville kræve bevisførelse i form af vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene.
Ankenævnet finder med samme begrundelse heller ikke at have fornødent grundlag for at tage stilling til de øvrige hævninger, som klagerne har gjort indsigelse imod.
I medfør af § 7, stk. 1, i Ankenævnets vedtægter afviser nævnet derfor klagen for så vidt angår de omstridte hævninger.
Som følge herafKlagernes indsigelser mod de fondshandler, der blev gennemført for A i april 1999 og august 2000, tages ikke til følge. De øvrige klagepunkter kan Ankenævnet ikke behandle.